Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fra underhund til udbytter

Den utrættelige venstrefløjsforkæmper Ken Loach kaster lys over den nye underklasse i 'En fri verden', en film med klare kvaliteter og visse troværdighedsproblemer
Sammensat. Kierston Wareings hovedrolle som Angie er en sammensat størrelse, der pendulerer mellem empati, idealisme og ækel afstumpethed.

Sammensat. Kierston Wareings hovedrolle som Angie er en sammensat størrelse, der pendulerer mellem empati, idealisme og ækel afstumpethed.

Miracle Films

Kultur
9. maj 2008

Kaos-golf. Hvad end dette fænomen virkelig eksisterer eller ej, er det i sig selv grund nok til at være taknemmelig for Ken Loachs nye film, En fri verden. Kaos-golf er en barok-humoristisk protestform, som går ud på, at folk fra arbejderklassen henlægger sportsgrenen med de stærke overklassekonnotationer til de nedlagte fabrikshaller, som engang var deres egen socialgruppes katedraler. Som ville de sige til magthaverne: "Vores sans for humor har I ikke kunnet tage fra os, og vi må have et eller andet at byde på, når vi er fantasifulde nok til at finde på det her!"

Sex som strategi

Snart 72-årige Ken Loach er som bekendt den af britisk socialrealismes to grand old men, som ikke er Mike Leigh. Loach er typen, som laver film ikke på grund af skeløjet forelskelse i selve mediet, men fordi film kan formidle budskaber.

En fri verden er blevet til i samarbejde med instruktørens faste manuskriptforfatter Paul Laverty. Som det var tilfældet med Loach og Lavertys mesterværk Sweet Sixteen (2002) er titlen mere end en smule ironisk.

Vor hovedperson er den 33-årige Londoner Angie (Kierston Wareing), som fyres fra sit job på en arbejdsformidling, da hun smider en drink i hovedet på sin gramsende gris af en chef. Sammen med sin veninde Rose søsætter hun et rekrutteringsbureau, der hyrer fattige og ofte desperate indvandrere på vegne af britiske arbejdsgivere. I erkendelse af at sex sælger, giver smukke Angie den som småvulgær motorcykel-babe, når forretningskontakterne skal knyttes.

Angie og Roses moral kommer imidlertid på prøve, da de finder ud af, at der er store penge at tjene i branchen, hvis man ikke hænger sig for meget i, hvad loven siger.

Den usynlige søn

Først et godt stykke inde i filmen får vi den ellers meget essentielle oplysning om Angie, at hun har en 11-årig søn. En begavet afspejling af det faktum, at Angie næsten har skubbet Jamie, som sønnen hedder, ud af sit liv og overdraget hans opdragelse til Jamies bedsteforældre.

Wareing yder bestemt en muskuløs debutpræstation, om end Angie-figuren er et forvirrende bekendtskab. Hun skal tydeligvis forestille en psykologisk sammensat størrelse, men hendes adfærdsmønster er for kaotisk og utilstrækkeligt motiveret til at overbevise. Angie synes at pendulere mellem empati og idealisme og ækel afstumpethed, som når hun i fuld offentlighed afviser en arbejdssøger med ordene "du ligner en doven hippie."

Af og til forfalder Lavertys manuskript desuden til det skematiske: Skønt Angie altså har oplevet sexchikane på egen krop, behandler hun de mest attraktive af hendes mandlige undersåtter på omtrent samme nedværdigende vis. En lidt for let måde at signalere, at den nyvundne magt har korrumperet hende.

Fordomme

I rollen som polakken - og kaos-golf udøveren! - Karol gør Leslaw Zurek et stort indtryk trods begrænset skærmtid. Karol er ung, fuld af naturlig charme, udmærket til engelsk og tydeligvis i besiddelse af et godt hoved. Han er dermed bedre stillet end mange af sine landsmænd, men agter alligevel ikke at blive i et England, hvor han ikke føler sig velkommen.

Den tone, nogle af filmens indfødte briter taler om udlændinge i, giver os fuld forståelse for hans beslutning. I princippet og teorien er det en fri verden, men xenofobi og indgroede fordomme er også en form for grænsebom. Filmen forsømmer heller ikke at nævne, at de britiske myndigheder ikke just knokler sig halvt ihjel for at komme udnyttelsen af indvandrere til livs.

Andre af filmens bifigurer er dog mindre interessante. Således fremstår Angies far ikke så meget som et individ som et dramatisk redskab, nemlig Samvittighedens Stemme eller det pålidelige moralske kompas, hans datter så åbenlyst mangler.

Disse svagheder til trods en anbefaling herfra til seneste udspil fra en mand, som er og bliver det, der på godt jiddisch hedder et Mensch, og hvis hjerte siden midten af 1960'erne har styrtblødt for samfundets svageste.

Loach har vundet De Gyldne Palmer, nu bør nogen stikke ham en udholdenhedsmedalje.

En fri verden. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk-italiensk-tysk-spansk. (Grand og Dagmar i København samt Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her