Læsetid: 5 min.

Usjov, umenneske, uafrystelig

Mesterligt. Med 'Unfun' afslutter Abo Rasul - pseudonym for konceptkunstneren Matias Faldbakken - et hovedværk i ny skandinavisk prosa
Vold er utvivlsom, vold udsletter tvivl, lyder det i Abo Rasus seneste bog, der er fuld af tæsk og knivdrab.

Vold er utvivlsom, vold udsletter tvivl, lyder det i Abo Rasus seneste bog, der er fuld af tæsk og knivdrab.

Martin Kierstein

15. maj 2008

De griner meget, figurerne i Abo Rasuls nye bog Unfun, men det er ikke nogen særligt morsom bog. Nok er der sjove scener undervejs, men de dukker up, når bogen en sjælden gang kører på frihjul. Resten af tiden hersker der en ond, indædt stemning.

Givet titlen burde det selvfølgelig ikke komme som en overraskelse, på den anden side er Unfun tredje og sidste bind i en trilogi, Skandinavisk Misantropi, hvis to første dele, The Cocka Hola Company og Macht & Rebel var hysterisk, ubehageligt morsomme. Deres greb var at skabe en så giftig kombination af latter og tabu, at læseren stod perpleks tilbage, rød i hovedet af spruttende fnisen, pinligt berørt over al den morskab, han eller hun tillod sig.

Macht & Rebel lod for eksempel sin hovedperson, Rebel, blive pædofil og nazist, simpelthen fordi han var så træt af norsk venstrefløjsaktivisme. Så var stilen ligesom lagt til et satirisk totalopgør med progressiv skandinavisk selvforståelse anno, cirka, i dag.

I Unfun befinder vi os i den nærmeste fremtid og idéen om noget særligt skandinavisk er næsten forsvundet ud af syne. Selv om bogen foregår i Oslo, er store dele af dialogen skrevet på engelsk. Splatterfilm og computerspil er dagens orden. Der bliver ikke gjort grin med noget som helst af den grund. Midt i bogens blodrus af en slutning erklærer hovedpersonen Lucy, der i det store hele fungerer som fortæller undervejs, følgende om sig selv og sine tvillingesønner:

"Forskellen mellem mig og mine børn er, at de blander fjolleri og/eller falskhed ind i værdierne, mens jeg vil af med dem. På den ene side ler de, på den anden forfalsker de, de både latterliggør og reducerer værdierne. Jeg siger bare nej. At fjolle med alt er en måde at sige nej på. Atal og Vataman ler bare sådan lidt idiotisk af alt som bliver sagt og gjort, så falder det sammen og bliver komisk og tomt. Jeg siger nej, det er kedeligere, men måske mere konsekvent. Det er ikke morsomt at sige nej, det er hårdt, det er kedeligt, det er udmattende, men det er det eneste, jeg kan sige."

Unfun er som Lucy: Satire viste sig at være for let et greb, det tillod læseren at glide af. Så hellere følge det citat af Ad Reinhart, som indleder hele bogen: "Stay with the negative. All the time."

Anslag og skitser

Til handlingen. Sådan her er set-uppet i Unfun. Lucy er norsk, men også fra den afrikanske Ik-stamme, der angiveligt griner som reaktion på en hvilken som helst menneskelig ulykke. Død, folkemord, kannibalisme, det er spas det hele. Hun og hendes to sønner hjælper hendes eksmand, Slaktus, med at lave et computerspil.

Slaktus er en alvorlig herre, bodybuilder og voldsintellektuel. Han er fuld af inddæmmet raseri. Hans spil skal hedde Deathbox og være en art omvendt Heart of Darkness, hovedpersonen skal være en afrikansk vejarbejder, som går amok i Paris. Dan Castellaneta, kendt som Homers stemme i The Simpsons og specialist i accenter, skal lægge stemme til. Han er nu en førtidspensioneret racist i kørestol.

Dog er der en fejl i programmeringen af grafikken, og så går alt meget, meget galt. Så slutter bogen. Som episk værk er Unfun nemlig ret ujævnt, eller måske er sjusket et mere dækkende ord. Masser af scener, der fungerer i close-up, ingen tanke for, hvordan de skal hænge sammen i en helhed.

Forklaringen? "I fiktion er det kun anslaget, som er interessant, det er der ideerne holder til, det er der, potentialet ligger," siger Lucy undervejs, og man aner, at konceptkunstneren Matthias Faldbakken er enig. I al fald er Unfun nærmest ren skitse. Som tekst flimrer og pulserer den med ansatser. Ræsonnementer og mulige spor flintrer forbi læseren med en nærmest svimlende hastighed, nogle sådan ok, andre svimlende og skarpe.

I denne hastighed - en art tankens litteratur i ren form - ligger en af Unfuns kvaliteter. Den anden er paradoksalt nok bogens fokus på kød og død. I de to forrige bind af Skandinavisk misantropi handlede alting om tegn og kulturel anerkendelse. Især handlede det om, hvordan avantgardens og subkulturernes tegnlogik spiller fortabt i et medielandskab, der er styret af reklame- og underholdningsindustrien.

Denne gang er kroppen i centrum. Især er kroppen til stede som objekt for vold. Som Lucy siger undervejs:

"Man kan tvivle på venskab og snak og sex og familie og business og fritid og aftaler og kærlighed; vold er utvivlsom, det er derfor folk er så bange for vold. Folk kan lide at tvivle, og vold udsletter tvivl."

I denne bog skal der åbenbart ikke tvivles; undervejs i Unfun er der voldtægter, børnedrab, tæsk og flere tæsk, der er parterede grise, hjernerystelser og knivdrab i massevis. En af bogens utvivlsomme, men for læseren tvetydige kvaliteter er så, at den hverken bløder sin brutalitet op med humor eller kammer over i æstetisk spekulation, sådan som splatterfilm ellers hyppigt gør. Den rammer helt rent med et næsten klinisk ubehag.

Når det ikke kammer over, skyldes det bogens tredje kvalitet, fortælleren Lucy, flintrende intelligent, på én gang splattergenrens final girl - hende, der dræber monsteret til sidst - og monsteret, det sted ondskaben tager bolig. Selv i skitseform, som ansats, er hun et isnende bekendtskab. Hun er én man slår sig på som læser.

Sprogets T-1000

Det kan være svært at se forbindelsen tilbage til de to første bøger i trilogien. Snarere end en afslutning er Unfun en art forskydning: Det skandinaviske er forsvundet - et af de få steder, det nævnes, kaldes vi for en "i princippet trans-vestlig middelklassetilstand" - humoren er nedtonet, sarkasmen over for den velmenende venstrefløj er nærmest væk.

På den anden side føles den som en passende slutning på en trilogi, der hele vejen igennem har været en art eksperiment i radikal negativitet, i forsøg på at producere sproglige effekter, der på én gang tiltrækker og afstøder læseren, og som nu, i Unfun, bedst kan sammenlignes med en art sprogets T-1000: perfekt, glat og uigennemtrængelig ødelægger den med et bittert drag om munden alt menneskeligt på sin vej.

Unfun er en bog, man på én måde ville ønske, man ikke havde læst, på en anden måde nødigt ville være foruden. Set som helhed er Skandinavisk misantropi uanset hvad et hovedværk i ny, nordisk prosa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu