Læsetid: 3 min.

Er du vimmer, Vimmer?

Jens Blendstrups nye bog - med fotografier af Lars Gundersen - er en rigtig rabalderfest i sproget: store armbevægelser, dejlig erotik, ingen skygger i livet
Jens Blendstrups nye bog - med fotografier af Lars Gundersen - er en rigtig rabalderfest i sproget: store armbevægelser, dejlig erotik, ingen skygger i livet
8. maj 2008

Der er gang i gaden og knald på drengen i Jens Blendstrups og Lars Gundersens nye bog, der er store blanke sider med fotografier og digte og prosastykker oven i og midt imellem hinanden. Og først og fremmest er der en voldsomt gestikulerende energi, som om sproget selv vil efterligne en overgearet vært fra børne-tv. Af den gode slags, forstås, en af dem, der vild i varmen og med opspilede øjne fortæller vort afkom om, nå ja, dyrelort og naturens øvrige mysterier.

Sådan er stemmeføringen i Toværelses med lykkelig udgang, og det i alle bogens tre dele. I den første, "Verdensfirmaet hjem kære hjem", indrammes små kvadratiske prosastykker af fotografier af husfacader og baggårdsmure og sikkert meget andet, som så er spejlet i et ottekantet mønster. I hver tekst bor nogen eller noget et sted, men ellers er der frit rum til voldsomme udsving.

"Her boede rokokosvinet," starter et stykke, et andet: "Deroppe på kvisten boede hende med de overvægtige møbler."

Så går det ellers slag i slag. Hver sætning skal helst overtrumfe den forrige, et par gange inddrages vores politiske samtid. Flere af stykkerne vinder deres styrke ved at være helt uforbeholdent fjollede. Vi springer ind nogenlunde midt i stykket "Her boede Nationalisten":

"Det er dog en ækel indvandreragtig støvbold, der ligger der, tag den væk - tag den væk, med det samme! Og så fragtes støvbolden til Dragør, hvor der ligger en utøjskoloni. Nationalisten ligner en blond rosin, der har ligget tørt i et vindue. Hendes mund er en hønserøv. Hendes indretning, en nøjagtig kopi af Ejer Baunehøj. Hendes sexliv er en kombination af kanonaden ved Dybbøl Mølle og mordet i Finnerup Lade. To omfattende sexstillinger, der kræver sin mand."

Den slags er sjovt, også selv om det ikke er særlig pænt at tale sådan om andre mennesker. På den anden side: Hvorfor skal mødet mellem litteratur og politik altid ske i tekster, der lige så godt kunne optræde i fjernsynet med bekymrede øjne og rynker i panden? Den totale mangel på saglighed er også en kvalitet. Den har sin egen energi.

Det næste stykke handler så om, at Robert Mugabe er flyttet ind i Ghandis lejlighed. Mere forudsigelig er de politiske holdninger heller ikke.

Numser og ben

I sidste del af Toværelses med lykkelig udgang, "Voyeur Jagtstuen", parres billeder af kvinder i alle aldre og størrelser med erotiske hyldestdigte. Det ville være lummert og for meget, hvis ikke glæden ved kvinder var så storøjet og fuld af forundring - digteren er, virker det til, mest af alt oppe at køre på sin egen næsegrus beundring af det modsatte køn. Et fotografi er klippet lige over brysterne, man lægger mest mærke til en numse i hvide slacks og de bare, velformede lægge:

"Elskede ukendte i den/ stramme buks. Jeg er den/ tidsindstillede prins på den/ hvide hest. Rør mig/ og dit liv bliver til et eventyr./ Mine fødder bliver til hove,/ og mine fejl bliver til/ ja - altså - til drager. Nej, til feer./ Nej for helvede, til a-kassedværge,/ Pis! Pis! Pis."

Bogens midterste del, "Posthus Montmartre" samler så en hel række forrygende, brev- eller telegramagtige tekster. De er særligt morsomme, når de er onde i sulet:

"Vi bringer en hilsen til Frank Larsen der i aften fejrer sine 40 år i Virums plastenterprise. Kære Frank Larsen, du har spildt dit liv. Den sæk du er gift med har gjort dig ordinær. Den hobby, du har, er tåbelig. De sko du går med er for små. Sejlersko må ikke være for små. De drømme du har, gør du klogt i at holde for dig selv. Kære Frank Larsen. Du er en Fiasko. Født i Virum. Død i Virum. Fat det."

Ikke en rar hilsen at få i Giro 413, vel? Men selv når teksterne i Toværelses med lykkelig udgang er allermest hidsige, så holder de ikke op med at være festlige. Det sure lune fremstilles overtydeligt og med fråde om munden, som når en klovn er hidsig. Straks efter er det glemt og borte.

Han er ikke nuancernes mester, Blendstrup, og der er en nærmest programmatisk mangel på dæmoni og dunkle skyggesider i Toværelses med lykkelig udgang. I stedet transformeres det ordinære liv til en ordentlig abefest. Selv navne som Sonja, Vimmer, Erik og Tenna bliver til noget af det mest livsglade, man kan forestille sig. Man skulle være et skarn, hvis man ikke festede med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu