Læsetid: 3 min.

I en vrimmels midte

Den visionære drømmer Nicolaj Stochholm fornægter sig visselig ikke i sit comeback efter otte års pause
'Jeg anerkender fuldt ud den visionært romantiske stræben', skriver Informations anmelder om de nye digte fra Nikolaj Stochholm (billedet), 'men det lader sig ikke nægte, at de enkelte digte tit løber over i favnende rablen'.

'Jeg anerkender fuldt ud den visionært romantiske stræben', skriver Informations anmelder om de nye digte fra Nikolaj Stochholm (billedet), 'men det lader sig ikke nægte, at de enkelte digte tit løber over i favnende rablen'.

Johan Gardfors

15. maj 2008

Der er så sandelig ikke sparet på de fede allusioner til traditionen i Nicolaj Stochholms nye digte. Vi kommer ud at sejle med "den aldrig forlegne Odysseus" og hans roende mandskab, og vi når tilbage til hestene i Troja. I periferien huserer, ikke overraskende, Joyce. Her er Ikaros-flugt og andet godt.

På tværs af digtene går, så vidt man nu ellers kan tyde den kompakte, højstemte syngende, skrift, en vidtfavnende, stræbende søgen - efter selveste selvet omme bag jeg'et, efter en hjemstavn hinsides havet og efter kærlighed inde i eller under kønnet. Digtet "Blandt sirener" taler således om en båd af svirende kærlighed og om

kvinder der er blevet
til mindesmærker og
har forvekslet mig med
et rødt lys: det er jo mig
både sejlende væk fra
og imod mine egne
bølgende skygger og jeg
svarer med hele
koret: at jeg jo er
ingen og desuden
er jeg på vej hjem

Her henvises til 9. og 12. sang af Odysseen, værket, hvor helten kalder sig "Ingen", indtil han er nået ud på havet og afslører sin sande identitet for kæmpen, "den evnesvage kyklop", som Stochholm så fyndigt kalder ham i et andet digt, hvor mændene står op med dyrene, og hvor jeg'et vist både er pæl og pik:

jeg løber ikke mere efter
mine egne genfærds gentagne
skridt kaldende i det tomme rum,
en forplantning, ja og hvad så, en
grav er vel lige så plyndret som det
næste hul, jeg efter en lang dags
halsen beredvilligt må lade
mig bore ind i (...)

Herfra går der linjer til opstemt erotiske tekster som "Lovepunks" og til en monolog, som optrykkes timeglasformet, nok fordi den skal illustrere Penelopes 20 år lange, trofaste venten, samt videre til digte over "sønnen og drengen", altså vel sagtens Telemachos, plus, som allerede antydet, til James Joyce og hans Molly Bloom.

Insisterer dobbelt

Ak ja, sådan kan man hurtigt få bildt læseren ind, at man som anmelder har fået styr på en ustyrlig bog! Men mon ikke jeg kommer min læseoplevelse nærmere ved åbent at tilstå, at jeg gang på gang skvattede over bord undervejs?

Jeg anerkender fuldt ud den visionært romantiske stræben, der nu som før, dvs. lige siden debuten i 1991, skal bære Nicolaj Stochholms digte, og jeg værdsætter virkelig det, som jeg måske kan kalde hans 'dobbelte' insisteren på dels at have solidt fat i kønnet, i aller-bogstaveligste forstand, dels at løfte teksten, så der bliver højt til loftet, ja, så sangen formelig slynges mod himlen.

Men det lader sig ikke nægte, at de enkelte digte tit løber over i favnende rablen. Vi kommer ganske vist ned på meget lave lakridser i "Jordens testamente", der såmænd kun består af navne på en stribe fodboldklubber, eller i "Destruktive vokaler", hvis rygrad er de ni selvlyde i det danske sprog; men hovedindtrykket af samlingen er og bliver kryptisk kompakt.

Ordenes hvirvelstorm

Hertil bidrager ikke mindst den strofestruktur, der fremgår af eksemplerne ovenfor: En ret tætpakket form, hvor pauserne falder abrupt midt i versene og sætningerne slynger sig uforudsigeligt ned over siden. Man anbringes som læser "i en vrimmels midte", som der står, ordene flyver vildt "som fugle midt i en storm".

Nærmest til en helhed kommer Nicolaj Stochholm i "Telefonen ringer", der afslutter samlingens del 1 og sammenfatter motiver fra rejsen i kølvandet på Odysseus. Herefter, i del 2, falder ideerne mere spredt. Endelig i del nr. 3 ristes der en minderune over en digterisk følgesvend og "Fantombror" ved navn Michael (Strunge?) med hurtige sidekig til Klaus (Høeck?), Peter (Laugesen?) og Iohannes (L. Madsen) og med kulmination i noget, man må læse som en hyldest til drømmernes dødefællesskab, hvor

vi klynger os til skriften
for at redde den del af os
i livet der ikke bliver til liv
og historier og hist og hi

Hist og her når Nicolaj Stochholm frem til sammenhænge båret af billeders skønhed. Men det meste af vejen går det vildt og temmelig planløst over Stochholm og sten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu