Læsetid: 3 min.

Fra Berlin til Beijing

Der er ligheder, men sandelig også store forskelle på værtslandene for de Olympiske Lege i 1936 og 2008. F.eks. er kineserne ikke racistiske, og de forbereder næppe en storkrig
Der er ligheder, men sandelig også store forskelle på værtslandene for de Olympiske Lege i 1936 og 2008. F.eks. er kineserne ikke racistiske, og de forbereder næppe en storkrig
23. juni 2008

Historieprofessoren Hans Bonde indlagde sig uvisnelig hæder, da han for to år siden skrev bogen Fodbold med fjenden efter en grundig research af samarbejdet mellem dansk og tysk sport før og under besættelsen. Fik man den ikke læst, kommer her en ny chance i form af en noget kortere populærudgave, hvor der også er føjet nyt til.

Den munder ud i nogle tanker om det helt aktuelle: Er det i orden at deltage i de Olympiske Lege i Beijing, når man tænker på, hvor meget propaganda Adolf Hitler fik ud af dem i Berlin i 1936?

Svaret er ikke entydigt, men vist nærmest, at det må den enkelte idrætsudøver finde ud af med sin egen samvittighed. Der er en del lighedspunkter, men som Hans Bonde gør opmærksom på, er der afgørende forskelle. Kina er ikke en racistisk og racebiologisk stat, og det er svært at tro, at kineserne forbereder en storkrig.

Avlstyren Lundberg

Der blev ufortrødent cyklet, fægtet, bokset, løbet og spillet bold mod tyskerne i de først krigsår frem til grundlovsdag 1941, hvor den begivenhed, som har givet den reviderede bog titel, fandt sted i Idrætsparken i København.

Danmarks villige stillen op til landskampe kunne nazisterne bruge til at vise, hvor såre godt et forhold, de havde til de ariske typer i det lille land mod nord.

En lyskrøllet hånd- og fodboldspiller som Knud Lundberg fik tilmed tilbudt, at han kunne blive avlstyr i Tyskland for at fremme racens udvikling mod det renere og mere ariske. Det er noget af det nye, Hans Bonde har taget med: udøveres egne beretninger. Lundberg takkede nej til det tyske tilbud og har skrevet om det i en erindringsbog.

De danske idrætsledere klamrede sig til ideen om, at sport var apolitisk og en god måde at være mellemfolkelig på, også når det gjaldt tyskere. Men øvelsen bestod langt hen i ikke at fornærme nazisterne, som det rigtigt påvises.

Imidlertid fik det en ende, da det danske publikum i Idrætsparken under en fodboldkamp mod et hold med østrigske stjernespillere fik nok af de heilende tyskere på tribunen og forårsagede uroligheder. Derefter blev samarbejdet nedtonet til næsten intet.

Hans Bonde fremholder det som et godt eksempel på, at idrætslivet ikke blot var medløbende, selv om det ikke var udøverne, men idrætstilskuerne, der trådte i karakter. Hvad han ikke skriver, og som heller ikke kan dokumenteres, er, at den omstændighed, at det udvalgte danske hold tabte 1-4, sagtens kan have fremmet vreden hos tilskuerne.

Tjekliste

Det er spændende læsning. Den første bog blev ved modtagelsen berettiget rost, men samtidig i flere anmeldelser kritiseret for at være for moraliserende.

Dansk Idræts Forbund blev skurkagtiggjort såvel som Den Internationale Olympiske Komité. Til Bondes forsvar skal siges, at han flere steder gør opmærksom på det nemme ved at fordømme i bakspejlet, mens det har været noget vanskeligere for den enkelte dengang at forholde sig til problemstillingen.

Men han kan ikke helt slippe det moraliserende og er dybt bekymret for kronprinsens involvering i det politiske spil omkring de Olympiske Lege, og til de enkelte idrætsudøvere og ledere har han ligefrem udfærdiget en tjekliste: Er der ytringsfrihed i det land, I besøger, spørger han. Bliver der sørget for, at I kun får et glansbillede af landene at se?

Implicit har man et valg og bør i visse tilfælde sige fra på et tidligt tidspunkt.

En stor kraft

Det skal fedt hjælpe i Beijing. De Olympiske Lege er et stort mål for unge sportsfolk og en så stor kraft, at den vil feje de fleste indvendinger til side - stillet over for den værdi, det trods alt er at mødes på tværs af kontinenter og kulturforskelle.

Hvis muslimer eller kineserkommunister skulle bruge Hans Bondes tjekliste, ville intet vestligt, kapitalistisk land formentlig blive godkendt som værtsland.

"Det er mit håb, at unge eliteidrætsudøvere gennem at læse bogen vil blive bedre rustet til at tackle nutidens etiske problemer på sportsfronten," skriver Hans Bonde frejdigt.

Det skal han ikke regne med. Dertil er bogen stadig for tyk og for meget af en afhandling til at være en folkebog, og de unge udøvere har jo travlt med at forberede sig til ... de Olympiske Lege eller andre vigtige begivenheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, Kina er IKKE Hitlertyskland: Kina er verdens ældste kultur, 5000 år gammel, med rige traditioner for at udvikle sin egen frihed. En blanding af et socialt bevidst meritokrati med tilhørende lokalt demokrati. Men en Brian såsom K´s Mikkelsen vil gerne helt af med verdenskommunismen og i stedet omskabe Kina til et vestligt demokrati.
Heldigvis ænser Kina ikke Briannerne, forsåvidt som de ville tabe ansigt ved at lade sådanne typer påvirke Kinas vej til en egen fremtid med kinesisk ansigt.
Ellers ville Kina forlængst være endt som kapitalismens mafia-inficerede Rusland, da dette strakte våben overfor The american Nightmare.
Og mon ikke Kina har mindre blod på hænderne end de borgerliges kære USA?

Kina forbereder ikke krige mod andre nationer, hvis man da ikke opfatter Tibet som en besat nation. For en militær besættelse er vel krig.

Kort før oversvømmelseskatastroferne anholdt de kinsiske myndigheder en islamistisk terrorgruppe, der ønsker at løsrive Xianjingprovinsen fra Kina.

Tibet var, indtil for 150 år siden, en del af den løstvævede kinesiske storfamilie af Han-kinesere og minoriteter, der udgjorde dette 5000 år gamle Rige i MIdten.
Hvis Kina blev bragt til fald af den Vestens sejrsrus, der har sat sig præg på de sørgelige rester af Sovjet.
Gud give, at Kina må finde sin egen fremtid med deres egen gamle sjæl.
I stedet for at blive udsat for den vesterniserende "demokratiseringsproces", læs: multinationale kapitalisme, der lader de svage sejle deres egen sø.
Irak og Afghanistan må vel nok prise sig lykkelige over den fred, Pax Americana, der pt hjemsøger deres lande...