Læsetid: 3 min.

Brændevinens nådegave

Bygdefolk. Torgny Lindgren har skrevet en berusende god roman fra de nordsvenske sjæles ødegårde
Fra Västerbotten med indlandets rå og øde landskab strømmer rig fortællekunst og udsyn til den store verden i Torgny Lindgrens seneste roman -Nordlands Akvavit-, hvor han har hentet materiale fra sin hjemegns sagn og realiteter.

Fra Västerbotten med indlandets rå og øde landskab strømmer rig fortællekunst og udsyn til den store verden i Torgny Lindgrens seneste roman -Nordlands Akvavit-, hvor han har hentet materiale fra sin hjemegns sagn og realiteter.

Svend Halling

5. juni 2008

Fra det karrige Västerbotten med indlandets moseområder og ødegårde strømmer rig fortællekunst og udsyn til den store verden, uddraget af dybe dræningsgrøfter og sidegrøfter som nu i Torgny Lindgrens seneste roman, hvor han atter har hentet materiale fra sin hjemegns sagn og realiteter.

Og det undrer ikke, at i den dybeste provins spiller også Gottfried Benn og Alma Mahler en pludselig rolle i systembolaget.

Vi er tæt ved jorden i et spil med den højeste himmel, gudløshed og salighed. Som var det en dokumentarisk skildring er romanen forsynet med et lokalt billedmateriale af fotografi, plakatopslag og leksikonuddrag som en legende kommentar til den frikirkelige missions bedrag og fantasteri. Hvad er sandt og hvad er fiktion? Hvad er meningen?

Og det er vel bogens dybeste tema. Af den ekstatisk troende Gerda, der ligger på sit yderste, formuleres det sådan: "Meningen kan somme tider være hjertesønderrivende og forfærdelig. Men det gode ved den er at den trods alt hele tiden er selve meningen."

Det siger hun til den forhenværende prædikant Olof Helmersson, som i sin ungdom fra 1945 omvendte 416 sjæle i et dalstrøg i Västerbotten, og som hun har ventet på i et halvt hundred år, mens han netop er vendt tilbage for at fortælle, at det hele var et stort bedrag. Selvransagelsen har overbevist ham om, at der ingen mening er, og at kun udslettelsen venter de døende. Guds ord er en eventyrsamling.

Kong Karl XV

Som et akkompagnement til Helmerssons nye mission får vi stykvis også kapitlerne i en lokalreporter og noteskrivers dilettantiske roman om kongens initiativ til grøftegravning og dræning af mosen, en grotesk myte om kong Karl XV, som lige netop ikke eksisterer, og den handler raffineret nok om kunst og snyd og sex og tørv. En underfuld stilpastiche og et satirisk folkelivsbillede i klanglig kontrast til den alvidende fortællers overbærende lune, som egentlig er endnu mere djævelsk i gengivelsen af bygdefolkets selvfølelse, snuhed, intimitet, indre og ydre spændinger i et nutidigt fortidsmiljø, som de både er bundet til og drømmer om at slipper væk fra. Oprindelig var troen flugtvejen til det evige liv. Den er nu ganske forladt af de allerfleste, viser det sig, da Helmersson ankommer med sit nye budskab, som da også falder til jorden.

En storartet fortællesituation, som Torgny Lindgren får alt ud af i et mønster af begivenheder, som mirakuløst går op på de mest uventede måder, og som læseren tørstigt bæller i sig - ligesom den 83-årige omkringcyklende missionær beder om vand i sine konfrontationer med de førhen troende. Der sker f.eks. den langsomme afsløring af, hvem der er far til den skønne Isabellas uægte datter Marita, der sammen med den døende Gerda nu ganske alene udgør 'menigheden'.

En næsten ubærligt ironisk pointe sætter punktum for denne livsform. Involveret i komedien er 'Stockholmeren', der myrder sin kone, billedskæreren Thorvald, 'kunstneren', og den blinde Gideon, med hver deres illusioner. De overgås uhyrligt af denne Gerda, der er fortællingens krumtap og modtager nadveren af Helmerssons hånd med Jesu blod i form af Nordlands akvavit, beruset også af de himmelske ord, hun hører af hans tavse mund. Det er dybt underholdende, en mesterlig dræning af sindets underjord.

Harmonikaspil

I en tidligere novelle fra I Brogede Blades vand fortalte Lindgren om en mand, der havde lært sig kunststykket at spille harmonika med instrumentet spændt på ryggen. Helmersson forførte menigheden i sin tid med sit fremadvendte harmonikaspil og sine helbredelser for mavesår og genoptager nu et anderledes spil. Han analyserer selv sine manipulationer på alle tangenter.

Man kan more sig med at studere Torgny Lindgrens stilistiske musikalitet i replikkunst, i direkte tale og dækning. Og i referat: Slutkapitlet om missionærens afrejse fra egnen er berettet i en slags konditionalis: "Tidligt om morgenen skulle han begive sig af sted. Han skulle bestige sin blændende hvide cykel og trille ned ad bakkeskråningen. (-) han skulle tage afsked med meget: Eberhards hus og selve prædikantsengen, storgrøften, der løb et stykke af vejen -" Og så den umærkelige overgang til præteritum: "Han var på vej til systembolaget i Lycksele. Det er mig, der er Olof Helmersson, sagde Olof Helmersson. Jeg har lært mig en fortræffelig brændevin at kende."

Det ånder af determination og realitet i et. Af bebudelse og virkelighed. Af mening og tilfældighed. Af tro og vantro. Af kunstens forførelse og tvivlsomme magt. Af lyst. Og så er hele den svenske snaps så godt oversat til dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu