Læsetid: 5 min.

Et brag af et comeback

Anført af en smægtende fyrig Janine Neble røg Alive With Worms' comebackkoncert med jævne mellemrum helt op i det røde felt - godt hjulpet af guitaresset Peter Peter i rollen som gæstestjerne
2. juni 2008

Jeg har med stor fornøjelse ædt mig gennem Gary Giddins mursten af et hovedværk, Visions of Jazz - The First Century (1998). Det er Giddins overvældende viden om sit emne (men også om alt muligt andet!), totale fordomsfrihed og eminente formidlingstalent, der gør bogen til sådan en nattesøvnsødelægger.

Men grunden til jeg kommer i tanke om værket i forbindelse med det danske rockband Alive With Worms er nogle betragtninger, Giddins gør sig over bluesens form i kapitlet om W.C. Handy, hvor han kommer ind på tolvtakterformens uforgængelighed og slidstyrke ned gennem de seneste 100 år, og om hvordan den hver gang, den synes udtømt, lige får en drejning, der som ved et trylleslag fornyr den og gør den samtidsrelevant (læseren bedes erindre sig, hvorledes den britiske trio Portisheads udtryk på det nærmeste var (er!) gennemlyst af bluesens feeling, hvorved den i sin tid så nyskabende triphopgenre viste sig som en forlængelse af - frem for et brud med - traditionen).

Nuvel, sammesteds citeres Duke Ellington for sin udtalelse om det absurde ved at bruge paraplybetegnelsen jazz om en række modsatrettede stilarter. Og samme betragtning kan med rette gøres over rock som samlende etiket for en masse musikgenrer, som tilmed ofte ligger indbyrdes i karambolage.

Men hvis vi løfter blikket fra flueknepperiet et øjeblik, findes der en type guitardreven musik, som man med en vis forsigtighed nok kan opnå enighed om at betegne som rock i ren essens. Det vil sige opstillingen trommer, bas, to-tre guitarer og en altdominerende leadvokal. Udgangspunktet er en stribe relativt enkle sangskrivningsskabeloner (lyt for eksempel til The Stooges, The Gun Club eller Sonic Youth), som det er nok så svært at få det maksimale ud af. For slet ikke at tale om at give et personligt strejf. Især fordi så mange tusindvis af grupper har været inde og røre ved netop denne kraftkilde og siden forsøgt at give netop deres bud på, hvorledes geden lige skal barberes. Uden i nævneværdig grad at adskille sig fra andre udfordrere ude i samme ærinde.

Særegent og dragende

Myriader af påvirkninger flyder såmænd også sammen hos sekstetten Alive With Worms - bl.a. garage, psych, goth, 70'er-metal, støjrock, postpunk, sågar et strejf af opera - men når gruppen er bedst, transcenderes alle disse inspirationskilder, og i stedet står lytteren tilbage med en fornemmelse af at have været i nærheden af noget særegent og dragende. Dette skyldes i første omgang - og et langt stykke hen ad vejen, såmænd - bandets ubestridte frontfigur og fokalpunkt, den yderst specielle sangerinde Janine Neble, hvis smægtende fyrige sangforedrag og teknik ganske enkelt er unikt. Og hun brændte 100 procent igennem ude på Loppen lørdag aften, hvor Alive With Worms gav et brag af en comebackkoncert i forbindelse med lanceringen af gruppens seneste album, Incognito. Neble er en af de uhyre få rendyrkede kvindelige rocksangere på dansk jord; man ved helt ind i sin rådne sjæl, at hun ikke går med planer om at crosse over til poppen eller begå en halvdårlig plade med standards, hun er ganske enkelt som skabt til at fronte en falanks af hylende elguitarer - og trænger med sin store stemme ubesværet igennem.

Det skader så ikke sagen, at hun bakkes op af fem toptændte gentlemen, der vitterligt spillede som havde de Den Onde selv i hælene. Samspillet de nu tre guitarer imellem slog gnister fra start til slut, og især koncertens første og sidste tredjedel fungerede upåklageligt. Den midterste tredjedel, der var helliget især ballader og Nebles bizarre forkærlighed for pseudooperatiske stykker (gerne afsunget på latin!), var derimod mærkbart mindre spændstig og givende. Men da Neble et stykke vej hen over midten introducerede guitaresset Peter Peter, røg vi helt op i det røde felt, hvor vi såmænd blev koncerten ud. Massivt var det med fire elguitarer, jo vist, men også velsignet elektrificerende og øresønderrivende på den fede måde. Det er ikke for meget at påstå, at den seance nok ændrede undertegnedes molekylære struktur - det mindste, man kan forvente af velspillet, nærværende og passioneret rockmusik!

Som gjaldt det livet

Alive With Worms har 25 år på bagen i år, om end kun elguitaristen og e-bow-manipulatoren Lars Bjerre er tilbage fra den oprindelige opstilling. Og bandet er kun sporadisk aktivt, idet alle dets seks medlemmer til daglig gør deres hoser grønne i andre musikalske sammenhænge. Men den nuværende opstilling - som ud over Bjerre og Neble tæller den sublime guitarist Henrik Liebgott, samt et damplokomotiv af en rytmegruppe i form af bassist Tom Martens og trommeslager Tomas Ortved - har faktisk eksisteret siden 1994. Der er dog kommet endnu en guitarist til, siden gruppen i 1995 udsendte sit egentlige debutalbum, og som hans funky og velplacerede rytmeguitar dog både klæder og løfter foretagendet; hans navn er Jack Giersing, og han bydes hjerteligt velkommen, thi han synes at være sidste brik i puslespillet Alive With Worms, der hermed endelig synes at have fundet sin optimale form.

Om Incognito kan det konstateres, at albummet ikke når samme højder og rødglødende intensitet, som gruppen formår på en scene; hvilket ikke mindst skyldes en mangelfuld produktion, der savnes bredde og dynamik i lyden. Dette kompenseres der dog for i kraft af nogle rigtig gode arrangementer, en række velskrevne sange - de bedste er "Why", "Blue-Eyed Boy", "How Funny" og "So Unfair" - og først som sidst den glød, der lægges i samtlige performances. Ingen giver mindre end det hele her, og det er og bliver pladens adelsmærke - det er ikke musik som hygge, hobby eller terapi. Det fornemmes, at her spilles, som gjaldt det livet. Og det er et must inden for den rendyrkede rock. Man kan - ikke mindst ihukommende lørdagens fænomenale koncert - lidt frækt påstå, at efter 25 års indledende øvelser er Alive With Worms for alvor ankommet. Herfra skal lyde det fromme ønske, at bandet i sin nuværende form må komme ud og spille en ordentlig røvfuld koncerter og i processen over for en måbende omverden få demonstreret, hvad rockmusik egentlig går ud på.

Alive With Worms: Incognito (Blah Blah Blah Records/VME)
Alive With Worms: Loppen, Kbh., lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

YES!! jeg var også tilstede og nærværende til omtalte brag af en koncert. Jeg er normalt jazzdyrker til fingerspidserne, men var ved et sjovt sammentræf ankommet denne aften. Kendte i forvejen til Nebles sangtaltent, men har endnu ikke haft mulighed for at høre hende med "a.w.w". Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at dette band formår at krænge selve essensen af den rendyrkede rocknatur ud over scenebrædderne, og det i en grad så jeg blev blæst op ad væggen! Jeg vil ikke ligge fingre imellem, men her stå klart frem og postulere at, dette sangtalent er blandt de allerbedste jeg nogensinde har hørt. Det er en fuldstændig unik operateknik som jeg aldrig har oplevet anvendt i forholdsvis moderne musik. Jeg kan ikke erindre danske sangerinder som kan måle sig med dette talent. Kombinationen af det rockprægede, ariske, lyriske, gotiske og operamæssige giver en så intens oplevelse man nærmest har følt sig henført til en kraftudveksling mellem en dæmon og en engel. Håber sandelig at befolkningen langt om længe får kendskab til hendes supertalent.