Læsetid: 3 min.

Danmarks onkel Joakim set fra chaufførsædet

Frank Aaen gav Mærsk Mc-Kinney søvnløse nætter. Skibsrederen kunne ikke forstå, at en så intelligent person jagtede en stor, dansk arbejdsplads
Mærsk Mc-Kinney Møller fik morgenkaffen i den gale hals, da Berlingske Tidende begyndte at skrive om Riffelsyndikatet.

Mærsk Mc-Kinney Møller fik morgenkaffen i den gale hals, da Berlingske Tidende begyndte at skrive om Riffelsyndikatet.

A.P. Møller-Mærsk A

10. juni 2008

En trend på bogmarkedet, ikke mindst det britiske, er, at tidligere butlere og privatchauffører får skrevet bøger om alt det, de ved, om de medlemmer af kongehuset, som de har betjent, selv det mest intime. Det er jo en klokkeklar spekulation i at tjene penge på noget misliebigt, for skulle de kongelige ikke også have en beskyttelse af privatlivet, nej, de skulle ej, så det ved de nu.

På den anden side: Hvorfor skulle en chauffør ikke også have en ret til at fortælle om sit liv, ligesom de kendte har? Erik Bergmann Pedersen har i al fald fortalt om de 13 måneder, hvor han var chauffør for Mærsk Mc-Kinney til journalisten Bo Østlund i en ny bog, hvor de få reelle oplysninger, der er, trækkes ud som en harmonika med Hvem-Hvad-Hvor-oplysninger om begivenheder i perioden og - al ære og respekt for chaufføren - mange oplysninger om hr. Bergmanns liv og levned. Historien kunne med fordel være fortalt på den halve plads.

Men når 'skaden' nu er sket, bliver næste spørgsmål: Er der noget interessant sladder om Mærsks privatliv eller hans måde at drive forretning på? Overhovedet ikke. Mærsk har levet pænt og rent. Sådan da, for en gang imellem hidser han sig op og bliver ubehagelig over for sine ansatte, når han ikke får den forventede 24-timers betjening i døgnet, men så kan han også godt stikke en undskyldning.

Blev pirrelig

Jo højere en person er på strå, desto mere interessant bliver de allermindste ting. Mærsk har 75 habitter og 75 par sko opmarcheret i sit private hjem. Vi får at vide, at han hører klassisk musik i bilen, mens den forrige bog om ham afslørede, at han helst lyttede til country & western. Nu ved man snart ikke, hvad man skal tro. Han foretrækker at spise en bestemt type fladfisk, den fine søtunge, og ligesom Joakim von And går han op i småbeløb. Hvis der kan spares fem kroner på kaffe til de ansatte ved at købe ind i en anden butik, så er det lige Mærsk på en underkop. Har det betydning? Ja, for hvis han har en dårlig dag, kan det gå ud over en eller flere af hans over 100.000 ansatte.

Således gik det ham på, at Frank Aaen kritiserede hans støtte til Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet i en kronik i Berlingske Tidende og mødte op på den efterfølgende generalforsamling i et af Mærsks rederiselskaber med en lovlig aktie i baglommen. Egentlig kunne han vel være helt ligeglad med Enhedslisten, men det var han ikke. Faktisk gav det ham søvnløse nætter, refererer den frejdige chauffør, der veksler mellem næsegrus beundring og en beskeden kritik. Mærsk blev pirrelig og vranten. Men på mødet blev han hyldet af alle de andre aktionærer.

Mærsk kunne simpelthen ikke forstå, at en ellers klog og dygtig person som Frank Aaen ville spilde tid og energi på at jagte en stor, dansk arbejdsplads på den måde, fortæller chaufføren.

Straffen

Værre er det, at Aaen har kritiseret Mærsks far, A.P. Møller, for via sit firma, Riffelsyndikatet, at have solgt våben til tyskerne under krigen, en sag, der senere kulegraves af fire journalister fra Berlingske Tidende i Peter Wivels korte, hektiske periode som chefredaktør på avisen. Mærsk får morgenkaffen i den gale hals. Den sag var Wivel helst foruden, men den journalistiske uafhængighed vinder, og artikelserien fortsætter.

Til gengæld sælger Mærsk prompte sine aktier i avisen, hvorefter Orkla køber sig ind, og således ryger det oldgamle danske bladhus over på norske hænder, for forresten senere at glide over til britiske Montgomery med stor ravage i huset til følge. Briten vil nemlig se overskud. Medarbejderne skumler, der fyres, og bølgerne har ikke lagt sig endnu.

Potten ude

Alt sammen på grund af en enkelt artikel, den første i serien. Den magt har 'Joakim von Mærsk' med sine penge. Til chaufføren fortæller Mærsk, at faderen gav af sine millioner til modstandsbevægelsen. Når en repræsentant afhentede pengene, drejede A.P. Møller rundt på stolen og stirrede ind i væggen. Han ville ikke vide, hvem det var.

Det får en ende, da hr. Bergmann får hr. Møllers gangbesværede kone, Emma, ned over sig, da hun falder på vej ned ad en flytrappe. Chaufføren får en rygoperation betalt af Mærsk, en tusindkroneseddel og et postkort til jul. Så er den potte ude. Bortset fra, at chaufføren bliver førtidspensionist, men han ville ikke have været året med Mærsk foruden. Nu vil han læse jura, og han mener, at politietaten kan lære meget af den orden, der hersker i skibskoncernen. Der er for meget, der roder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Friskytte

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at læse om hr. Møller, og ind til videre har jeg da også læst al tilgængelig litteratur om denne vor største nulevende dansker - bortset fra kongehuset.

For mig er det også ubegribeligt at Fidel Aaen bruger energi på at drille hr. Møller. Den eneste forklaring er, at noget er kikset i Aaens mærkelige liv. Det er trist, men han kan jo få hjælp i det offentlige behandlersystem - når strejkerne er slut!

Mærsk går i sin fars fodspor, han er værnemager, den største, ikke-amerikanske contractor i Irak-krigen, så Frank Aaens interesse er vel ikke så underlig.

Til chaufføren fortæller Mærsk, at faderen gav af sine millioner til modstandsbevægelsen. Når en repræsentant afhentede pengene, drejede A.P. Møller rundt på stolen og stirrede ind i væggen. Han ville ikke vide, hvem det var.

...så det er desværre ikke muligt at kontrollere denne påstand.

Mc-Kinney, moderen er fra usa, han er vokset op i usa, og har garanteret et pas fra usa.
I 1967-68 arbejde jeg på Jeppesen Mærsk, vi sejlede liniefart jorden rundt, når vi havde loset råstofferne fra asien, var den sidste havn i usa San Francisco, hvor vi lastede våben og ammunition til usa`s tropper i Vietnam.
Da Mekongfloden blev for farlig for skibstrafik, havde vi spunsjernet til den nye indskiftningshavn i Bangkok med også.
Familien er verdens største udbringere af masseødelæggelsesvåben.
Men hans habit er jo meget pæn.