Digtekunstens svar på Bjørn Lomborg

Med dobbeltromanen Den store tid, hvis andet bind, Stormen, udkommer i dag, har Michael Larsen (f. 1961) ambitiøst sat sig det mål at gøre op med den etablerede historieskrivning. Det såkaldt Moderne Gennembrud var, hævder han, i realiteten et ynkeligt sammenbrud, og brødrene Brandes, som eftertiden så beredvilligt har hævet til status som helte, var i virkeligheden et par magtliderlige manipulatorer, som bare skrupelløst spændte kunsten for politikkens vogn. Om dr. Nathan Adler (læs: Georg Brandes) hedder det således i bogen:

"Her stod manden, der påstod at ville sætte litteraturen fri, og bandt den i en knude så stram, at den gordiske var en kællingeknude i sammenligning. Manden, der ønskede alle autoriteter afskaffet, ønskede sig selv indsat. Manden, der ville afskaffe al religion, ønskede at være profet."

Og ikke nok med det. Georg Brandes var, forstår man, en litterær kleptoman, der uden at blinke skrev af fra andres bøger, samt en dreven erotoman, der mulede løs på andre mænds koner.

Komplot og polemik

Aktuelt politisk og kulturpolitisk er adressen tydelig nok: Nutidens kulturradikalisme - eller det der efterhånden måtte være tilbage af den - har svamp i fundamentet og nul i nævneren.

For at få sit ideologiske opgør til blot så nogenlunde at ligne litteratur og fungere som roman viderefører Larsen fra første bind, Aftenlandet (2004), den tyndbenede og slappe historie om forfatteren og journalisten Lars Mikkelsen, der i årene op til 1880 kom så grueligt i klemme mellem de politiske og litterære fronter. Og som fiktionens tredje spor fortsættes mysterierne med seriemord på gravide kvinder, der får hovedet hugget af.

Skyldig i disse bestialske forbrydelser er en person, der først afslører sig på romanens allersidste sider. Men bag denne rå morder står et komplot med direkte forbindelse til indflydelsesrige jødiske kredse!

I et skingert efterord til det foreliggende bind gør Michael Larsen et stort nummer ud af at polemisere mod en anmelder, der for fire år siden hæftede sig ved et antisemitisk præg over Aftenlandets personskildring. Skal vi denne gang styre behændigt uden om polemikken for i stedet at kunne koncentrere os om det væsentlige, bogens mangel på kunstnerisk kvalitet, må det vist være tilstrækkeligt at fastslå, at selv om romanværket vel ikke er direkte, åbenlyst antisemitisk, så er det dog jøde-kritisk. Eller skulle vi sige 'jøde-skeptisk' og dermed kreditere forfatteren for den ærgerrighed, hvormed han her skriver sig i stilling som digtekunstens svar på Bjørn Lomborg?

Facts og det der ligner

I efterordet harper Larsen løs på modstandere i nutidens kulturkamp, der "konsulterer egne uerkendte fordomme frem for at forholde sig til et litterært værk og faktuelle begivenheder og tidsforløb".

Selv bryster han sig sammesteds af at have konsulteret "et meget stort antal kilder". Fiktionen om Mikkel Larsen, undskyld Lars Mikkelsen, præsenteres således som solidt bygget på facts. Lad os da kigge på nogle eksempler.

Tidligt i romanen konverserer Lars en fornem herre, der lærer ham at spise hashish, og med hvem han samtaler dannet om Shakespeare. Det meste "var et sammenkog af krøniker, dramaer og romantiske fortællinger, og hvad så (...) hvem er det, der huskes og opføres endnu fem hundrede år efter?"

Medmindre der er tale om en profeti, må vi have at gøre med en mindre regnefejl, for 1880 havde Shakespeare trods alt kun været død i 264 år.

Selv husker Larsen Shakespeare dårligt, når han på side 249 taler om hovedscenen "med Hamlet og kraniet og de berømte linjer om at være eller ikke være" og derved blander tredje akts monolog sammen med graverscenen i femte akt.

Renlivet anakronistisk er en dialog mellem Lars og hans jødiske elskerinde, hvori hun bebrejder ham hans mangel på ægte mod og udholdenhed:

"De løber en maraton, men nægter at løbe den sidste meter. De er et barn, hr. Mikkelsen". Hertil er at bemærke, at det første maraton blev løbet i 1896, altså 15 år efter.

Heller ikke når det gælder de elskendes hemmelige stunder, har Michael Larsen orden i sine papirer. På side 199 møder Lars sin Rebekka på "en blæsende vinteraften lige efter nytår" (ja, som regel er det ved nytårstid vin-ter ...) "under kolonnaden ved Rundetårn". Men Buegangen dér blev ikke etableret før 1907-08.

Enkelte ord

Man kunne måske mene, at disse mindre unøjagtigheder for ingenting er at regne i en samlet vurdering af værket. Men for mig er de et fingerpeg om, at manipulationen nok heller ikke holder, når vi kommer til de bærende strukturer. Dem vender jeg tilbage til om lidt.

Inden da bør man måske minde om, at romaner består af enkelte ord. Og selv om man da indimellem bliver underholdt udmærket af Stormen og tit imponeres af den omhu, hvormed forfatteren da i det mindste forsøger at forlægge sin bevidsthed til den fortid, han vil skildre, så svigter tilliden gang på gang, fordi der skrives så upræcist. Vi læser f.eks., at der ved en stor velkomstfest for dr. Adler deltog "algolagniske akademikere". Jamen, ved Michael Larsen, hvad ordet (som formentlig stammer fra Frederik Nielsen i disputatsen om J.P. Jacobsen) overhovedet betyder? Og hvordan kan manden skrive, at den første, der når frem til en politimand, da denne styrter om foran Det Kongelige Teater, er - en kustode? Her og ved de mange fejlkonstruerede sætninger og decideret ubehjælpsomme passager mindes man om, hvor farligt et foretagende People's Press kan være for skribenter, der ikke selv er i stand til at levere et trykkeklart manuskript.

Fremsynet fiktion

Men lad det nu ligge. For hvad der for alvor skurrer i Larsens roman og skæmmer den kunstnerisk set, det er dens totale mangel på sammenhængende fortællekonstruktion. Skal jeg tillade mig et gæt, vil jeg tro, at først har forfatteren mistet interessen for sin hovedperson, dernæst har han glemt at holde krimi-intrigen varm, og til sidst har han klynget sig til den aktuelle kritik af kulturradikalismen. Dog, den slags genetiske gæt kan ingen bruge til noget. Det må være nok at konstatere, at bogen går op i limningen, hvor Michael Larsen ophæver fortællerens tidsmæssige 'medsyn' for i stedet at gribe fremad i tid og foregribe den historieskrivning, hans dobbeltroman netop skal gøre op med.

Det fortællemæssige sammenbrud bliver antydet allerede da der om en henrettelse i 1882 står, at den skulle blive husket som Danmarkshistoriens sidste. Og derefter går det helt galt med det ene udfald efter det andet mod de "kulturradikale fremover" og "en senere tids" skribenter. Man merkt die Absicht, und man ist verstimmt, som det hedder hos Goethe, og endnu mere forstemmende virker forfatterens slutmanøvre: at metamorfosere sig fra fakta- og kildebaseret historisk romanskribent til postmoderne metafiktiv grinebider ved at lade Lars Mikkelsens store roman Den store tid overleve en brand og falde i hænderne på os. Os, hos hvem taknemmeligheden kan ligge på et meget lille sted.