Læsetid: 5 min.

Familiedynastiets umuntre søn

al-Sadr-klanen. En fundamental mangel på forståelse for Iraks kolossale shia-underklasse hindrer stadig en løsning i Irak, men en ny bog om militslederen Muqtada al-Sadr giver et billede af, hvilke kræfter der er på spil bag den måske mest magtfulde mand i dagens Irak
Muqtada al-Sadr og hans Mehdi-hær er kommet til at stå som selve symbolet på den hæmningsløse og vilkårlige vold, der har præget Irak siden invasionen. Det kræver ikke mange timer i flygtningelejrene uden for Irak eller blandt almindelige beboere i Irak at høre gruvækkende historier om folk, der er forsvundet i massegrave i Sadr Citys kolossale slumområder eller er blevet udvalgt ved vejspærringer til tilfældige henrettelser i Sadrs navn.

Muqtada al-Sadr og hans Mehdi-hær er kommet til at stå som selve symbolet på den hæmningsløse og vilkårlige vold, der har præget Irak siden invasionen. Det kræver ikke mange timer i flygtningelejrene uden for Irak eller blandt almindelige beboere i Irak at høre gruvækkende historier om folk, der er forsvundet i massegrave i Sadr Citys kolossale slumområder eller er blevet udvalgt ved vejspærringer til tilfældige henrettelser i Sadrs navn.

Mohammed Ameen

21. juni 2008

Der er et sigende citat i Patrick Cockburns nye bog om Muqtada al-Sadr. Da den amerikanske Irak-administrator Paul Bremer konfronteres med den religiøse militsleders evne til at lave rav i den, og en irakisk politiker prøver at overtale ham til at fare med lempe, udbryder Bremer, at han "er fuldstændig ligeglad med underklassen og med, hvad de (alSadr-bevægelsen) repræsenterer". Bremers fejltagelser i Irak er velkendte, men på det punkt har den forhadte administrator ikke været alene. Meget få i magteliterne inden for og uden for Irak har forudset den kometagtige udvikling, der er sket for Iraks vel nok mest magtfulde mand, og hvilken betydning den unge sayyid og hans tilhængere burde tillægges. Og det på trods af at tegnene har været temmelig tydelige, som det fremgår i Cockburns glimrende bog om en af Mellemøstens mest interessante politikere, som på trods af fem år i rampelyset af verdens mest mediebelyste konflikt stadig er et mysterium.

Brydekamp med Saddam

Muqtada al-Sadr og hans Mehdi-hær er kommet til at stå som selve symbolet på den hæmningsløse og vilkårlige vold, der har præget Irak siden invasionen. Det kræver ikke mange timer i flygtningelejrene uden for Irak eller blandt almindelige beboere i Irak at høre gruvækkende historier om folk, der er forsvundet i massegrave i Sadr Citys kolossale slumområder eller er blevet udvalgt ved vejspærringer til tilfældige henrettelser i al-Sadrs navn. Men få har beskæftiget sig indgående med massebevægelsen og dens mystiske leder, der har en evne til at forsvinde fra jordens overflade og til at overraske. Al-Sadr-klanen kan på én gang bryste sig af at være en af shia-religionens traditionelle elite-familier og det direkte link til det irakiske shia-folkedyb med forgreninger ud til resten af Mellemøstens shia-elite, hvor f.eks. Hizbollah er grundlagt på slægtningen Musa al-Sadrs ideer. Den første al-Sadr, Mohammed Baqir al-Sadr, kom ud af Iraks traditionelle klerikale shia-elite, der i århundreder havde prædiket en slags passiv underkastelse under Iraks dominerende sunni-elite. Det ændrede han på ved i spidsen for en række andre unge shia-gejstlige at skabte partiet Dawa (som bl.a. den irakiske premierminister al-Maliki kommer fra) og ved i det hele taget at skabe en politisk platform for Iraks shia-majoritet fra slutningen af 50'erne og frem. Det var en kontroversiel handling i et Irak, hvor det sunni-dominerede og brutale Baath-parti i 60'erne kom til magten, og hvor en lang brydekamp med dets de facto-leder, Saddam Hussein, hurtigt begyndte. Al-Sadr I, som han siden blev kendt som, skabte en slags empowerment af Iraks shia-masser, som har løbet som en rød tråd gennem al-Sadr-familiens virke siden. Men til en høj pris, hvor forfølgelsen af shiiterne blev stadig mere udpræget. Til sidst skabte han også præcedens for martyrer i Sadr-familien, da han i 1980 blev arresteret, tortureret og hængt af Bhaath-styret sammen med sin søster som den første storayatollah.

150.000 slagtede shiiter

Den mobilisering af shia-masserne, som den første al-Sadr skabte, døde ikke med ham. Mens de fatale konsekvenser af den brutalt nedslåede shia-opstand i slipstrømmen af den første Golfkrig i 1991 er velkendte, gik den forandring, der skete med folkegruppen i det følgende 10-år, hen over hovedet på de fleste. Resultatet af opstanden var måske 150.000 slagtede shiiter og en dyb mistro til de amerikanske styrker, der opfordrede til oprør mod Saddam, men i sidste ende ikke ville støtte det. Og da Saddam Hussein efter nedslagtningen valgte at udnævne en fætter og discipel af den myrdede al-Sadr, Muhammed Muhammed Sadiq al-Sadr, til storayatollah i et forsøg på både at få en religiøs leder, han kunne kontrollere og i et forsøg på at forsone sig med shia-masserne, blev den reelle konsekvens, at Sadr-familien fik chancen for i hidtil uset grad at mobilisere masserne. I lige grad mod Saddam Husseins styre og mod USA.

Irak under 90'ernes FN-blokade var et des-perat fattigt sted, hvor børn døde i tusindtal af fejlernæring, og fattigdommen nærmede sig subsaharatilstande i et ellers velhavende land. Shiiterne blev værst ramt, både af embargo og af Saddams forfølgelse, og det gav al-Sadr-bevægelsen et optimalt forum for at vinde tilhængere med et islamistisk, populistisk og anti-imperialistisk program, der sagde "Ja, ja til islam, ja, ja til troen. Nej, nej til Israel, nej nej til Amerika. Nej, nej til Djævlen".

Al-Sadr II, som han hurtigt blev kaldt, trådte en forsigtig dans med Saddam-styret, hvor han på den ene side undgik direkte konfrontation og i begyndelsen fremstod som en tilhænger, men på den anden side konstant opbyggede en massebevægelse, som i sin natur var vendt mod Saddam. I sidste ende blev det for meget for styret, der i februar 1999 gennemhullede Muhammed al-Sadr og hans to ældste sønners bil i en rundkørsel i Najafs forhutlede helligdomsby, mens en tredje søn, Muqtada, i de følgende år blev isoleret i husarrest under konstant overvågning af Saddams sikkerhedsagenter.

Massernes martyr

Muqtada rejste sig, da amerikanerne i 2003 indtog Irak, men han er en anden figur end sine forgængere, og måske netop derfor er han blevet undervurderet. Mens de to første al-Sadr'ere kom ud af den religiøse elite, er Muqtada på det punkt et rimeligt ubeskrevet blad. Til gengæld er han en dreven politiker, der snedigt har udvalgt sine politiske og militære konfrontationer med amerikanerne og andre shia-organisationer. Og han er leder af en bevægelse, hvis omfang, determination og nådesløshed har givet den en naturlig førende rolle i et land i opløsning. Cockburns bog efterlader ikke meget tvivl om al-Sadrs Mehdi-milits' blodige væsen, når f.eks. dødspatrulje-lederen Abu Rusil fortæller om sine mord, hvor han efterlader visitkort på sine døde ofre med et 'bedste hilsen' og konstaterer, at "der ikke findes uskyldige sunnier".

På den anden side er det stadig et uafklaret spørgsmål, hvor meget af bevægelsen og dens mord, Muqtada al-Sadr i realiteten kontrollerer. En tidligere leder af Mehdi-hæren konstaterer, at de selv ind imellem er bange for masserne, der agerer i deres navn. Fortiden og hans to slægtninge og forgængere fylder i realiteten mere i Cockburns bog og i denne artikel end Muqtada selv, og realiteten er, at han som arvefølger i en messiansk og martyrdyrkende massebevægelse nærmest var bestemt til at få den afgørende rolle, han siden hen fik.

Men hvorfor var ingen forberedt på det? Bogens forklaring er en grundlæggende modvilje mod den befolkningsgruppe, Sadr-bevægelsen på godt og ondt repræsenterer, nemlig Iraks majoritet af underpriviligerede shiaer, en misforståelse af Mehdi-hærens nationalistiske karakter og dens forhold til Iran, som på paradoksal vis har skubbet den i armene på iranerne fra et udgangspunkt af animositet. Og det bringer os tilbage til Paul Bremer og amerikanernes evner til at gøre sig til uvenner med de forkerte. Med Patrick Cockburns bog kunne det måske have været undgået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dødspatrulje-lederen Abu Rusil fortæller om sine mord, hvor han efterlader visitkort på sine døde ofre med et 'bedste hilsen' og konstaterer, at "der ikke findes uskyldige sunnier".

BAGHDAD — In 2005, Abu Rusil was a penniless Shiite Muslim taxi driver who could barely afford to rent a room. Then Sunni gunmen stopped his older brother at a checkpoint, checked his ID and discovered he was a Shiite. They dragged him from his car and shot him dead on the spot.

Now Abu Rusil lives for revenge.

http://www.mcclatchydc.com/staff/leila_fadel/story/17213.html

"Half of Adhamiyah is gone because I killed them," Abu Rusil said.

Al Sadr er en af de sekteriske og fundamentalistiske (u)frihedskæmpere, som Enhedslistens "rigtige" muslim støtter i deres kamp mod vores forsøg på at give det irakiske folk magten over sig selv.

Den type antidemokratiske terrorister ville aldrig være i stand til at styre landet. Deres eksistens retfærdiggør, ja nødvendiggør amerikansk tilstedeværelse i Irak i mange år endnu.

Jakob Schmidt-ramussen:

"...vores forsøg på at give det irakiske folk magten over sig selv."

Den lader vi lige stå et øjeblik...

Heinrich R. Jørgensen

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Den type antidemokratiske terrorister ville aldrig være i stand til at styre landet. Deres eksistens retfærdiggør, ja nødvendiggør amerikansk tilstedeværelse i Irak i mange år endnu."

I betragtning af hvor ofte bl.a. undertegnede er blevet belært om hvor uvidende og naive vi er, er det dybt grotesk at læse ovenstående indlæg fra Jakob Schmidt-Rasmussen.

Heirich R.:

"I betragtning af hvor ofte bl.a. undertegnede er blevet belært om hvor uvidende og naive vi er, er det dybt grotesk at læse ovenstående indlæg fra Jakob Schmidt-Rasmussen."

Jakob formår simpelthen bestandigt at overgå sig selv og frembringer dagligt nye svimlende intellektuelle kraftpræstationer. Gad vide om manden monstro som en anden cykelrytter er på epo eller bruger bloddoping...

Sadr skulle have været sendt til Gitmo allerede i 2003. Planerne lå klar, men af en eller anden grund blev de aldrig ført ud i livet. Det var en klar fejlvurdering.

Tummelumsen argumenterer som sædvanlig ikke for sin primitive tilsvining af andre debattører. Heinrich hyler denne gang med i koret ...

De synes tilsyneladende, at vi skal overlade irakiske kvinder og børn og irakere, der går ind for menneskerettigheder og lighed for loven, uanset religiøst tilhørsforhold, til formørkede islamister som al Sadr og hans blodtørstige rivaler.

Eksistensen af rivaliserende religiøse sekter med militser, der bekriger hinanden og som ikke er i stand til at indgå holdbare politiske kompromiser, fordi de vil have at samfundet skal styres efter indbyrdes uforenelige tolkninger af sharia, eller fordi de "skylder" blodhævn, for at bevare deres "ære", nødvendiggør eksistensen af et voldsmonopol, der kan opretholde bare et minimum af lov og orden.

Det ville selvfølgelig have været bedst, hvis FN overtog varetagelsen af lov, orden og sikkerhed i Irak. Men udemokratiske lande i FN blokerer jo også for, at det ekstremt blodige folkemord i Darfur bliver stoppet, så man kan ikke fæste lid til at FN kan eller vil løse opgaven i Irak.

Det var jo også topembedsmænd fra FN, der forlængede saddam Husseins periode som diktator ved at undergrave embargoen, så den i prahsis kun gik ud over regimetes modstandere.

Shiaer og sunnier har været i en religiøst begrundet konflikt med hinanden i 1400 år. Og nu er de ved at have muligheden for at få fat i atommateriale inde for rækkevidde.

Verdenssamfundet er nødt til at have den ustabile regerion under kontrol og da hverken EU eller FN kan løse opgaven, så må USA jo gøre det.

Men det var jo argumenter, så det regner jeg ikke med at den tummelumske del af venstrefløjen forstår ...

Det er en kendsgerning at Hirsi Ali er en politisk charlatan, der har gjort det til sit levebrød at være de europæiske højreekstremisters og værdikæmperes ikon og martyr på samme måde som Horst Wessel var det i trediverne.
Det er ligeledes en kendsgerning at Villy Søvndal på det værdipolitiske område er sprunget ud af skabet som en veritabel højrepopulist.

Og hvis vi lige for fuldkommenhedens skyld tager , Ron L. Hubbard, opfinderen af science fiction religionen Scientology med, så er han jo heller ikke ligefrem Guds gave til menneskeheden.

Så konklusionen er, at Jakob Schmidt-Rasmussens desværre har haft en særdeles uheldig hånd, dengang han udvalgte sine tre foretrukne idoler og rollemodeller.

Jacobs rablende islamofobiske tirader bliver ikke mere sandfærdige af at han gentager dem igen og igen.

Had og demoniserende retorikk mot Hirsi Ali og Villy Søvndal

Per Thomsen rablende islamofile politisk charlataneri forneker seg ikke.
Mordernes ideologer på ytterste venstre side kjente vi godt i Norge, en parodiert utgave av Blekingegadebanden.

Den ideologiske begrunnelse for å myrde politiske motstandere.

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Decision

AKP-ml var et temmelig surrealistisk fenomen. Dag Solstad skrev partilojale bøker som Arild Asnes. Den oppmerksomme leser merket en underliggende ironi - som senere ble manifest i Gymnaslærer Pedersen.

http://no.wikipedia.org/wiki/Gymnasl%C3%A6rer_Pedersen

Denne galskapen kan nok aldri toppes, tenkte jeg og mange med meg. Men jaggu står nå Solstad fram som bekjennende "kommunist" med Ibsens Brand og erkestalinisten Bertolt Brecht som forbilder. I Klassekampen synes han det er veldig kult at Brecht mente det ikke fantes den nedrighet man ikke burde begå i kommunismens navn: "Synk ned i skitt, omfavn morderen." osv.

Carsten Friskytte og Alfons Åberg er utvivlsomt gymnasielever med utroligt mange bumser og komplekser. De er medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, og sidder konstant foran deres pc iført brune skjorter og skrårem, mens de drømmer om dansk storhed og en nation befiret fro "racefremmede elementer"...

Ayaan Hirsi Alis film "Submission" og den efterfølgende debat var med til at få det egyptiske parlament til at forbyde kvindelig omskæring for et par uger siden.

For det er kun et par uger siden, at Egypten vedtog en lov, der gør kvindelig omskæring ulovligt og eEn af grundene til at parlamentet vedtog loven var netop presset fra menneskerettighedsforkæmpere som Ayaan Hirsi Ali.

Det egyptiske parlament prøvede også, at forbyde omskæring af piger i 2007, efter at lærde fra den muslimske verdens velrenommerede religiøse universitet, al-Azhar, konstaterede, at Koranen hverken kræver eller retfærdiggør den 7000 år gamle skik. Så det kan altså ikke være "islamofobi", at være imod kvindelig omskæring. Tværtimod: Koranen fastslår, at kvinder også har ret til at nyde sex.

I Egypten er det kun Det Muslimske Broderskab, der fejlagtigt fastholder, at denne faraoniske skik er muslimsk.

Herhjemme er det selvindbildt "progressive", der er kritiske overfor "islamofoben" Ayaan Hirsi Ali ...

Ayaan Hirsi Alis "islamofobiske" film "Submission" har altså medvirket til at redde millioner af piger fra rituel mishandling med det formål at kontrollere deres seksualitet.

Hendes islamkritik har altså været med til at redde millioner af muslimske piger fra rituel mishandling med det formål at kontrollere deres seksualitet.

"Antiracisten" tummelumsens indsats har hidtil bestået i at smæde Hirsi Ali og at støtte hendes formørkede (= reaktionære og tilbageskuende iflg ordbogen ...) forfølgere ...

Nå, så har tummelumsen endelig opgivet sin uargumenterede, goebbelske smædekampagne mod Hirsi Ali, hvor han bevidstløst gentog den samme grundløse hadpropaganda mod hende, uden at forholde sig til modargumenter. Men det ville undre mig, hvis det er fordi han er blevet klogere ...

Det er en kendsgerning at Hirsi Ali er en politisk charlatan, der har gjort det til sit levebrød at være de europæiske højreekstremisters og værdikæmperes ikon og martyr på samme måde som Horst Wessel var det i trediverne.
Det er ligeledes en kendsgerning at Villy Søvndal på det værdipolitiske område er sprunget ud af skabet som en veritabel højrepopulist.

Og hvis vi lige for fuldkommenhedens skyld tager , Ron L. Hubbard, opfinderen af science fiction religionen Scientology med, så er han jo heller ikke ligefrem Guds gave til menneskeheden.

Så konklusionen er, at Jakob Schmidt-Rasmussens desværre har haft en særdeles uheldig hånd, dengang han udvalgte sine tre foretrukne idoler og rollemodeller.

Jacobs rablende islamofobiske tirader bliver ikke mere sandfærdige af at han gentager dem igen og igen.

Hvad er ikke sandt?

Det er sandt, at Hirsi alis film Submission især kritiserede omskræing af småpiger i den islamistiske kultur, som hun flygtede fra.

Det er også sandt, at hendes og andre feministers kritik har været med til at få det egyptiske parlament til at forbyde den barbariske skik.

Til gengæld er det IKKE rigtigt, at Hirsi Ali er det mindste fobisk, for så havde hun bøjet sig for truslerne og givet sig selv skylden for undertrykkelsen.

Typer som tummelumsen hjælper kun de formørkede undertrykkere, ikke deres ofre, og det er dybt reaktionært, som Ole Hansen konstaterer.

Det er en kendsgerning at Hirsi Ali er en politisk charlatan, der har gjort det til sit levebrød at være de europæiske højreekstremisters og værdikæmperes ikon og martyr på samme måde som Horst Wessel var det i trediverne.

Det er ligeledes en kendsgerning at Villy Søvndal på det værdipolitiske område er sprunget ud af skabet som en veritabel højrepopulist.

Og hvis vi lige for fuldkommenhedens skyld tager , Ron L. Hubbard, opfinderen af science fiction religionen Scientology med, så er han jo heller ikke ligefrem Guds gave til menneskeheden.

Så konklusionen er, at Jakob Schmidt-Rasmussens desværre har haft en særdeles uheldig hånd, dengang han udvalgte sine tre foretrukne idoler og rollemodeller.

Jacobs rablende islamofobiske tirader bliver ikke mere sandfærdige af at han gentager dem igen og igen.