Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Festskrift til en polemiker

I anledning af Bent Jensens 70 års dag bliver Jørgen Dragsdahl næsten hovedperson i en meget ujævn bog
Kultur
2. juni 2008

Der er gode artikler i festskriftet til Bent Jensen i anledning af den selvbevidste og ofte omstridte historieprofessors 70 års dag. For eksempel Kirsten Ahlgreen-Ussings og Kurt Jacobsens fine overvejelser over Isak Brodskijs fascinerende sideværts portræt af (den afdøde?) Lenin med den tomme stol som dominerende element i det rent ud rystende maleri. Eller portrættet af Stalin med avisen Pravda, Sandheden på bordet, men hvor andre papirer dækker over brødteksten og altså sandheden. Michael Kaznelsons artikel om kulakkernes frygtelige skæbne under diktatoren og fornægtelsen af forbrydelsen langt op i russisk historie. Hungersnøden i Sovjet i 1930'ernes begyndelse og danske diplomaters rolle formidles på glimrende vis af Camilla Schultz, og Birgit Nüchel Thomsen tager fat i problemet om de danske industrileverancer til Tyskland under besættelsen og indplacerer forsvarligt erhvervsvirksomhederne i den større politiske struktur, der til sammen udgjorde den komplekse og vanskelige forhandlingspolitik. I disse og enkelte andre artikler lever festskriftet op til den standard, man må forvente af et sådant. Artikler der indgår i den fagorienterede debat og som med særlig vægt, fordi forfatterne har villet gøre noget særligt ud af disse delafhandlinger, bliver stående ud over festskriftmodtagerens egen tid. Hvem med tilknytning til det historiske fag er ikke faldet i staver over John Danstrups mesterartikel i festskriftet til Erik Arup om den danske stormandskaste i Valdemartiden! Den dannede skole for artikler i festskrifter.

Man kan ikke med nogen ret hævde at skriftet til Bent Jensen lever op til en sådan forventning om en perlerække af bidrag. Snarere opfyldes en anden, som knap er en forventning - snarere en bekræftet mistanke: at redaktørerne har villet benytte anledningen til at levere en lige så polemisk bog, som objektet har indbudt til.

Det er jo da også en slags idé. Desværre bliver det samlede indtryk af artiklerne præget af det selvgode, insisterende og meget, meget trættende dyrisk selvhøjtidelige tonefald, som ganske ofte har været Bent Jensens egen svaghed i både den faglige og i den offentlige debat.

Blodtåger og vås

Så at sige hele første tredjedel af skriftet præges af opgøret med Sovjets mere eller mindre påståede danske apologeter, samt folketingsflertallets fodnotepolitik under Schlüter-regeringerne. I denne forbindelse spiller for flere af forfatterne, ja stort set dem alle i denne afdeling, journalisten Jørgen Dragsdahl en central rolle. Man får nærmest det indtryk at det atomare ragnarok var en hårsbredde fra at bryde ud, og at Østblokken takket være Dragsdahls indsats følte sig særligt tilskyndet til et massivt flankeangreb på Lolland-Falster. Der er her ikke tale om et festskrifts artikler som man siden med udbytte kan vende tilbage til og stadig hente viden fra; snarere et nidskrift mod den stærkt udskældte sikkerhedssagkyndige journalist, der i øvrigt har anlagt injuriesag mod professor Jensen for bagvaskelse. Mon festskriftet skal opfattes som kladde til Jensens advokats retslige indlæg!

Det kan så være, hvad det er, om end man får sin tvivl om redaktionens kvalitative habilitet som sådan. Hvad værre er: blodtågerne for flere af forfatternes øjne slører andre, nye og mere originale muligheder i tolkningen af den kolde krig; andre tolkninger end vreden og raseriet over at nogen stadig understår sig i at drage skråsikkerheden om Jensens og forfatterkredsens egne opfattelser bare en lille smule i tvivl. Chefredaktøren for hele skriftet Lars Hedegaard (i øvrigt for morskabens skyld erindret som gammel venstreaktivist) skriver det rene vås. For eksempel hævder han at "den udtalte antipati" (fra den kolde krig til nu, må man forstå) "mod den amerikanske regering er intakt". Mon det er den samme antipati mod Nixon som mod Bush, og hvad med Carter og Clintons regeringer. Det kniber lidt med nuancerne. Helt overstadigt bliver det, hvor Hedegaard lancerer forestillingen om at det langt fra var sikkert at de vestlige landes befolkninger psykologisk ville have kunnet bære, hvis sandheden om den permanente trussel om et nukleart holocaust og Warszawapagtens førsteslagsplaner havde været offentligt kendt. På hvilken planet mon Hedegaard befandt sig? Folk med normal blodtilførsel i hjernen var fuldt ud klar over at kom det til en krig, ville det være sket med et blaf, fordi Sovjet og dets lydstater selvsagt var klar til at sende hele marmeladen i hovedet på USAs allierede, og Danmark lå lige for. Den der husker Cuba-krisen, husker også efter Kennedys tale i fjernsynet visheden om at nu gik det galt. Og den trussel var permanent, til netop efter Cuba. Det lettede en smule med rød telefon i Det Hvide Hus og i Kreml. At de to modsatrettede parter i denne phoney war besad nøje udarbejdede planer til udslettelse af hinanden flere gange, kan da vist ikke komme bag på nogen. Flere af bidragyderne og redaktørerne, der er kendte fra debatten for deres insisteren har en tilbøjelighed til at sparke åbne døre ind og bryste sig vældigt af den tilbagevirkende krafts courage. En tilbøjelighed de i nogen grad deler med fødselaren. Ligesom viljen til at finde sammensværgelser ikke fejler noget. Det bliver lidt meget i længden, og som sagt får Dragsdahl så hatten passer.

Polemisk fantasiløshed

Spioneriet gøres der meget ud af side op og side ned. Ingen tager fat på spionagens velsignelser i koldkrigen. Uden spionage er der ringe tvivl om at faren for et atomart sammenbrud havde været væsentlig større. Det kunne engang være interessant at samle og analysere de vestlige også litterære indlæg der rent faktisk blev leveret om dette synspunkt.

Med andre ord kan man godt uden at gå nogen for nær sige at festskriftet skæmmes af den polemiske fantasiløshed. Vi har forstået at denne gengangerkreds af folk lever på (og af) forargelsen over at nogen i koldkrigen mente at man måtte gøre noget andet og mere end at opruste for at imødegå faren fra øst. At de også var ved at dø af rædsel derovre, er vel også et synspunkt.

Man kan godt dele Jens Gregersens forargelse over dansk arkiv-politik. Men en mere ægte og troværdig forargelse går jo generelt på adgang til arkiver, hvor danskerne stadig er langt bagud for andre lande. At forestille sig, som er bogens klare tendens, at skumle danske embedsmænd særligt skulle have interesse i at sætte sig på arkivalierne i lige denne periode, kan måske være rigtigt, men savner stadig overbevisende belæg.

Det er ærgerligt at et festskrift til en ronkedor som Bent Jensen ikke har haft mod til at udfinde et mere fagligt flot modspil. En egentlig metodisk diskussion havde været befriende. Nu får vi at vide af Jørgen Granum-Jensen at Bent Jensen er ekstremt sandhedssøgende og ikke nogen deterministisk, men moralsk historiker. Javel så. Det kan godt i ny og næ give ham selv og andre nogle problemer, hvad det jo også har gjort.

Men tillykke med dagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole E. Mikkelsen

Citat
'Folk med normal blodtilførsel i hjernen var fuldt ud klar over at kom det til en krig, ville det være sket med et blaf, fordi Sovjet og dets lydstater selvsagt var klar til at sende hele marmeladen i hovedet på USAs allierede, og Danmark lå lige for. Den der husker Cuba-krisen, husker også efter Kennedys tale i fjernsynet visheden om at nu gik det galt. '

Ja, jeg erindrer tydeligt og med gru fra folkeskolen i 60'erne, endda inden 68, at hele verden blev rullet ned fra kortet i loftet, hvorefter Danmarks fysiske afstand og nøgleplacering i forhold til Sovjets adgang til havene og som mål for atombomben blev anskueliggjort for os små blåøjede bondeknolde.. Heldigvis vidste vi også at i tilfælde at atombomben skulle vi alle øjeblikkeligt gå indendøre, lukke vinduer og lægge os i sikkerhed under spisebordet alt imens vi lyttede til radioen på Kalundborg Langbølgesender vist nok. Det gav tryghed..

I sandhed ingen hemmelighed på den landsbyskole som jeg frekventerede. Og det vil jeg hermed indlægge som argument for at hvis det var offentligt kendt for en 10-12 årig dreng i min landsbyskole, ja så må det også være kendt for alle andre. Undtagen Bent Jensen og Lars Hedegaard.

Til gengæld gav det os andre god grøde for at tænke lidt over det gode og det onde, og til at tænke over om russere monstro var mennesker ligesom alle andre, og om de monstro levede i de samme eksistentielle vilkår som mennesker i resten af verden.