Ild set på afstand

"Very heavy soft rock," lyder Coldplays egen beskrivelse af deres musik på Facebook og MySpace. Tyngde og lethed. Er det sådan, de fire fyre fra London opfatter sig selv? Eller er det blot deres bud på, hvordan vi overlever livet, indtil vi ikke længere gør? Med den rette blanding af sukker og alvor?

Coldplays fjerde album hedder meget passende Viva La Vida Or Death And All His Friends, og tillad mig at hive den nye sang "42" frem som eksempel på kvartettens til tider decideret klodsede dobbelthed, men også deres umiskendelige populærkulturelle styrke. "42" starter med et midnatsblåt vers, hvor forsanger Chris Martin synger i al høj-emotionel ensomhed ved klaveret. Snart istemmer band, strygere og kor med stor højtidelighed til følge. Så skifter sangen dynamisk karakter og gear op i et højere antal beats per minut, mens et ganske giftigt guitarriff hugger groovet i stykker og tilføjer sangen en helt anderledes modernistisk ambition.

Så glider vi over i omkvædet, oh boy, omkvædet: "You thought you might be a ghost/You didn't get to heaven but you made it close", som afsynges til en lystig, hvis ikke fjollet kandiseret melodi, der ikke ville stikke ud i et melodi grand prix. Og så tilbage i versets anderledes rockklassiske mørke.

Det er Coldplays kokettering med det lette og det tunge ført ud i skizofreni. Det er gjort med tung dramatisk effektivitet, der er en blockbuster værdig. Og det er bizart, men også sært opløftende at overvære dem tage konsekvensen af deres prætentioner med så stor ekshibitionistisk fryd. Det ligner næsten selvironi.

Ok at knibe en tåre

Albummets pejlemærker er ellers alvorsfolk. Man kan høre U2's Joshua Tree, Radioheads The Bends, Arcade Fires Neon Bible, Echo & The Bunnymen, ja, sågar Simple Minds og Beatles. Vi befinder os som altid i selskab med Coldplay i de regioner af følelsesregistret, hvor det er okay at knibe en tåre.

Men mens bandet udviste træthedstegn på den strømlinede forgænger X&Y, så demonstrerer de i hvert fald sportsånd på den nyfødte. Her er gåpåmod og masser af lækre detaljer, instrumentale lækkerier, frisk klingende kompositioner, enkle såvel som komplekse løsninger på deres bløde rock med majestætiske floskler og tekstlig ballast fra døden, krigen og sjælen, den forvredne sjuft.

Som det skrives i pressemeddelelsen, og som det kommer til at stå i alle anmeldelser, så har Coldplay sluppet sig selv mere løs i denne ombæring. Det er bl.a. blevet stimuleret af de diskrete kreative strategier fra Brian Eno, der er producer (sammen med Markus Dravs og Rik Simpson) og - vanen tro - skaber af en række 'sonic landscapes' på albummet. Eno skal være så evigt velkommen, for selv om jeg da hellere vil se ham bruge sine talenter på mere marginale (og mindre lukrative) navne, så er det rart at høre en bramfri omgang med rockskabelonen, nogle overraskende vendinger og ja, trademark-rislende sofistikerede guitarbehandlinger og lydflader.

U2-betændelse

Eno er desværre ikke den innovator, han har været, og han kommer til at gentage sig selv på Viva La Vida. Det sker f.eks. i de gejstlige synth-hvælvinger og stærkt Edge-klingende guitarklange, som er med til at gøre Coldplays U2-betændelse endnu mere omsiggribende. Eno var jo med til at omdefinere det irske band med deres fjerde album The Unforgettable Fire i 1984 og har siden været inde over en række af deres efterfølgende plader. Så når medicinen mod én sygdom stimulerer en anden, hvordan så blive helbredt? Coldplay ryster deres kreative gigt af sig, men til gengæld invaderes deres immunsystem - i endnu højere grad end tidligere - af U2'ske hyperboler.

Men måske vil Coldplay ikke helbredes. Måske vil de bare fortsætte deres kamp for at udblokke alverdens stadioner og sælge millioner af cd'er, hvor de så kan opfordre til gode gerninger ved støtte til absolut sympatiske organisationer som Oxfam og Amnesty International. Uden at støde nogen. For det sker stadig via parfumerede sange, der har det med at miste færten af menneske.

Som det tidligere er blevet påpeget, så er der mange sammenfald mellem Tony Blair (som Chris Martin tidligere har hyldet) og Coldplay. Blairs tredje vej, hans kompromis mellem ren kapitalisme og socialdemokratisme. Coldplays mægling mellem retorik i idrætspark-størrelse og sjælens private skærmydsler. Mellem pragmatisme og idealisme. Mellem det sene U2's hulhed og Radiohead omkring pladen OK Computer, om man vil. Sange som handler om, at det gør ondt, men som ikke selv gør ondt.

"When the future's architectured/By a carnival of idiots on show/You'd better lie low," lyder det på Viva La Vida.

Velbjærget humanisme

Men fortvivl ej, Coldplay. For nu hvor Blair er væk, og Gordon Brown halter, er der nye politikere at hylde. Det ligger lige for at hype Barack Obama, som I ganske gratis kan hægte jer på uden at fremmedgøre nogen i jeres segment.

"Change we can believe in", lyder Obamas slogan, og det er også forandring, som Coldplay forsøger at sælge sig selv og deres nye album på. I pressemeddelelsen, i musikken (som kun er forandring inden for Coldplays snævre rammer) og på coveret, som bruger Eugéne Delacroix' berømte maleri La Liberté guidant le peuple inspireret af den franske revolution.

Hvem kan sige nej til dét? Og måske er det i virkeligheden bullshit-faktoren, der er Coldplays problem:

"Priests clutched onto bibles/Hollowed out to fit their rifles/And the cross was held aloft."

Rigtigheden hos Coldplay går i hvert fald denne anmelder på. Denne velbjærgede mondæne humanisme, som drukner i ligegyldig korrekthed og er en politiker værdig. En uimodsigelig professionalisme i betoningen af det emotionelle. En sympatisk, men ublodig besjæling af dur og mol, bandformat, takt og tone. Ja, hør bare den måde, hvorpå Chris Martin sætter sikkerhedstændstikker til følelserne, der gør, at dét at anmelde Coldplay er som at diskutere ild set på afstand.

Hvis man vil dyrke populærkulturens fællesskab og mærke bare et eller andet hinsides lir, ja, så er Coldplay stadig et godt bud. Men det er med risiko for at blive passiviseret af et vestligt melankolsk følelsessæt - uden noget reelt forandringspotentiale. Du vil blive bekræftet i, at det er hårdt at være menneske, kære læser, vel at mærke et middelklasse-menneske, og det er dét. Og derfor bliver denne anmelder da også ramt af Coldplay i deres bedste passager. For de kan male den vestlige tilstand med forbilledligt gråtonede oliefarver. Men motiverne har det med at være så fortærskede, at de kun vibrerer dovent i i hvert fald denne lytter. Og det er en nærmest behavioristisk reaktion, mere end det er en kunstnerisk oplevelse eller afsæt for erkendelse. Men det er vel også god pop?

Coldplay: Viva La Vida Or Death And All His Friends (Parlophone/EMI Capitol). Udkommer mandag

Se musikvideoen til singlen "Violet Hill" her: