Læsetid: 4 min.

Vi bliver intime med tal og tabeller

Kapitalisme. Den israelske sociolog Eva Illouz viser i sin bog om den emotionelle kapitalisme, hvordan virksomhederne i løbet af det 20. århundrede blev følsomme, mens følelseslivet blev strategisk
Den israelske sociolog Eva Illouz viser i sin bog om den emotionelle kapitalisme, hvordan virksomhederne i løbet af det 20. århundrede blev følsomme, mens følelseslivet blev strategisk
28. juni 2008

Den bliver som regel beskrevet som kalkulerende og mekanisk. Det er ord som fremmedgørelse, tingsligørelse og udbytning, der plejer at præge beskrivelsen af kapitalismen i det 20. århundrede. Kapitalismen er i den optik kold, og menneskene er varme, og sammenstødet bliver således 'umenneskeligt'. Det gælder i hvert fald beskrivelsen af kapitalismen, som den viste sig i i 1800-tallet og den første del af det 20. århundrede. Arbejderne blev fremmedgjort, og arbejdslivet blev objektiveret i den videnskabelige tilrettelæggelse af produktion, som kaldes 'tayloristisk'.

Det siges gerne i dag, at kapitalismen over de sidste årtier i det 20. århundrede blev 'kognitiv', 'kreativ', 'netværksorienteret' eller 'humanistisk'.

Men den israelske sociolog Eva Illouz udfordrer i sin bog Cold intimacies - The Making of emotional capitalism denne historie. Illouz hævder, at kapitalismen allerede fra starten af det 20. århundrede blev etableret sammen med en særligt følelsesorienteret kultur. Hun bruger udtrykket "den emotionelle kapitalisme" om en kultur, hvor følelsesorienterede og økonomiske diskurser præger hinanden gensidigt.

Psykoanalysens gennembrud i den brede amerikanske offentlighed fik ifølge Illouz stor betydning for den markedsbaserede underholdningskultur:

"Fordi psykoanalysen kunne bygge bro mellem specialiserede praksisser som psykologi, neurologi, psykiatri og medicin på den ene side og høj og lav kultur på den anden side, bredte den sig ud over hele spektret af amerikansk kultur; mest tydeligt i filmene og selvhjælpslitteraturen."

Psykolanalysen tilbød for det første indsigter i generelle lovmæssigheder om mennesket. For det andet leverede psykoanalysen et blik på driftslivet, som forekom neutralt, fordi det ikke moraliserede. For det tredje var psykoanalysen anderledes troværdighed end de overleverede anskuelser af familien og seksualiteten, da den havde et videnskabeligt fundament. I samme periode eksploderede antallet af dameblade, underholdningskultur og kulørt litteratur i det nye amerikanske forbrugersamfund, og psykoanalysen blev ifølge Illouz en "guldgrube" for hele selvhjælpskulturen, fordi den var "omgivet af en aura af videnskabelighed", og fordi dens teorier kunne generaliseres til alle mulige forskellige livssituationer.

Tal og følelser

Udbredelsen af psykoanalysen gennem massekulturelle kanaler, som nåede hele den amerikanske middelklasse, betød, at det blev ganske almindeligt at anlægge et analytisk blik på sig selv. Forbrugerne lærte at tænke på sig selv som mennesker, der skulle tilfredsstilles, og de lærte at forholde sig til deres egne behov. Den populære selvhjælpslitteratur og rådgivningen gennem magasiner gjorde det naturligt at anskue sig selv som et livsprojekt, der skulle kultiveres og plejes. Terapeuter blev eksperter på alle livets væsentlige områder. Militæret brugte psykologer, terapeuter rådgav om familieliv og børneopdragelse, og de store virksomheder tilknyttede eksperter i menneskelig trivsel og velvære. Ledelse blev en særskilt disciplin efterhånden, som de toneangivende virksomheder blev større og større. Det blev en udfordring i sig selv at disciplinere de ansatte og optimere deres produktivitet, hvilket krævede indsigt i den menneskelige psyke.

Sideløbende med behovet for skabe et psykologisk arbejdsmiljø, som optimerede de ansattes produktivitet, fandt en demokratiseringsproces sted. Den terapeutiske kultur bidrog til at lære de hjemmegående husmødre og de unge kvinder at tænke sig selv som ligeværdige mennesker med legitime behov, der kunne udtrykkes sprogligt som krav om anerkendelse. Illouz pointerer et kommunikativt aspekt ved det terapeutiske blik: Man skal kunne redegøre for, hvad man har behov for, og hvad man ønsker sig. Man skal lære at 'sætte ord på sine følelser' og formulere sine behov som krav. Det samme sprog, som gjorde rådgivning af selvet til en vare på markedet, kunne i andre forbindelser fungere frigørende. Man kan ifølge Illouz ikke reducere den terapeutiske kultur til en ideologi, der bilder menneskene ind, at de skal være frie, men som i virkeligheden gør dem til perfekte forbrugere og optimal arbejdskraft:

"I den proces, som jeg har beskrevet, er det så godt som umuligt at adskille rationalisering og vareliggørelse af selvet fra evnen til at forme og skabe sit eget selv og deltage i samtale med andre."

Det er altså ikke kun produktionen, som bliver gjort varm og følelsesorienteret i løbet af 20. århundrede. Det er også følelseslivet, som bliver gjort til genstand for strategiske overvejelser, og intime kvaliteter gengives som cifre i tabeller og statistikker. Illouz bruger internetdating som eksempel på en kultur, hvor man beskriver sig selv som en vare på et kærlighedsmarked og standardiserer sine længsel efter formelle koder. Den, der på internettet annoncerer efter en kæreste, udbyder sig selv med en specifikation af højde, vægt, behov, drømme, hobbies og seksuelle præferencer.

Hun har interviewet adskillige mennesker, som har søgt kæreste på nettet, og deres erfaringer er nogenlunde ensartede: De blev som regel skuffede, når de endelig mødte den virkelige person, der gemte sig bag nøgletallene på netprofilen. Til gengæld havde flere af dem oplevet at finde en kæreste ude i den gammeldags sociale virkelighed, som på ingen måde svarede til det, de ellers havde efterspurgt på nettet.

Illouz' kritiske diagnose er, at den emotionelle kapitalisme efterhånden har gjort det meget vanskeligt for folk at skelne mellem privatliv og arbejdsliv. De anlægger det strategiske blik på sig selv i alle relationer, og de investerer deres følelsesliv lige så meget på arbejdspladsen og i hjemmet. Cold intimacies er lille en bog med en skarp pointe. Analysen er belastet af, at hun ikke forsøger at skelne systematisk mellem modernitet og kapitalisme, hvilket bevirker, at alle fænomener i et kapitalistisk samfund bliver udlagt som effekter af kapitalisme. Men bogen er stadig et interessant bidrag til de mange aktuelle bestræbelser på at diagnosticere det 20. århundredes kapitalisme uden de store marxistiske armbevægelser og universallogikker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu