Læsetid: 4 min.

Kapitalismekritik pr. kriminal-roman

Henning Mankell begår en brølende bommert, når han i Kineseren benytter romanformen til først og fremmest at fremføre sine politiske synspunkter i stedet for at fortælle en historie
Henning Mankell sammenligner sig uforfærdet med Günter Grass og Thomas Mann. Men har han ikke misforstået noget?

Henning Mankell sammenligner sig uforfærdet med Günter Grass og Thomas Mann. Men har han ikke misforstået noget?

Erik Refner

27. juni 2008

Henning Mankells forrige roman, Italienske sko, var en fin lille psykologisk sag. Stille og subtil. Hans nye derimod er en stor svulstig satan af en politisk thriller, der banker en gennemgribende kapitalismekritik fast med syvtommersøm galvaniseret i vulgærmarxisme.

Kineseren hedder den, og den begynder højdramatisk en stille vintermorgen i en lille søvnig nordsvensk landsby, hvor politiet finder ikke mindre end 19 mennesker bestialsk myrdet. Hvilket på nær en senil gamling og et enkelt ægtepar udgør hele lillebyens befolkning.

I Helsingborg langt derfra hører den midaldrende byretsdommer Birgitta Roslind om de makabre tildragelser og beslutter at tage turen nordpå for at undersøge sagen nærmere. To af de dræbte landsbybeboere var nemlig hendes afdøde mors adoptivforældre, som hun ganske vist aldrig selv har haft et forhold til. Og samtidig har den gode dommer vist også brug for at komme lidt væk fra en hverdag, der ikke har været så særlig munter, siden hendes mand mistede sin libido, og hun selv fik konstateret for højt blodtryk.

Vel ankommet påbegynder Birgitta sin egen provisoriske efterforskning. Og mens de lokale strømere skyder skylden på en af områdets usual suspects, forstår hun halvvejs ubevidst, at det nittendobbelte mord har forbindelse til en grum historie, der har udspillet sig for næsten 150 år siden langt fra det vinterkolde Sverige.

Global kapitalisme

Mankell tager os nu med på en rejse tilbage til 1800-tallets Kina og derfra videre til et Amerika, der er under hastig industrialisering.

Vi følger i hælene på tre stakkels brødre, der udsættes for to et halvt forskellige slags klassesamfund, som Mankell vist har læst om hos gode gamle Marx. Først bliver de undertrykt af følelseskolde feudalherrer i deres hjemprovins. Så stikker de af til Kanton. Men her bliver de kidnappet af kyniske kapitalister, der transporterer dem til Amerika, hvor de pukler som slaver med at anlægge jernbanen tværs over landet.

Med andre ord flygter de tre kinesere fra et feudalsamfund og ender i et kapitalistisk samfund, der samtidig har karakter af slavesamfund. Jo, Mankell kan skam sin historiske materialisme.

Og han ved også, at burgøjserne måske mere skruppelløst end nogensinde før undertrykker proletariatet i den globale kapitalismes tidsalder. Og for at overbevise alle os andre om, at det er tilfældet, springer han frem til nutidens Kina, hvor den kapitalistiske flodbølge, som Deng Xiaoping åbnede sluserne for, nu har oversvømmet det stolte land med samvittighedsløs profittænkning.

I en globaliseret verden er det imidlertid ikke blot Kinas eget proletariat, det går ud over. Netop for at undgå revolution fra det stadig mere utilfredse kinesiske landproletariat beslutter geskæftige kræfter i regeringen at forhandle en aftale i stand med en række sydøstafrikanske lande, der går ud på, at millioner af fattige kinesiske bønder bliver flyttet dertil for at opdyrke den frugtbare jord. Det vil utvivlsomt medføre, at de stakkels afrikanere vil blive groft udnyttet og landene drænet for naturressourcer. Men alting har jo sin pris.

En af arkitekterne bag denne aftale er den magtfulde finansfyrste Ya Ru, og han er ironisk nok efterkommer af en af de tre kinesiske brødre, som det gik så ilde i mødet med den moderne verdens klassesamfund. Hans søster Hong, der er glødende maoist, er indædt imod de neoimperialistiske planer. Og det er klart, at de to søskende repræsenterer hver deres fraktion inden for den kinesiske kommunisme.

Hvilken af de to udgaver af kommunismen Mankell så foretrækker, er ikke til at tage fejl af. Sympatifordelingen glitrer lige så tydeligt som Coca-Cola-reklamerne over Shanghais travle gader. Ya Ru er en samvittighedsløs egoist, der ikke skyr noget middel for at maksimere sin indtjening. Hong er derimod en ædel idealist, der tænker på folkets bedste før sig selv.

Politisk kunst

Hvordan alt dette har forbindelse til mordet på Birgittas mors adoptivforældre og alle de andre landsbyboere, skal ikke afsløres her. Men det er for så vidt også lige meget. For det er slet ikke det, det handler om. Selve historien er nemlig klart underordnet det politiske tema.

Og det er lige netop problemet. Mankell begår den brølende bommert, at han først og fremmest bruger romanen på at fremføre sine politiske synspunkter - som oven i købet virker forbløffende unuancerede - og ikke på at fortælle en historie. Ikke at han skal skrive efter nogen form for l'art pour l'art-æstetik. Men det nytter ikke noget at reducere romanformen til et medium for politisk agitation.

Selv sagde Mankell for nylig til den tyske avis Frankfurter Allgemeine:

"De fleste forfattere, der har udvirket noget, var på en vis måde politiske forfattere, om det så er mig, Günter Grass eller Thomas Mann. På min dagsorden står vreden over situationen i Afrika - og den lille drøm, at verden kan blive et bedre sted."

Måske ligger problemet i netop denne sympatiske forhåbning om at kunne udvirke, at verden bliver et bedre sted, ved at skrive politiske romaner. For har Mankell ikke misforstået noget? Både Günter Grass og Thomas Mann, som han så uforfærdet sammenligner sig med, sætter jo om nogen litteraturen i højsædet. De er ikke politiske forfattere. De er forfattere.

Det var vist nok Harald Giersing, der sagde noget i retning af, at al politisk kunst er dårlig, mens al god kunst er politisk. Og det er lige netop sagen. Den kunst, der primært er politisk, kan aldrig blive god kunst. God kunst derimod er primært lige netop kunst, men indeholder også altid på en eller anden måde en politisk dimension.

Heri ligger forskellen på Mankell og de to tyske nobelpristagere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Nu kan der jo siges meget om dett emne - men een ting er sikkert. Det var
altså kineserne, der i stor udstrækning byggede den amerikanske trans-kontinentale jernbane mellem øst og vestkysten. Ofte under slavelignende forhold. Om dette handler adskillige Lucky Luke allbum ligesom filmen Hingsten fra Cimarron berører dette emne - ganske vist set fra en hests synspunkst men alligevel.

Hvor tror Anton Ouest at alle kineserne i USA ellers er kommet fra ? Mange kinesere i USA er netop efterkommere af de kinesere, der byggede jernbanerne. Jeg tror såmænd også at serien Lille Doktor på Prærien (Dr. Quinn - Medicine Woman) tager dette emne op.

Jeg ved heller ikke hvorfor Anton Ouest ikke vil anerkende at feudal-herrerne stort set var ligeglade med deres undersåtter, og som sådan behandlede dem 'u-pænt'. Jeg vil ikke kalde det undertrykkelse, fordi en sådan brug af ordet mener jeg slet ikke man kan tale om i et feudalsamfund hvor feudal-herrerne bestemmer alt.

;ht. plottet med at flytte millioner af kinesere til Afrika er det nok en smule usandsynligt, men det har jo bestemt ikke forhindret den kinesiske regering i at tvangsforflytte folk fra områder langs floderne i Kina hvor de har boet i generationers generationer - udelukkende for at lave en kæmpe dæmning.
Dette har så ført til at floderne er gået over deres bredder...og det har jo slet slet ikke noget at gøre med at kineserne vil profitmaximere noget, næ nej, overhovedet altså ikke (ironi anvendt her).

Det er klart at ens politiske overbevisning nogen gange måske kan stå i skyggen af historien, men i virkeligheden er der en lang tradition i Sverige for at gøre dette. F.eks. så var en af bevæggrundene for Sjöwahl og Wahlöö jo klart det at demaskere det svenske folkhem som et undertrykkende kapitalistisk samfund hvor kriminaliteten var strukturelt betinget,.ikke psykologisk.

Og det er vel blot i den ånd at Mankell skriver...

Rainer Lippold

Bravo Anton Geist. Meget Geist-fuld anmeldelse. Det ved jo alle, hvad rigtig kunst er: H. C. Andersen, men ikke Martin Andersen Nexø. Kinesisk feudalisme og USA's klassesamfund i det 19. århundrede, det er jo noget, K. Marx har opfundet (ham i glemmebogen). Derfor fy, Mankell, hvor geist-løst: kapitalismekritik! Det har jo ikke noget med kunst at gøre.

Kære venner,

Jeg er lidt forvirret. I fremstiller det, som om jeg benægter, at kinesere under slavelignende forhold var med til at anlægge den amerikanske jernbane, at kinesiske feudalherrer næppe behandlede deres undersåtter særlig humant, og at kinesiske folkeforflytninger sker med profit for øje. Men det er jo forkert. Jeg benægter ikke nogle af disse forhold.

Jeg går ud fra, jeres kritik går på, at jeg i en bisætning kalder Mankells politiske synspunkter unuancerede. For det kan vel næppe den vurdering, at den politiske agitation overdøver historiefortællingen, I har problemer med. Såfremt I har læst bogen og er uenige, ville I vel argumentere for, hvilke litterære kvaliteter romanen besidder.

Men til sagen. Når jeg kalder Mankells politiske synspunkter unuancerede, er det, fordi Mankell efter min mening er lige lovlig sort-hvid i sin kapitalismekritik. Enhver repræsentant for kapitalismen er i romanen en samvittighedsløs satan. Og det er nok næppe tilfældet i virkeligheden.

Noget af det, litteraturen kan, er vel at nuancere problemstillinger. Men det mener jeg ikke, Mankell formår med denne roman. Tværtimod.

Karsten Aaen

Kære Anton Geist:

HVordan kan disse liner

"Vi følger i hælene på tre stakkels brødre, der udsættes for to et halvt forskellige slags klassesamfund, som Mankell vist har læst om hos gode gamle Marx. Først bliver de undertrykt af følelseskolde feudalherrer i deres hjemprovins. Så stikker de af til Kanton. Men her bliver de kidnappet af kyniske kapitalister, der transporterer dem til Amerika, hvor de pukler som slaver med at anlægge jernbanen tværs over landet.

Med andre ord flygter de tre kinesere fra et feudalsamfund og ender i et kapitalistisk samfund, der samtidig har karakter af slavesamfund. Jo, Mankell kan skam sin historiske materialisme."

læses andet end som at du mener at kineserne ikke arbejdede under slavelignende forhold. Tilmed skriver du, at 'henning mankell kan sin marx.'

Dernæst siger du at sympatien hos mankell klart liger hos Hong, ikke hos
den driftige kinesiske kapitalist. Hvordan kan læseren andet end læse det, at du (anmelderen) mener, at kapitalisten skal have sympatien?

Jeg er enig med dig i at det kan være farligt at spænde litteraturen for en politisk vogn, men der til at undlade at behandle politiske intriger i en kriminal-.roman er der vel en (meget) lang vej?

Kære Karsten,

For det første:

Jeg mener blot, at Mankells fortælling om de tre kinesere så klart illustrerer Marx' historiske materialisme, at det virker som om, han har læst Marx. Og min pointe er så, at jeg hellere havde set, at han lod fortællingen leve sit eget liv i stedet for at indrette den efter en politisk teori.

For det andet:

Du skriver: "Dernæst siger du at sympatien hos mankell klart liger hos Hong, ikke hos den driftige kinesiske kapitalist. Hvordan kan læseren andet end læse det, at du (anmelderen) mener, at kapitalisten skal have sympatien?"

Det er lettere perfidt. Jeg fremstiller ikke den samvittighedsløse Ya Ru som en 'drigtig' kapitalist, som man bør lægge sin sympati hos. Jeg konstaterer blot, at Mankell lægger sin sympati hos hans søster, Hong. Men du har ret for så vidt, som at jeg antyder, at denne sympatifordeling er problematisk. Havde det ikke været mere nuanceret, hvis kapitalisten havde været knap så rendyrket dumt et svin og kommunisten knap så ædel?

For det tredje:

Du skriver: "Jeg er enig med dig i at det kan være farligt at spænde litteraturen for en politisk vogn, men der til at undlade at behandle politiske intriger i en kriminal-.roman er der vel en (meget) lang vej?"

Skriver jeg, at man ikke må behandle politiske emner i en kriminalroman? Nej. Men jeg skriver, som du selv erklærer dig enig i, at litteraturen ikke bør reduceres til vehikel for politiske synspunkter.

Og dermed forhåbentlig et punktum for denne lidt trivielle diskussion om, hvad du mener, du kan læse ud af min anmeldelse.

Anton Geist:

"... al politisk kunst er dårlig, mens al god kunst er politisk. Og det er lige netop sagen. Den kunst, der primært er politisk, kan aldrig blive god kunst."

Mage til sludder skal man dog lede længe efter. Vi krimi-elskere skal vist prise os lykkelige over at Sjöwall & Wahlöö med flere tilsyneladende ikke kendte til Anton geists naturlov for litterær kunst.