Læsetid: 3 min.

Kosmopolitisk melankoli

Nina Søs Vinthers debutbog er velskrevet, men ikke vellykket - hvorfor er det lige, man skal forholde sig til dens globale ungdom?
Masser af kosmopolitisk melankoli i Nina Søs Vinthers debutroman fra blandt andet Helsinki. Men det bliver ind imellem for banalt og for ferskt.

Masser af kosmopolitisk melankoli i Nina Søs Vinthers debutroman fra blandt andet Helsinki. Men det bliver ind imellem for banalt og for ferskt.

12. juni 2008

Der er noget nærmest demonstrativt globalt over konstellationen af steder og personer i Nina Søs Vinthers debutbog Hvis Helsinki. I dens tre eksperimenterende prosastykker møder man et trekantsdrama mellem to japanere og en finne, en rig amerikansk pige på tvungen udveksling i Australien, og et jeg, der ganske vist lyder meget dansk, men ikke desto mindre går i skole et helt andet sted i verden:

"Når vi ikke nåede skolebussen og i stedet skulle gå i skole; vi ville så gerne have noget ekstra ud af sådan en dag, at vi undlod at tage uniform på og stjal mangofrugter fra et vejudsalg. De store tunge regndråber, som forvandlede cricketbanen til en firkantet sø på et øjeblik."

Citatet stammer fra bogens sidste del, 'Hundene', som nok også er den stærkeste. Dog er den meget inspireret af den amerikanske digter Lyn Hejinians hovedværk My Life - oversat til dansk i 2002 - og hendes forsøg på at skrive det, man kunne kalde en asynkron selvbiografi: Et billede af jeget og dets historie som en mosaik af sætninger, der blander sansninger, glimt af situationer, skæve erindringer og endnu skævere ræsonnementer hulter til bulter.

Snubler undervejs

Sammenlignet med sit forbillede vakler Vinther noget undervejs. Man savner Hejinians stringente projekt og søvngængeragtigt klare, nynnende sprog; i denne tekst snubler tonefaldet undervejs, enkelte kluntede sætninger dukker op og generer læserytmen. Men der er også mange fine passager, især når teksten nærmer sig dyr:

"Min lillebror fodrede sine øgler med melorme - én stak af fra terrariet, og jeg opdagede den på køkkengulvet som en uldtot, fordi den havde krøbet langs panelerne og trukket nullermænd efter sig. Jeg bildte mig ind, at jeg skulle være advokat, fordi jeg dengang kunne være både sandhedssøgende og ligeglad med andre. Måske er der følelser, kun jeg har haft."

Kunne Vinther bare fastholde denne særlige, distræte saglighed - som lader hendes prosa springe fra det ene til det næste med en forbløffende lethed - ja, så - men det kan hun, desværre, ikke.

Kosmopolitisk melankoli

Det mest påfaldende ved bogens første stykke, punktromanen Hvis Helsinki, er forholdet mellem de korte prosastykker og deres overskrifter. De hænger nemlig ikke rigtig sammen. Derudover præsenteres vi for en art kærlighedsdrama mellem Akihiko og Amo, som vistnok også er kæreste med den finske svømmer Jani Sievenen - som udenfor bøgernes verden er et nationalikon i Finland og i mange år havde verdensrekorden i 200 meter medley, både på kort- og langbane.

Hvis Helsinki kredser om sex og tristesse, begær og fortrydelse, men har også en kølig, nærmest hotelagtig stemning. På en ikke særlig heldig måde minder den faktisk om filmen Lost in Translation; på trods af sine formelle krummelurer er der noget banalt og ferskt over dens på én gang postkoitale og kosmopolitiske melankoli. Og så irriterer det, at dén faktiske verdensrekord, teksten nævner - og som vel skal give den kølighed, være en kontrast til de dulgte affærer - ikke er rigtig. Hvorfor så have den med?

Nå. I midterstykket 'A' følger man en 15-årig amerikansk udvekslingsstudine i Australien, som i en art protest mod Gud ligger på en græsplæne i Sydneys nat og håner sin kærestes impotens. Han hedder Edmundo, kæresten, og er nevø af Mexicos præsident. Senere møder hun advokaten Tony og en misbruger. Selv er hun altid ret ligeglad med det hele.

Det er, igen, en global ungdoms retningsløse liv, man strejfer rundt i. Og igen er der et både koldt og indfølt billede af, nåja, ung kvindelig seksualitet. Alligevel er man som læser usikker. Uanset de fine passager, der er undervejs i Hvis Helsinki, så føles det som om bogens ærinde flimrer. Hvad skal vi med A? Med Jani og Amo og Aikihiko? Med stilens løsrevne, kølige sætninger? Som læser ved man det ikke; man fornemmer, at Nina Søs Vinther heller ikke ved det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Saglig og forbeholden anmeldelse af Hvis Helsinki.

Tue kritiserer bogen for at udspille sine scenarier for globalt, hvilket jeg mener, er en af Hvis Helsinki interessante pointer, når den i forlængelse af sin kritik af Language-digtningens subjektopfattelse (signaturen, den empirisk ubundne identitet), forpligter sig på en mere autobiografisk fortæller, der udfordrer kosmopolitismen med sin kritik funderet i behovet for at høre til et sted – både i teksten og i verden som sådan.