"It's not a lie, it's a gift for fiction," lyder en af dramatikeren og filmmanden David Mamets mange mindeværdige replikker. Netop den ikke altid klart optrukne grænse mellem det at lyve og det at forfatte er et af de temaer, som Francois Ozons visuelt svulstige Angel strejfer i forbifarten.
I pressematerialet præsenteres Angel som en hyldest til Douglas Sirks melo-dramaer, men jeg mistænker, at Ozons film ville have varmet salig Sirks hjerte i omtrent samme grad, som det ville varme David Bowies, hvis Sussi og Leo bød ind med en fortolkning af A Space Oddity.
Sirk anvendte damebladsnovellemateriale som en slags trojansk hest, thi bag den glittede facade tegnede hans film et portræt af efterkrigstidens amerikanske samfund som intolerant og snæversynet.
Dermed havde Sirks brug af ironi - som ikke mindst kom til udtryk i hans nu berømte forlorne happy endings - en smertelig klangbund, mens der bag Angels opulente kunstighed blot gemmer sig endnu mere opulent kunstighed.
Sgu sin egen
Angel foregår i England op til og under Første Verdenskrig. Titelpersonen er købmandsdatteren og forfatterspiren Angel Deverell (Romola Garai), en ambitiøs og selvsikker/arrogant ung kvinde, som brændende ønsker at undslippe den klaustrofobiske lilleby, hvor hun er vokset op.
En forlægger i London (Sam Neill) antager et af hendes manuskripter, selvom Angel - i en af filmens få moderat fornøjelige scener - under et besøg i forlæggerens hjem fornærmer hans hustru (spillet af Ozon-genganger Charlotte Rampling) og pisser på borgerskabets dyder.
Debutromanen bliver en kæmpesucces, og Angel er nu en feteret forfatter. Hun forelsker sig i maleren Esmé (Michael Fassbender), hvis billeder af gyder, fabrikker og den slags er selve modsætningen af Angels eskapistiske kærlighedshistorier.
Sammen lever de på det luksuriøse landsted Paradise House, hvis navn skal vise sig dybt discountironisk, for da skyttegravskrigen bryder ud, er den ægteskabelige idyl dødsdømt: Realisten Esmé melder sig til tjeneste, mens lidet idealistiske Angels verdensfjernhed når nye, utiltalende højder.
Ozon ville have gjort sig selv en tjeneste, hvis han fra begyndelsen havde gjort sig klart, om han ville være tro mod eller gøre sig lystig over de store følelser. Førstnævnte ville nok have været det klogeste valg, da filmens forsøg på genrebevidste morsomheder er noget nær indbegrebet af plat og selvfed postmodernisme, som når Ozon lader parret kysse under en regnbue.
På den anden side er Angel ikke i nærheden af at fungere som melodrama: En forudsætning for at mærke de store følelsers sus, er, at man som tilskuer faktisk føler noget for hovedpersonerne. Men Angel, hvis selskab vi skal trækkes med i over to stive klokketimer, er nærmest sygeligt selvoptaget og derfor øretæveindbydende som få, mens Fassbender primært anskueliggør Esmés trængsler ved at stirre tomt ud i luften.
Skønt filmen altså eksisterer mellem to gigantiske citationstegn, formodes vi vistnok at finde det tragisk, at Angel har svært ved at adskille fantasi og virkelighed. Det, vi hører af Angels lyrik, leder os ikke til at tro, at hun faktisk besidder litterært talent, så her rammer Ozon altså (hvad enten han vil det eller ej) noget autentisk, for i vores verden findes jo også forfattere, som opnår enorm popularitet uden at have ordet i deres magt. Selviscenesættelse synes Angels største talent, og dermed peger filmen vel også i retning af vore dages celebrity-landskab, hvor det som bekendt ikke skorter på folk, som forstår at posere, men ikke ret meget mere.
Selvanklage
Filmens kvaliteter begrænser sig til smukke billeder og en enlig spidsfindig svale, hvis ellers man antager, at det, at Angel anklages for at plagiere, er Ozons stikpille til sig selv. For hver film lægger han sig jo tæt op ad velkendte genreudtryk, hvad enten det er musical (8 Women), erotisk thriller (Swimming Pool) eller noget helt tredje.
Men denne gang har strategien altså givet bagslag og resulteret i en på en gang kedelig og skabagtig film.
Angel. Instruktion: Francois Ozon. Manuskript: Francois Ozon og Martin Crimp. Fransk-belgisk-britisk. (Grand i København og Øst for Paradis i Århus)
