Læsetid: 5 min.

Latterpause til blodig konflikt

60 års strid mellem israelere og palæstinensere danner afsæt for lavkomiske løjer i Hollywood-filmen 'You Don't Mess With the Zohan'. Går den over stregen eller er den det tossede time-out, begge parter har brug for?
En olivengren. Hvis jøder og arabere kan lære at leve tåleligt side om side i New York, så bør de også kunne det andre steder, lyder en af de rosende kommentarer om filmen.

En olivengren. Hvis jøder og arabere kan lære at leve tåleligt side om side i New York, så bør de også kunne det andre steder, lyder en af de rosende kommentarer om filmen.

Buena Vista

27. juni 2008

"Som Yitzhak Rabin engang sagde: 'Der er flydt rigeligt med blod og tårer.' Han foreslog ikke sæd, urin, shampoo og hummus som substitutter, men det er ikke desto mindre disse, filmmagerne griber til."

Filmanmelder A. O. Scott om You Don't Mess With the Zohan i The New York Times

Det er mildest talt ikke noget, man ser hver dag: At en mainstreamkomedie har en blodig og sørgeligt aktuel konflikt som udgangspunkt. Men i You Don't Mess With the Zohan, som havde premiere i USA den 6. juni, nåede de israelske biograflærreder i sidste uge og kan ses herhjemme fra den 22. august, blandes Israel-Palæstina-konflikten frejdigt med kropsvæskevitser og fald-på-halen-humor.

Filmens hovedrolleindehaver og medmanuskriptforfatter er da også amerikansk-jødiske Adam Sandler, hvis navn har været synonym med lavkomik af aldeles apolitisk karakter. Indtil for nylig.

Sandler spiller Zohan Dvir, Israels bedste og formentlig også mest brunstige antiterror-agent. Men selvom Zohan elsker sit land og har et billede af den legendariske israelske militære leder, politiker og ladies man Moshe Dayan hængende i sit soveværelse, er han kørt sur i de tilsyneladende endeløse kampe mod Hamas, Hizbollah og Israels andre fjender. Da han indvier sine forældre i sin uindfriede drøm om at blive noget så ukrigerisk som hårstylist, griner de imidlertid højt og længe.

Radikalt karriereskift

Zohan fingerer derfor sin egen død og bosætter sig i New York under falsk identitet og navnet Scrappy Coco.

Det betyder dog ikke, at han får lov at glemme den strid, der hærger hans hjemlige region. Den eneste skønhedssalonindehaver, som vil ansætte Zohan/Coco - der stil- og modemæssigt er håbløst strandet i slut-80'erne - er nemlig en ung og ganske indtagende palæstinensisk kvinde. Hendes salon ligger på en gade, som er delt over på midten med eksilisraelere på den ene side og eksilpalæstinensere på den anden.

Grænser for galskaben?

Faktisk blev Zohan-projektet påbegyndt for otte år siden. I kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001 skønnede Sandler og hans medmanuskriptforfattere dog, at materialet var for ømtåleligt, hvorefter ideen blev lagt på langtidskøl.

Men er det overhovedet moralsk forsvarligt at gøre grin med en konflikt, som løbende kræver dødsofre på begge sider? Er You Don't Mess With the Zohan benzin på et i forvejen forstemmende velvoksent bål, eller tilbyder filmen begge parter en tiltrængt befriende latter? Kunne fjollerierne ligefrem tænkes at være fredsfremmende?

Måske uundgåeligt fik You Don't Mess With the Zohan en blandet modtagelse af det amerikanske anmelderkorps. En af dem, der ikke lod sig afvæbne, var TV Guides Ken Fox, som stiller det retoriske spørgsmål: "I en tid, hvor amerikanere med arabisk baggrund generelt portrætteres negativt, har vi da brug for flere iltre, bombekastende og skæggede mænd i turban?"

Kun et fåtal af anmelderne er dog direkte forargede over filmen, mens ganske mange i skarpe vendinger kritiserer instruktør Dennis Dugan for flad og fantasiforladt iscenesættelse.

Modigere end München

Blandt filmens varmeste fortalere finder man salon.com's Stephanie Zacharek, som i ramme alvor kalder You Don't Mess With the Zohan for "den film München burde have været." (Steven Spielbergs film om et palæstinensisk terrorattentat mod israelske atleter under OL i 1972 og Israels omfattende hævnaktioner, red.).

Hun roser Sandler for at fremstrække "en optimistisk olivengren, som forsøger at anskueliggøre, at siden arabere og jøder har lært at leve side om side (sådan da) i New York, kan deres problemer i Mellemøsten ikke være uløselige."

Informations tidligere Mellemøstkorrespondent, Hans Henrik Fafner, mener også, at filmen rummer den morale, at "parterne godt kan komme overens på det personlige plan, så snart de begge får konflikten lidt på afstand. Det har jeg selv set fungere i København, som det i filmen gør i New York."

De stridende parter viser sig da også at have markante mentale ligheder: Zohans ærkefjende, en palæstinensisk terrorist kaldet The Phantom (spillet af John Turturro), har nemlig også en hemmelig og ganske fredsommelig karrieredrøm. Som Zohan flytter han til New York for at bryde ud af den krigeriske stereotyp, den mellemøstlige voldsspiral har reduceret ham til.

Nogen forskel?

Ej heller forsøger filmen, ifølge Zacharek, at forsimple sit sprængfarlige stof. Tværtimod viser den, "hvorledes konflikten er både politisk og religiøs," samt at "gamle sår stikker, hos begge parter, så dybt gennem så mange generationer, at det er umuligt at spore sig ind på sårenes oprindelse."

Zacharek mener desuden, at der bag plathederne findes et helt oprigtigt budskab: "Selvom filmen er blid af natur, har den en kerne af konsekvens. Den beder i sidste ende begge parter om en gang for alle at holde op med at ævle og kævle."

Fafner tvivler dog oprigtigt på, at filmen vil gøre nogen reel forskel: "Intet tyder på, at den bliver en stor kassesucces i Israel, og jeg finder det utænkeligt, at nogen palæstinensisk biograf nogensinde vil tage den på repertoiret. Jeg tror med andre ord ikke, at den vil få den folkelige udbredelse hos de to parter, som ville kunne betyde, at de begyndte at forstå hinanden bedre."

Monstrøs maskulinitet

Selvom filmens tre manuskriptforfattere, Sandler, Judd Apatow og Robert Smigel, alle er af jødisk herkomst, er det svært at argumentere for, at filmen er partisk. I Los Angeles Times skriver Mark Olsen, at "noget af det mest overraskende ved filmen er, at de tre jødiske manuskriptforfattere gør grin med de israelske figurer med samme lethed, som de gør grin med de arabiske. Israelerne fremstilles som disco-elskende krejlere og hummus-ædende lidderbukke."

Sidstnævnte aspekt forsømmes i hvert fald ikke. Omtrent hver tredje vits kredser om seksuelt hyperaktive Zohans enorme kønsorgan, og figuren er - udover 'Make Love, Not War'-mottoet i alleryderste potens - en nådesløs punktering af den israelske macho-mand. Filmens bedste replikskifte falder, efter at hovedpersonen med de bare næver har rettet en bule ud i en varevogn.

"What are you? Bionic?" spørger bilens lamslåede ejer. Zohan misforstår, og svarer med sin tykke israelske accent: "No, no, I only like the girls."

Som Fafner påpeger, er den førnævnte unge palæstinensiske kvinde desuden den eneste figur, man for alvor fatter sympati for. En fornuftens stemme i et absurd-kulørt univers.

På fælles ferie

Endelig kunne man sige, at filmens tilblivelse i sig selv er en lille solstrålehistorie, da arabiske skuespillere medvirker side om side med jødiske (flere af filmens israelske bifigurer spilles af israelere, som da også rammer deres folks herostratisk berømte bryske attitude på kornet).

En af dem, ægyptiskfødte Sayed Badreya, har i interviews ikke lagt skjul på, at han var mere end en smule loren ved at medvirke i en film, hvis hovedrolleindehaver er kendt for sin støtte til forskellige jødiske organisationer. At Badreyas datter er stor fan af Sandler var en vigtig faktor i beslutningen, og under filmoptagelserne var ophedede diskussioner ingen sjældenhed, fortæller han.

Men lidt efter lidt må paraderne alligevel være blevet sænket, for da filmen var i kassen, drog skuespillerne i samlet flok til Las Vegas.

Don't Mess With the Zohan har dansk premiere den 22. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu