At leve og dø i Australien

På forsiden af smudsomslaget på Peter Temples Den knuste kyst er avisen The Times citeret for at kalde Temple en af vor tids allerbedste krimiforfattere.

Smudsomslaget og romanens øvrige 'udseende' skal vi nok komme til, men lad os indledningsvis stille os op i rækken af begejstrede læsere - så vidt som det overhovedet giver mening, da vi blot har stiftet bekendtskab et enkelt af den 62-årige australske forfatters værker, nemlig dette, Den knuste kyst, Temples første på dansk og i øvrigt modtager af verdens fornemmeste kriminalromanpris, The Gold Dagger, i 2007.

Hovedpersonen er kriminalbetjent Joe Cashin, der efter at være kommet slemt til skade både fysisk og psykisk i jobbet er blevet udstationeret i den lille flække Port Monro ved den australske sydkyst, hvor han voksede op og nu kan få lov at nyde Maria Callas' stemme, Joe Conrads romaner og en lille en til halsen uden at blive forstyrret.

En dag findes egnens rigmand myrdet, og så er freden forbi. Tre aboriginals mistænkes, hvilket får racespændingerne i Port Monro til at dukke op til overfladen. Bedre bliver det ikke, da en anholdelsesaktion går helt galt, og cheferne i Melbourne beordrer Cashin til at lægge låg på efterforskningen.

Cashin, der selv har aboriginalblod i årene, er imidlertid ikke tilfreds, og han går derfor på jagt efter sandheden i, hvad der viser sig at være en dyster, brutal og kompliceret sag med tråde, der fører opad i egnens sociale hierarki.

Litterær nerve

For så vidt er plottet ganske enkelt, men Temple giver sig tid til at skildre både Cashins plagede fortid, hans betændte familieforhold og ikke mindst det voldelige og splittede Australien, der er romanens virkelige hovedperson.

Den knuste kysts helt store styrke er imidlertid romanens litterære nerve, der slanger sig efter Temples besnærende dramaturgi og dirrer i takt med sprogets lakoniske rytme - som her, hvor også Søren Vinterbergs fremragende oversættelse fanger forfatterens vellykkede forsøg på at få tonen til at afspejle landskabet og Cashins stemning:

"Et lavt stengærde stod og hældede, nogle sten lå løse. Snart ville det falde sammen og ormene blive afsløret."

Eneste anke er således det glatte smudsomslag og det grove papir, romanen er trykt på. Tilsammen får det Den knuste knust til at minde om de kulørte spændingsromaner fra Union og Lademann, min morfar altid sagde, at han havde glemt at afbestille.

Vil man placeres på reolen med seriøs litteratur - og det vil krimierne jo så gerne, selv om kun enkelte, deriblandt denne, fortjener det - bør man i det mindste bruge energi og tid på at trække i klæder, man ikke behøver at skamme sig over.

Det kan der ændres på i næste bind i serien om Joe Cashin, som vi får på dansk til næste forår.