Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mænd og mærkevarer

Fra serie til film. Spillefilmen 'Sex and the City' er loyal overfor sine fans og holder tonen, stilen og tempoet fra tv-serien
Konventionelle værdier. Serien og nu filmen er blevet hypet som banebrydende frækhed i en nypuritansk tid - set fra et fansk perspektiv er det svært at få øje på. Men det er god pop.

Konventionelle værdier. Serien og nu filmen er blevet hypet som banebrydende frækhed i en nypuritansk tid - set fra et fansk perspektiv er det svært at få øje på. Men det er god pop.

Craig Blankenhorn

Kultur
6. juni 2008

Woody Allens Manhattan fra 1979 har ikke levet forgæves. Jeg genså den dagen efter pressekørslen på Sex and the City, og det er slående som tonen, humoren, temaerne og - ikke mindst - betagelsen af New York er på linje med hinanden i de to film.

Men selvfølgelig er der også store forskelle. Blandt de mere åbenlyse er, at det ikke er en mand, men fire kvinder - fire veninder - som har hovedrollerne i Sex and the City. Hvor de smarte i Manhattan namedropper forfattere og intellektuelle, så drejer det sig i Sex and the City om at namedroppe - og gerne iføre sig - alle de store designernavne. Visuelt og stilistisk afspejler den sort/hvide, slentrende Manhattan sin tid og tidsånd, mens den kulørte, reklamelækre og tjept klippede Sex and the City afspejler sin samtid. Men rappe i replikken, fuld af frække ord og med fokus på kærlighed, neuroser og kampen for at være 'med på beatet' - det er kendetegn ved begge film.

Chick-lit

Biografversionen af Sex and the City er baseret på den meget populære tv-serie, som kørte i seks sæsoner fra 1998-2004 - og var inspireret af Candace Bushnells chick-lit bestseller fra 1996. Bag tv-serien stod producent Darren Star - der også har blandt andet Beverly Hills 90210 og Melrose Place på samvittigheden - og forfatter, instruktør og medproducent (og tidligere standup-komiker) Michael Patrick King. De to er også de centrale drivkræfter bag spillefilmen, ligesom skuespillerne er de samme - både de fire hovedroller, Sarah Jessica Parker, Kristin Davis, Cynthia Nixon og Kim Cattrall, samt en række biroller.

Og her er vi så nået frem til det centrale spørgsmål, som naturligt må være omdrejningspunktet, når biografafkommet efter en vellykket tv-serie skal anmeldes: Kan filmen det samme, som serien kan?

Svaret er i store træk ja.

Designtyper

"År efter år kommer 20-årige piger til New York i søgen efter de to m'er: Mænd og mærkevarer."

Sådan indleder hovedpersonen Carrie Bradshaw i en voice over filmen. Dermed er kortene lagt på bordet. Det her drejer sig om romantik og livsstil - på den underholdende måde.

Hvis nogen vil anklage Sex and the City for at behandle emnet kvindeidentitet på en overfladisk og poppet facon, så må svaret være: 'Ja, og..?'

For filmen har - ligesom tv-serien - nogle klare kvaliteter. Den giver sig aldrig ud for at være mere, end den er. Den lover underholdning, humor og selvironi med et tvist af sentimentalitet og kærlighedssmerte - og den holder, hvad den lover. Og så er dens livsbekræftende budskab, at det kan være både sejt, sjovt, frækt og sexet at være single og over 40.

De fire hovedpersoner er 'designet', så de repræsenterer hver sin type og dermed skaber forskellige identifikationsmuligheder. Samtidig med at deres (garde)rober og - ikke mindst - sko- og håndtaske-lager sender drømmene på fri flugt.

En styrke ved såvel film som serie er fortællesynsvinklen. Carrie er på en gang fortæller og hovedperson, den involverede og den alvidende; det giver mange muligheder for at variere fortælleformen, arbejde med flash-backs, parallelhandlinger og forskydninger i tid og sted. Hendes kommentarer på lydsporet guider os gennem historien, tolker, lægger humoristiske vinkler og stiller spørgsmål - alt sammen noget, der skaber dynamik i fortællingen.

Men når det er sagt, skal det også nævnes, at det er godt, at filmen ikke varer et minut mere, end den gør. Efter det, der svarer til 5-6 afsnit i rap, var mit mætningspunkt i hvert fald nået.

Selvom det er sjovt at være i selskab med de fire New Yorker-sild og alle deres mænd, så har filmen en tendens til at svælge en anelse mere i sentimentalitet end serien gør - og det er skiftende, om det fungerer og vitterligt er rørende eller blot virker plat eller kvalmt.

Konventionelle værdier

Filmens påstand om, at de fire kvinder nu vender tilbage i ny og mere moden udgave er i øvrigt noget af en tilsnigelse. For mig at se lever de i nøjagtig samme univers af tøse-hvin, bryllupsdrømmerier og designfetichisme som i tv-serien.

Der er en tendens til, at tv-serien og nu spillefilmen Sex and the City bliver hypet som et banebrydende fænomen, et nybrud af frækhed og kvindefrigørelse i en nypuritansk tid. Det er muligt, at der er mere nybrud over serien i amerikansk kontekst end herhjemme. For set fra et dansk perspektiv er det rimeligt overskueligt, hvor meget nybrud og frisind Sex and the City egentlig repræsenterer.

Bevares, der er da vovede scener, hvor vi ikke kun ser nøgne kvinder, men ligefrem nøgne mænd. Bortset fra det, taler og agerer filmens hovedpersoner dog, som moderne kvinder længe har talt og ageret - der er øjensynligt bare ikke andre mainstream-serier, som har haft mod til at gengive det (om end serier som Ally McBeal, der kørte i 1997-2002, har været godt derhenne ad.)

Selvom vi hører f-ordet og ser en tissemand, er det dybest set stadig nogle yderst traditionelle og konventionelle værdier omkring parforhold, kernefamilier og succes målt i materiel velstand, Sex and the City repræsenterer.

God underholdning

Filmens handling? Vi tager den korte version: Hvem går fra hvem (og hvordan?), hvem møder hvem (og hvordan?), og går de så fra hinanden igen? Der er ingen grund til at blæse Sex and the City op til mere, end den er - nemlig pop, når det er bedst. Det er en bedrift at skabe rigtig god underholdning, som det lykkes her for Michael Patrick King. Og det er en bedrift, at filmen er fuldkommen loyal over for sine fans og gennemført holder tonen, stilen og tempoet fra serien.

Inklusiv selvfølgelig de obligatoriske oneliners - som Samanthas kommentar, da Carrie skal giftes: "You know me, dear, I don't believe in marriage, I believe in botox."

Så skulle dét være på plads.

Sex and the City. Instruktion og manuskript: Michael Patrick King. Amerikansk. (En lang række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Og så er dens livsbekræftende budskab, at det kan være både sejt, sjovt, frækt og sexet at være single og over 40."

-Ja, hvis man vel og mærke ikke ligner en på over 40, og hvis man er ualmindelig velbeslået og bruger det meste af sin energi på at gøre sig seksuelt attraktiv og realisere et meget snævert (og for de flestes vedkommende uopnåeligt) ideal om kvindelighed og begreb om hvad, der er "sejt" og "sexet". Samt selvfølgelig konstant leder efter Manden, og dermed altså søger en udgang på den singletilværelse, der i følge filmens logik blot er en venten, der kan forsødes og måske forkortes via luksusforbrug. (for så sejt og sjovt er det åbentbart heller ikke at være single)

Altså et traditionelt eventyr eller en ny form for produktreklame og reproducering af forbrugsbestemte identitetskategorier. Med andre ord et kultur- , konventions-, og konsumbekræftende budskab snarer end et "livsbekræftende"

Ikke at der er noget galt med underholdning eller humor, men her synes budskabet at være " underhold dig med shopping og skønhedsprodukter og grin afvæbende af dig selv og dine forsøg på at realisere konsumkulturens vådeste drøm (som sexobjekt og/eller storforbruger)

http://politiken.dk/indland/article499155.ece

http://www.rettighedsportalen.dk/?p=90

http://torrentfreak.com/louis-vuitton-sues-darfur-fundraiser-for-copyrig...

Bare lige som en lille apropos til når I går ind og ser den her film --- med dens mærkevaretasker... Og så vidt jeg har er der ikke noget i Danmark som hedder copyright infringement. Vi har en ophavsretslov, intet andet.

Min personlige holdning er at Louis Vuitton's opførsel i denne sag intet mindre end en skandale er. Og med det mener jeg at jeg er ganske sikker på (uden dog helt at vide det) at Louis Vuitton får lavet sine tasker i udlandet af arbejdere som slet slet ikke får nær betaling nok og som sikkert også arbejder under kummerlige forhold....

Og hovedpointen i Plesners Darfurbillede er jo, at medierne er mere optaget af Paris Hilton end af folkedrabet i Darfur. Pointen med at lægge denne kommentar her er ganske enkelt en opfordring til boykot af køb af alt Louis Vuitton materiale --- og så evt. at give de 5.000 kr. eller de 50.000 kr. som man ville have givet til Vuitton til Nadia Plesners projekt. Eller et andet projekt f.eks. Røde Kors mm.

Og for lige (trods alt) at sige noget om selve artiklen:

Min personlige holdninger er også den, at jeg aldeles ikke kan se, hvordan det at kvinder bruger 'botox' (som faktisk er GIFT) for at se yngre ud er et led i kvinde-frigørelse. For mig at se handler det at bruge botox mere om drømmen om evig ungdom - og om at kvinder i vores kultur skal være konkurrence-dygtige på et kødmarked som handler om at kunne tiltrække de bedste hanner (for nu at sige det på den måde). Det handler altså om at kvinder skal gøre sig lækre for mænd ved hjælp af botox og mærkevaretøj; og at man (eller kvind?) altid kan købe sig et Manolo Blahnik sko - mens man venter på Manden i Mit Liv...

Der er en alen til forskel fra Woody Allens neurotiske filmgenre til det menstruationsfikserede og powershoppede kællinger i Sex and the City.

Er I ved at blive splitravende vanvittige allesammen?

@Marie Løntoft: Lige på, ku' ikke have sagt det bedre selv

Det er fiktion, for fuck's sake! Hvor mange mænd har sidst set en film, hvor hovedpersonen levede et liv der mindede bare tilnærmelsesvist om deres eget?

@Erik B. Det forargerlige er ikke filmen selv, men at en række anmeldere kan kalde sådan en triviel new york-fetichistisk product placement "livsbekræftende" og endda tillægge den emancipatorisk potentiale. Hvor mange talte om "shopping" i stedet for "indkøb" som en fritidsaktivitet i sig selv, før den serie blev sendt?

Og i øvrigt: Hvorfor hedder det "single" og ikke det, det er: enlig? (ikke at der er noget galt i at være alene).

Henrik:
Jeg kender kun bemeldte TV-serie af omtale, men jeg tror jeg har en rimelig idé om, hvordan den ser ud. Det er lidt ligesom en ekstra lang reklamefilm for high life-brands?

Well, een af de stik, som Kåre Fogh så vidt jeg kan overskue, tog hjem i marathontråden om feminisme, var vist at kvinder er voldsomt tiltrukket af materiel velstand, uanset hvad grunden så er. Så i den forstand kan man se Sex & the City som en pornofilm for kvinder, hvilket bekræftes af reaktionen hos publikum.

Og der findes vel næppe noget mere livsbekræftende en pornofilm, vel?

@ Erik: Ja, porno, det er noget vi alle kan samles om! :-)

PS God pointe Kåre Fogh der havde - jeg må snart tage en dag fri for at læse den tråd...

@ Erik: Ja, porno, det er noget vi alle kan samles om! :-)

PS God pointe Kåre Fogh der havde - jeg må snart tage en dag fri for at læse den tråd...