Læsetid 3.4 min.

Musik med højt til loftet

Britiske Paul Weller udsender karrierens mest eksperimenterende og tilmed måske bedste album, og den amerikanske gruppe Fleet Foxes udsender én af årets mest bemærkelsesværdige debutskiver
Paul Weller, der netop har rundet de 50 år, har lavet et overraskende vitalt og vidtfavnende nyt album.

Paul Weller, der netop har rundet de 50 år, har lavet et overraskende vitalt og vidtfavnende nyt album.

26. juni 2008

Berømmelsen kan godt være sur røv, hvis ens fanbase insisterer på, at den hviler på nogle bestemte præmisser, hvorfra afvigelser kun dårligt tolereres. Det fik den gode Paul Weller at føle, da han i 1982 opløste det hårdtslående og über-populære neomod-band The Jam og i stedet dannede den langt mere både soulede og eksperimenterende duo The Style Council, som generelt fik en hård medfart af såvel kritikere som et publikum, der i et væk begræd The Jams bortgang. Årene har nu vist sig at være gode ved mange af denne særegne gruppes bestræbelser, og spørgsmålet er, om den er ved at være klar til at blive genopdaget af yngre, mindre forudindtagede ører? Men efter at have kørt den helt ud til kanten med Style Council opløste Weller duoen ved indgangen til 90'erne og har siden kørt et konsistent, men ikke synderligt udfarende eller udfordrende sololøb. En bekendt betegnede engang Wellers soloindsatser som "mut engelsk rocksoul", og rigtigt er det, at der kan være noget sammenbidt over såvel hans person som hans udtryk. Ikke desto mindre skænkede han os erindringsmesterværket Stanley Road i 1995, som burde stå i mindst hvert andet hjem - og 1997's Heavy Soul må i hvert fald mindst betegnes som overskudsagtig. Men det seneste årti har ikke været så ophidsende på den front, og der har været en tendens til at anbringe Weller i kassen med påskriften 'Forhenværende'.

Men ikke længere - Weller (der blev 50 i maj) overrasker her og nu med det overvældende vitale, vidtfavnende og voluptuøse 22 Dreams, et lille mesterværk, der endnu en gang afslører, at it ain't over 'till the fat lady sings, som de siger over there. Ikke færre end 21 skæringer disker han op med, og de udviser en stilistisk bredde, der tangerer det åndeløse i kompositorisk dristighed, arrangementernes konsekvente opfindsomhed og en produktion, der både besidder dybde og bredde - men hvor der også er rigtig højt til loftet. Man kan måske kalde 22 Dreams for Wellers bud på noget à la The Beatles' White Album (1968), dvs. et eksperimentarium, hvor kun fantasien sætter grænser. Alt sammen kanaliseret ud i en spraglet, episk og fængende (og lettere udmattende) sangcyklus, der samler stort set alle Wellers divergerende indflydelser til et ambitiøst, om end også fuldstændig forstyrret hele.

Ud på det dybe vand

Hvis 22 Dreams minder om andet i Wellers enorme oeuvre, må det være hhv. Style Councils svanesang, det i sin tid så forkætrede Confessions of a Pop Group (1988) - som godt nok også lyder som kommercielt selvmord, men det er nu engang sådan, kultplader bliver til - samt ikke mindst det pastoralt farvede, førnævnte Heavy Soul fra soloårene, hvis instrumentering og produktion begge er herligt eksperimenterende. En stor del af æren for den soniske friskhed, der hviler over albummet her, må nok tilfalde producer Simon Dine; det er med garanti ham, der er skyld i den udstrakte brug af loops, samples og de mange forlokkende dronende klange, som pladen myldrer med. Men det er først og fremmest Wellers kompositoriske spændvidde, der gør dette 69 minutter lange og stilistisk set nærmest skizofrene (fra Curtis Mayfield og Nick Drake over Alice Coltrane, Sun Ra og Velvet Underground til Debussy og Ravel, mindst!) udspil - det kan såmænd minde lidt om gastronomiens store kolde bord - til sådan et studie i både dagdrømmeri og frygtløs realisme (han går lige til vaflerne med frygtindgydende ærlighed i tekster om f.eks. at være midaldrende eller frygten for ikke at slå til som far).

Her veksles rask væk mellem perfekt skrevne sange og drømmende instrumentalpassager (inspireret af udsigten fra hans landlige hjemmestudie), her ligger eksotiske skrammelsymfonier side om side med elektroniske udladninger, og det eneste, der er stensikkert hele pladen igennem, er, at man som lytter på intet tidspunkt kan føle sig sikker på noget som helst. Det er simpelthen ikke til at vide, hvad der venter om næste vejsving - og hvor er det dog både befriende og forbløffende. Pludselig synes man at forstå den Paul Weller, der gladeligt stiller op som studiemusiker for mere uberegnelige kollegaer som Robert Wyatt og Graham Coxon, men samtidig giver plads til gæsteoptrædener for en så forbenet traditionalist som Noel Gallagher. Det er intet mindre end en præstation af rang, det her, og det er både en glæde og fornøjelse at byde denne Paul Weller tilbage på overraskelsernes holdeplads, thi det klæder nu sådan en halvgammel dreng at bevæge sig ud på det dybe vand - på et meget tyndt islag, tilmed. At påstå her er højt til loftet tangerer underdrivelsen -

Uanstrengt skønhed

Som jeg var inde på i min anmeldelse af Spiritualizeds comebackplade, Songs in A & E, for et par uger siden, har den psykedeliske musik aldrig fulgt resten af ungdomsoprørets eksempel og er i gået i sig selv. Tværtimod trives den og manifesterer sig med jævne mellemrum - senest således på den superbe debutskive fra Seattle-kvartetten Fleet Foxes. Her finder man det dovent dronende, den skæve harmoniforståelse og de uventede stilsving, der karakteriserer så megen psychedelia. Læg dertil noget af det mest udsøgte vokalarbejde på denne side af The Zombies og The Beach Boys (i denne gruppes uforlignelige psykedeliske fase), et jordrystende sangskrivningspotentiale og et både habilt og afvekslende instrumentalt håndelag, og selv den mest tykpandede vil forstå, at dette er en debut langt ud over det sædvanlige. Personligt har jeg råspillet den, siden et promoeksemplar landede på mit bord, og jeg er hverken helt eller halvt færdig med den. Og det trods en spilletid på kun lige knap 35 minutter; hvilket kun atter engang sætter nutidens maratonlange udgivelser i perspektiv; get in there, get the job done, get out! (Dét sagde hun så også i går).

Det er først og fremmest skønheden, der såvel prises som søges, men med en truende understrøm; idyllen får aldrig lov til at tage overhånd, selvom smukt - det er det sgu. Så det løber én både koldt og varmt ned ad ryggen. Vi taler neohippier her, på alle måder - og de tillader sig da også at drømme. Uden at miste jordforbindelsen. Men det er de storslåede vokalharmonier - fire til fem flot sammenknyttede mandestemmer - som tager trumfen her. Det er så godt, at det er lige til at blive religiøs af! Kan simpelthen ikke mindes, hvornår en debutplade i den grad har taget benene på mig, dens fejende flotte og åbenbart så uanstrengte skønhed, majestætisk og rummelig på den ene side, intenst og tæt på den anden, truer med at gøre mig til et bedre menneske. Hjælp.

Med psykedelisk pop badet i katedrallignende rumklang er det sgu næsten ikke til at komme af med gåsehuden igen. Og selvom vi kun er halvvejs inde i musikåret, er der alle tegn i sol og måne på, at vi her har med et af årets absolut bedste album at gøre. De må meget have mig undskyldt, men det er netop et band som Fleet Foxes, der gør det så svært helt at slippe denne her forbandede branche. 12.000 gange bedre end lykkepiller, ja, gudeskøn, simpelthen!

Paul Weller: 22 Dreams (Island/Universal) Udkommer mandag

Fleet Foxes: Fleet Foxes (Bella Union/ Bonnier-Amigo) Er udkommet

Fleet Foxes kan opleves til Beatday08, Københavns Nordhavn søndag d. 10. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu