Findes ondskaben? Spørgsmålet synes ikke længere vigtigt at filosofere over, efter man har læst sudaneseren Daoud Haris beretning om at overleve og bevare forstanden i Darfur, hvor et 'folkemord i slowmotion' fortsætter på femte år. Krigen kommer tidligt ind i Daoud Haris liv, da han som trettenårig bliver sat ind på førersædet i en hærleders bil. Drengen skal tolke for ham på hans jagt efter de oprørere, der kommer fra Daoud Haris egen landsby. Men oprørerne er ikke langt væk, og pludselig eksploderer lastbilerne "i skyer af støv og blod," skriver Daoud, der redder livet. Flere år senere, i 2003, slår konflikten mellem landsbyboerne og regeringshæren ud i lys lue. Regeringstropper og de frygtede Janjaweed-militser benytter sig af den brændte jords taktik og fordriver befolkningen ved at plyndre og brænde landsbyer, skyde mændene og voldtage kvinder og småpiger.
Hyrden bliver tolk
Daoud Hari's landsby bliver udslettet, hans bror bliver dræbt, og han flygter med resten af familien til Tchad. Daoud Hari taler engelsk, og han vil hjælpe sit folk, så i stedet for at blive i flygtningelejren sætter han livet på spil som tolk og guide for udenlandske journalister, der vil rapportere direkte fra krigen.
Daoud taler direkte til læseren, der konstrueres som en vesterlænding i et moderne fredeligt samfund. Og hurtigt forstår man, at det er meget godt ramt. "Prøv at forestille dig,..." skriver Daoud gentagne gange, og med et naivt, underspillet og nærmest forenklet sprog lykkes det at formidle krigens grusomhed. Kvinden, der hænger sig i et træ i ørkenen, fordi hun ikke kan bære at se sine tre børn dø af tørst. Historien om manden, der tvinges til at se sin fireårige datter dø langsomt, spiddet på bajonetten af en dansende soldats gevær. "Denne mand havde set rendyrket ondskab," skriver Daoud, "og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med dette syn. Han vidste ikke længere, hvem han selv var."
Kunsten at leve i krig
Historierne fra Darfur overgår fantasien i grusomhed, men det er også en menneskelig beretning om livsvilje, venskab, snarrådighed og mod. Det er ulovligt for flygtninge i Tchad at arbejde i flygtningelejrene, men gode venner i Tchads ministerier hjælper Daoud ved at flytte hans sag nederst i papirbunken.
Sudans regeringssoldater er på udkig efter ham, og hver dag, hver time, ringer han til oprørsgrupperne for at høre, hvor der er sikkert at køre hen med journalisterne. Men oprørsgrupper skifter ofte side, og hans falske identitetspapirer er ikke meget værd i et stammesamfund, hvor alle kender alle. Nogle steder er historien så humoristisk og spændende fortalt, at man på trods af det alvorlige emne må indrømme, at man føler sig underholdt. Som da Daoud lakonisk og med sikker fornemmelse for suspense fortæller, hvordan en britisk journalist, Phillip Cox, redder ham fra at blive skudt af en oprørsgruppe, der passer dem op ude i ørkenen.
Gruppelederen er trist ved at skyde Daoud, fordi de kommer fra den samme zaghawastamme, men der er ingen vej udenom, og Daoud står til sidst med et gevær i tindingen. "De tror, at jeg er spion," siger Daoud til journalisten. "De har tænkt sig at skyde mig, så mit hoved bliver sprængt, så du må hellere flytte dig." Phillip Cox flytter sig dog ikke, men får "det der særlige udtryk i ansigtet, som briter får, når de føler sig forstyrrede af helt unødvendigt besvær. Han havde ikke tænkt sig bare at stå og se til, mens han mistede en dygtig tolk." Det er ikke skamfuldt, at grine i elendigheden, det er livsvigtigt, skriver Daoud, for "ellers mister hjertet ganske enkelt den livsglæde, der holder det i gang." Den erfaring bruger han også, når han skal få sine hawalyer (hvide journalister, red) til at blive ved med at arbejde, selvom de græder og må på hospitalet i flere dage, for at komme sig over det, de har set.
Venskaber
Til sidst slipper heldet dog op og efter grov tortur og trusler om henrettelse i et sudanesisk fængsel, hjælper de mange journalistvenner fra Vesten Daoud Hari til USA.
Men ondskaben er stadig et hverdagsfænomen. Ligeså konkret den er, ligeså uhåndterlig bliver den. "Hvis Gud brækker dit ben, lærer han dig i det mindste at halte - såden lyder en afrikansk talemåde. Denne bog er min personlige halten," skriver Daoud Hari, der stadig ikke kan sove om natten.
Om Darfurs befolkning kan vende tilbage til deres landsbyer er afgørende for, om folkemord kan betale sig, og derfor skal Vesten gribe ind, mener Daoud, der faktisk ikke har skrevet bogen selv. Han har fortalt sin historie til to journalister, Dennis Michael Burke og Megan M. Mckenna. Er det snyd? Langt fra! Selvfølgelig har de finpudset fortællerstemmen, og det er lykkedes dem at ordne historien i en klassisk spændingskurve, så man åndeløst læser bogen i ét træk. Men de formår, at bevare Daoud Haris mundtlige autentiske stemme og simple handlingsmættede sprog.
