Læsetid: 4 min.

Den oprigtige vismand

Tidligere overvismand Anders Ølgaard, der blev en af velfærdsstatens førende økonomer, fortæller i en velskrevet selvbiografi om, hvordan nationaløkonomien gennem 60'erne og 70'erne blev et debatemne de mange kunne deltage i
Pensionisten. Anders Ølgaard som emeritus, der nu i en alder af 80 år har skrevet en selvbiografi om sin plads i den moderne velfærdshistorie.

Pensionisten. Anders Ølgaard som emeritus, der nu i en alder af 80 år har skrevet en selvbiografi om sin plads i den moderne velfærdshistorie.

Michael Daugaard

28. juni 2008

For enhver, der interesserer sig for samfundsøkonomi burde en præsentation af fænomenet 'Anders Ølgaard' være overflødig, idet han er den økonomiske vismand, som til dato bedst har evnet at brænde igennem på fjernsyn. Han kunne med sin rungende stemme og altid smittende latter forklare selv indviklede nationaløkonomiske sammenhænge, så man i hvert fald for et øjeblik troede, at man havde forstået dem.

Ølgaard har nu rundet de 80 år og har taget sig tid til at skrive en selvbiografi. Den giver et sammenhængende billede af de samfundsopgaver, som Ølgaard igennem årene har påtaget sig - og det er ikke få.

Vi følger Ølgaard (født i 1926) fra barndoms- og ungdomsårene i Aabenraa. De var præget af modsætningsforholdet til det tyske mindretal ikke mindst i årene op til og under den tyske besættelse. Disse erfaringer ligger bag Ølgaards helt aktuelle kommentar til integrationsdebatten: Det multikulturelle samfund er kommet for at blive, hvilket alle parter må lære at respektere. Det kan tage lang tid, før det lykkes, hvilket i særlig grad forpligter flertallet!

Økonomien som skæbne

Ølgaards faglige virke har i alle årene ligget i krydsfeltet mellem økonomi, jura og politik. Han startede med at læse jura; men som en reaktion på retsopgørets vilkårlighed efter krigen 'blev min tro på, at juraen kunne skaffe retfærdighed rokket. Det var nok snarere økonomerne, der kunne bidrage til en bedre verden'. Ølgaard skiftede i hvert fald studium, hvorved økonomi blev hans faglige skæbne. Vi følger hans færden på polit-studiet, med efterfølgende beskæftigelse først i Det økonomiske Sekretariat med Viggo Kampmann (og senere Erik Ib Schmidt) som inspirerende chefer. Ølgaard blev en pioner på Slotsholmen ved at medvirke til, at analyser af dansk økonomi blev baseret på nationalregnskabstal. Det var banebrydende. Så ikke overraskende blev der hurtigt kaldt på ham fra Københavns Universitet. Ølgård blev her professor i 1962 og forsvarede sin disputats om økonomisk vækst med succes i 1966. Økonomisk Institut forblev hans hjemmebane helt frem til pensioneringen som 70 årig i 1996.

Folkelig økonom

Læseren gives i en række velskrevne kapitler en førstehåndsberetning om 'livets gang på økonomisk institut' igennem mere end 30 år. Her har to fløje især præget udviklingen: karriere-fløjen, der primært så studiet som en fødelinje for centraladministrationens embedsmænd og elite-fløjen, der prioriterede den internationale forskning højest. I denne fløj-krig spillede Ølgaard ikke mindst som institutbestyrer 1985-93 en væsentlig rolle. Han sikrede herigennem, at studiets indhold ikke blev mere højttravende, end det fortsat kunne danne afsæt for en embedsmandskarriere, mens konkurrencen om studenterne fra statskundskab blev i stigende grad følelig.

Det var dog Ølgaards udadvendte aktiviteter, der gjorde ham til en i offentligheden kendt person. I 1970 blev han formand for Det økonomiske Råd i folkemunde kaldet vismændene. Uanset at nationaløkonomi aldrig har solgt billetter; så lykkedes det Ølgaard at give funktionen som 'ærkevismand' et folkeligt islæt, der ikke er set siden. Det økonomiske Råd var blevet oprettet tilbage i 1962 i et forsøg på at 'skabe dialog' mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen - en form for trepartsforhandlinger ledet af et triumvirat af økonomer med overvismanden i spidsen.

Åbenmundet

De tidligere vismænd havde kun haft en beskeden succes om overhovedet, idet inflation og betalingsbalanceunderskud havde været stødt stigende op gennem 1960'erne, ligesom politikerne syntes ganske ubekymret at fortsætte ekspansionen af den offentlige sektor. Ølgaards idé var, at der burde sættes tal på størrelsen af de økonomiske indgreb, der skulle til for at genoprette balancen i dansk økonomi. Ville rådets medlemmer ikke lytte, så skulle de i hvert fald høre, hvor meget finanspolitikken skulle strammes, som en konsekvens af den stigende ubalance. Her var Ølgaard i faglig front.

I et tæt samarbejde med sekretariatets yngre medarbejdere blev der udviklet et nyt analyseredskab - en makroøkonometrisk model med det sigende navn SMEC (der udtales 'smæk'). Nu kunne der sættes tal på, hvor mange arbejdspladser f.eks. én procent højere inflation ville koste. Disse kvantitative sammenhænge var med til at løfte det økonomisk- politiske debatniveau både ved møderne i Det økonomiske Råd, men også mere bredt, hvilket Ølgaards optræden i fjernsynet var stærkt medvirkede til.

Biografien giver i det hele taget et glimrende billede af Ølgaard som en flerarmet blæksprutte i sine roller som økonomisk rådgiver i mange og ofte vidt forskellige sammenhænge. Inden han blev vismand, var det regeringerne i Kuwait og Malaysia samt Færø-udvalget, der fik gode råd. Som vismand måtte han droppe sine øvrige 'udendørs' aktiviteter, idet vismandsinstitutionens uafhængighed ikke måtte kunne drages i tvivl.

Men næppe var opgaven som vismand afsluttet før der atter blev kaldt på Ølgaards ekspertise og uhildethed i en stribe udvalg, kommissioner og bestyrelser (i den finansielle sektor). Skulle det hænde, at han ikke direkte blev spurgt til råds, var han ikke sen til at skrive endnu en kronik (eller to) om emner, der lå ham på sinde.

Ølgaard har således skrevet en meget personlig samtidshistorie. Læseren gives mulighed for med ham som guide at kikke ind i nogle af samfundets mest magtfulde institutioner: Københavns Universitet, Slotsholmen, Det økonomiske Råd og Danske Bank.

Heldigvis er Ølgaard i gennem hele biografien befriende uimponeret af 'kors, bånd og stjerner', så han lægger ikke skjul på sympatier og antipatier, hvorfor en mere dækkende titel efter min mening ville have været - 'den oprigtige vismand'.

Jesper Jespersen er professor, Roskilde Universitetscenter, tidligere fuldmægtig i Det økonomiske Råds sekretariat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu