Læsetid: 4 min.

På flugt fra P3-effekten

Mens Spot-festivalens udbud af dansk undergrund ikke er særligt ophidsende, er der god spændvidde og kvalitet blandt de udenlandske kunstnere
7. juni 2008

Spot-festivalen i Århus kritiseres hvert år for at være reaktionær. For at vælge alt for etablerede kunstnere til en festival, der skal forestille at præsentere det uopdagede, det uopdyrkede, det stadigt sprøde og uspolerede talent. Den slags kritik kan være enormt trættende i sin sub-jektivitet. Der vil altid være nogle, der er utilfredse, men i år må en ellers traditionelt begejstret anmelder give kritikerne ret. I hvert fald på den danske front. P3's indflydelse på det danske musikmarked har nu nået Spot-festival.

Det har ellers været forfriskende, hvor uinteresseret festivalen hidtil har været i P3-kunstnerne og den musik, der lige har fået en gang fernis, inden den sendes ud i æteren.

Men det skriger formiddagsflade og sygeligt veloplagte værter, når dette års program indeholder navne som Aura, The Storm, Thomas Buttenschön og Szhirley. Helt givet: Det er ikke den bedste indstilling at gå til Spot med, at man faktisk hellere ville have været til Vesterbro Festival i København, men hvad nu hvis man bruger sin frustration proaktivt? Således nyinspireret opsøges de udenlandske kunstnere. Her må man da kunne undgå P3-effekt og få musikalske overraskelser.

Svajer foruroligende

Forsangeren i belgiske The Tellers har tydeligvis drukket sig mod til før bandets koncert i Musikhusets sal kaldet Filuren. Snøvlende gentager han, hvad hans kollega på guitaren netop har sagt, og han svajer foruroligende og spjætter rundt med de lange lemmer, når der er en pause i musikken. Men så snart han bevæger sig hen mod mikrofonen, allokeres alle spjættene til hans stemme, og han giver en ellers hørt-før-four-piece-danserock-oplevelse lidt mere kant.

Pludselig forsvinder den første åh-nej-ikke-endnu-et-arctic-monkeys-band-træthed, og The Tellers begynder at lyde mere som en dansabel version af tidlig britisk punk. Med tilhørende overraskende breaks og melodiøse og dog larmende omkvæd. Kvartetten er egentlig en duo bestående af akustisk guitar og trommer, men live kommer der lidt strøm på. Til denne anmelders egen overraskelse ville det have været endnu mere interessant bare at høre den akustiske duo.

Måske er det den unødvendige strøm, der leder folk fra Filuren og ind i Musik-husets rytmiske sal, hvor DAAU (Die anarchistische abendunterhaltung) spiller uden ledninger. På kontrabas, cello, klarinet, harmonika og trommer. I fusion. Men ikke på den fremmedgørende jazzede konservatorie-facon. Nej, DAAU trækker sit publikum med ind i deres dystre og inciterende fest. Som cellistens pandehår, der dækker hele hans ansigt, fordi han bøjer sig trance-agtigt ned over sit instruments strenge, således hypnotiseres et ungt publikum, der ellers normalt skal stimuleres af syng-med-vokal og guitarrundgange.

Sødmefuld chanson

Benelux er også leveringsdygtig i følsom singer-songwriter. Hollandske Lucky Fonz III lever først og fremmest på sin adorable charme. Hans meget traditionelle amerikansk-inspirerede musik bliver en smule mere interessant i mellemspillene, når han smiler til publikum og fortæller små anekdoter. Og de lytter og tysser, når nogen snakker hen over den sødmefulde chanson. Tysser så meget, at Lucky Fonnz III selv spørger: "Nu er det vel ikke mig i tysser på, vel?" Og så griner publikum igen. Det et tydeligt, at han ikke trives lige så godt i den andægtige stemning i Musikhusets lille sal, som han ville på en lille scene, hvorfra han kunne se sit publikum i øjnene. Det er dér, han gerne vil møde dem.

Franske Soko virker derimod til slet ikke at ønske at møde sit publikum. Folk begynder allerede 21.30 at vandre mod Rytmisk Sal, hvor hun er programsat til 22.00. Og efterhånden har der samlet sig en imponerende stor masse uden for dørene, men de må vente. Først 22.25 lukkes dørene op. En arrogance, der selvfølgelig virker meget fransk, men også noget malplaceret. Men publikum har ikke noget imod at vente. De er tværtimod helt fyldt med forventning. Så helt slap man ikke for P3-effekten, selvom man fokuserede på de udenlandske kunstnere denne åbningsaften.

Soko er De Sorte Spejderes værk. De opdagede hende på myspace og spillede så hendes "I'll kill her"-nummer, til man var helt ør i hovedet. Soko er den begejstret barnlige type, der løber frem og tilbage mellem keyboard, trommer, guitar og ukulele og spiller på dem som et barn, frejdigt og bekymringsfrit, mens hun med sin skrøbelige Bjørk-lignende vokal synger sange, der også er barnlige i deres udtryk, selvom teksterne ikke er det: "I think I'm pregnant, but I haven't had sex in three months with anybody but my own hands."

Sokos livsglæde og begejstring er smittende, og man mærker mundvigene løfte sig, men trods alt glæder man sig til, Soko har lidt flere års koncerterfaring, så hun opdager, når ledningen falder ud af hendes guitar. Hvis man kan lære den slags uden at miste den uspolerede forfriskende uskyldighed. Hvis ikke, så skal hun nok blive spillet endnu mere på P3.

The Tellers, DAAU, Lucky Fonz III, Soko, Spot-festival, Århus, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu