Læsetid: 4 min.

På forsiden af Rolling Stone

I slutningen af 60'erne fik rockfolket pludselig lov og lyst til at tale ud. En del af anstrengelserne kan læses i 'Rolling Stone Interviewene 1'
I slutningen af 60'erne fik rockfolket pludselig lov og lyst til at tale ud. En del af anstrengelserne kan læses i 'Rolling Stone Interviewene 1'
19. juni 2008

Helt frem til slutningen af 60'erne var det groft sagt kun politikere og erhvervsledere, der optrådte i såkaldte dybdeborende magasininterviews.

Undtagelsesvis dukkede et sportsikon, en Hollywoodlegende eller en respekteret kunstner op i Playboy, Esquire eller The New Yorker, hvis ellers signaturen havde format nok til at trumfe et sådant projekt igennem.

Deciderede rock'n'roll-stjerner var det svært at få øje på. Eller rettere, de var efterhånden alle steder bortset fra dér, hvor de kunne få lov at tale ud.

Det besluttede Rolling Stone at gøre noget ved, da det blev stiftet i 1967. Inspireret af specielt The Paris Review, der i deres interview førte - og stadig fører - læseren ind i forfatterens arbejdsproces, besluttede magasinet sig for at give "rock & roll den samme grundige og seriøse behandling," som stifteren og den nuværende redaktør Jann Wenner udtrykker det i introduktionen til Rolling Stone Interviewene 1, der samler 16 af de mest interessante resultater fra perioden 1968 til 1984.

Ingen reportager

Fremgangsmåden er den samme over hele linjen i disse tekster: Tilbring så meget tid som muligt med offeret, kom så tæt på dem som muligt og lad dem eventuelt læse artiklen igennem og redigere i den, inden den bliver publiceret.

Denne ambition kunne naturligvis kun indfries, fordi Rolling Stone lynhurtigt etablerede sig som tidens hippe/hippie talerør; det var dem, der blev foreviget af Dr. Hook i "The Cover of The Rolling Stone" i 1973 - og det var hér, Modkulturens sangere og kunstnere med Wenners ord blev præsenteret "for en ny mulighed for at udtrykke, hvad de tænkte og gjorde, for at kommunikere med deres publikum på en direkte måde uden filtre".

Således brød Neil Young flere års tavshed i 1975 for at lade sig interviewe af Cameron Crowe. De to talte så længe - om Youngs karriere og problemer med at være stjerne - at Crowe løb tør for bånd, hvorefter Young lånte ham nogle kassetter med forskellige versioner af sine sange, som altså blev slettet.

Denne anekdote fremgår af Wenners introduktion og ikke af Crowes interview, der som alle de andre i samlingen er afviklet i en såkaldt spørgsmål & svar-form.

De store reportager som eksempelvis Hunter S. Thompsons Fear and Loathng in Las Vegas er der ikke fundet plads til i denne omgang, hvor vægten er lagt på samtalen mellem to, der tilsyneladende respekterer hinanden.

Beatles' sexorgier

Dette kommer specielt godt til udtryk i Wenners eget interview med John Lennon, der løber over 38 (bog-)sider. De to kendte hinanden fra et tidligere interview i samme magasin, og da Lennon i forbindelse med udsendelsen af sit første soloalbum, Plastic Ono Band (1970), valgte at fortælle sin version af bruddet med The Beatles, var det oplagt at lade Rolling Stone få historien.

Heri giver Lennon udtryk for, at det var Let it Be-filmen fra 1970, der var skyld i det endelige brud, men at han og George Harrison længe inden da var blevet trætte af at spille statister i Paul McCartneys karriere.

Lennon fortæller også, at han intet havde med "Yesterday" at gøre, at "Norwegian Wood" var et forsøg på at skrive om en affære, uden at hans kone skulle opdage det, samt at han anser sig selv for at være et geni, og at livet på landevejen med bandet var ét langt sexorgie krydret med LSD, alkohol og hash:

"Lige meget hvor vi tog hen, så var der altid helt vild gang i den; vi havde fire forskellige soveværelser (-) De kaldte dem ikke groupier dengang, de kaldte dem noget andet, og hvis vi ikke kunne få groupier, så tog vi ludere og det hele, hvad som helst."

Selvsmagende

Wenners interview med Lennon er et mønstereksempel på det gode magasininterview i den forstand, at det både siger noget om sin tid og om i dette tilfælde en unik kunstners sind, arbejdsutiner og talent. Musikerens ligefremhed vakte opsigt dengang, og 37 år efter er det stadig værd at læse.

Det samme er tilfældet med interviewene med Pete Townsend, Ray Charles, Brian Wilson, Joni Mitchell, Johnny Carson, George Lucas og, ja, hele molevitten i Rolling Stone Interviewene 1 bortset fra den forblændede Jonathan Cotts interview med den selvglade Oriana Fallaci samt Andy Warhols blot mildt underholdende gåtur med Truman Capote, der skal forklare Warhol, hvorfor han ikke orkede at skrive en artikel om Rolling Stones til Rolling Stone, som ellers havde sendt ham på turné med bandet ("mit problem i det her var, at især i journalistiske tekster - au reportage - er der nødt til at være et element af mystik for mig over det. Og problemet med mig med det her stykke var, at der ikke var noget mysterium").

I sit forord er Wenner en kende for selvhøjtidelig, når han skriver, at Rolling Stone-interviewet stadig er den mest intime, dybdeborende og indsigtsfulde samtale, der finder sted. Skulle vi ikke bare nøjes med at understrege, at Rolling Stone i hvert fald har gjort en forskel? Ikke mindst fordi det var på det rette sted på det rette tidspunkt, hvilket denne samling, der løfter sig til en moderne amerikansk kultur-historie, demonstrerer til fulde. Og jo, det er en dansk version vi sidder med, selv om det ikke er angivet, hvem der har oversat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu