Læsetid: 5 min.

Prismatisk portræt af ung mand spejlet i kvindeblikke

Prosa. Virginia Woolfs 'Jacobs værelse' kigger nygerrigt og forelsket ind i den unge mands rum og anklager diskret den krig, der efterlader det tomt
Virginia Woolfs 'Jacobs værelse' kigger nygerrigt og forelsket ind i den unge mands rum og anklager diskret den krig, der efterlader det tomt
5. juni 2008

Den danske oversættelse af Virginia Woolfs Jacob's Room havde længe stået i min reol og ventet.

Ikke fordi jeg havde glemt den, men fordi jeg havde gemt den. Til den hæsblæsende sæson med sine presserende, dagsaktuelle deadlines var ovre.

Helt præcis til den velsignede solskinsdag i maj, hvor jeg sad i toget på vej hjem fra Göteborg efter sæsonens sidste udenbys foredrag og for en gang skyld ikke skulle arbejde om kap med togets fart, men havde tid til at iagttage landskab og medpassagerer. Og Woolf gav mig lov til det, gav mig lov til at kigge op fra bogen og iagttage, for det er det, hendes tekst selv gør: iagttager landskaber og medpassagerer. Skildrer ét øjeblik ad gangen, med den dvælen og langsomhed, som jeg midt i effektivitetslivets rotteræs begærer mere end noget andet.

Jacobs værelser

"Det ser ud til, at en indgående, uhildet og fuldstændig redelig opfattelse af vores medmennesker er komplet ukendt."

Sådan står der ca halvvejs i den lille roman fra 1922, kendt for at være den bog hvor Woolf finder sin stemme. Det er på trods af umuligheden af at give et redeligt portræt af et medmenneske, at romanen alligevel forsøger at gøre det. Ved at give os en række øjebliksbilleder fra Jacobs liv, fra barndommens somre ved Cornwalls kyster til den unge mands dannelsesrejse til Grækenland i antydningen af Første Verdenskrigs skygge.

Jacobs værelse er mere end et: Der rapporteres fra barneværelsets bevidstløse og sommerdrukne søvn over kollegieværelsets bøger, piber og gule sværdliljer til bibliotekets kuppel i British Museum (det vidstrakte sind dækket af sten), hotelværelser i Syden, og til allersidst Jacobs tomme, efterladte værelse i London.

Fortælleren ynder at beskrive værelserne ikke bare, når Jacob er der, men også når han ikke er der. Vi er på besøg på hans kollegieværelse i Cambridge, mens han selv myldrer rundt i universitetets åndrigt konverserende og portvinsomstrålede aftenliv. Og fra det tomme værelse får vi denne rapport: "Luften i et tomt værelse er mat, får kun akkurat lige gardinet til at svulme; blomsterne i krukken rykker på sig. En fiber i kurvestolen knirker, selv om ingen sidder der."

En beskrivelse, der gentages ordret på romanens allersidste sider om Jacobs efterladte værelse i London.

Denne vekslen mellem at beskrive værelser, når nogen er der, og når de ikke er der, er en særlig og umiskendelig rytme i den Woolf'ske prosas tidevand. Det tomme værelse vibrerer mellem at være mættet af det liv, som bare midlertidigt har forladt det - og et tegn på, at det liv er helt forsvundet. Det tomme værelse fyldt med liv eller som livets spøgelsesagtige negering. Vi er, som så ofte hos Woolf, i et univers, hvor livsfylde og gabende tom forgængelighed kan udtrykkes i én og samme sætning.

Kvindeblikke

Men at Jacob snart er der, snart ikke er der, er også udtryk for fortællerens vanskeligheder med at trænge ind i hans bevidsthed, at formidle en "indgående, uhildet og fuldstændig redelig opfattelse" af et medmenneske. Hans portræt dannes i prismer.

Kun i øjeblikke oplever vi med Jacob; oftest render vi ind i ham udefra, nærmest som tilfældigt, idet fortælleren har ført os omkring blandt de mennesker, der omgiver ham.

Prismerne til Jacobs portræt gives os ikke mindst af en række kvinder, som fortælleren iscenesætter til at formidle det. F.eks. damen, der deler kupé med den unge mand på vej til Cambridge og oplever ham som "flink, smuk, interessant, stilfuld, pænt bygget", hvortil fortælleren bemærker: "Man må få det bedst mulige ud af hendes vidnesbyrd. (-) Det nytter ikke at forsøge at danne sig et fuldstændigt billede af nogen."

Da Jacob træder ud af hendes blik, er han forsvundet fra hendes sind: "Dette syn af hendes medrejsende (blev) fuldstændig borte i hendes bevidsthed, ligesom den krogede knappenål, et barn lader falde ned i ønskebrønden, hvirvler rundt i vandet og forsvinder for evigt."

Kønnet er altså også involveret i fortællerens portræt af Jacob, det er kvindens portræt af den unge mand; det er kvindens nysgerrige, nogle gange lidt forelskede, nogle gange lidt misundelige, blik på den unge mand. Man kan tænke sig det måske også som Virginias blik på sin bror Toby, som alt for ung døde af tyfus efter en rejse til Grækenland; pendlende mellem et alter ego og noget andet. Portrættet af den unge mand, malet af den nysgerrige kvinde - en asymmetrisk spejling af de idealiserende kvindeportrætter, som mandlige kunstnere har malet gennem århundreder. Smukt.

Portræt af Woolf

I lyset af fortællerens bemærkning om, at det ikke nytter at forsøge at danne sig et fuldstændig billede af nogen; i lyset af Virginia Woolfs prøvende, prismatiske og reflekterende portrætkunst (i lyset også af hendes ironiske iscenesættelse af the biographer, biografi-forfatteren, i Orlando) er det en anelse ironisk, at cand. mag. Anne Mette Bruun har skrevet et klassisk, biografisk dobbeltportræt af hende og søsteren (kunstmaleren) Vanessa. Men fred være med det, her kan man i en korrekt, lineært fremadskridende beretning, finde alle de informationer og fakta, som kan være med til at kaste lys over Woolfs særlige prosa: over den pendlen mellem sanselig livsfylde og knugende dødsangst, som også var hendes livs rytme. Mellem sansemættede barndomssomre ved Cornwalls kyst og familiens dystre byhus i London. Mellem kreativ søsterkærlighed og incestuøse, broderlige overgeb. Fra Bloomsburygruppens kreative eksplosion af tanker og vid og møder mellem kønnene, til alle de nære og kære, der døde omkring den unge Virginia: moderen (af slid), halvsøsteren (i barselsseng), broderen (af tyfus).

Biografien giver os billedet af en tid, hvor kvinder begyndte at kunne tilkæmpe sig et eget værelse og ret til nysgerrigt at kigge ind i den unge mands - men måske kun for at opdage, at den unge mand var død og borte i krigen.

"Med samme skødesløshed synker et dusin unge mænd i deres livs forår med rolige og fattede ansigter ned i havets dybder, og dér kvæles de udtryksløst (men med fuldkomment herredømme over maskineriet) sammen og uden at klage."

Det er, hvad der står om krigen i Jacob's Room, abrupt flettet ind i en sansemættet skildring af den unge mand i Grækenland og forelsket.

Juliane Wammens oversættelse fanger rytmen i Woolfs prosa, selv om man kunne ønske, at en redaktør lige havde fanget, at "the bitter eigteenthcenturyrain" mærkværdigvis er blevet til "den bitre nittenhundredetalsregn", og at "allerhelvedes sørgelig" nok ikke er den bedste oversættelse af "infernally sad".

Og så synes jeg det nye danske komma ville have givet en mere loyal transponering af den engelske syntaks. Men også på dansk rammes overordnet det toneleje mellem vittigt og melankolsk, hvor bogen bevægende befinder sig.

Jacobs værelse er udsøgt Woolf-prosa, giver øjeblikket en smittende livsfylde trods død og forgængelighed. Prisen er sorgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu