Læsetid: 5 min.

Råderum til fantasien

Emmylou Harris' 21. studiealbum er lige så konsistent og underfuldt som de 20 foregående, mens Joan as Police Woman på sin anden plade med succes udbygger og nuancerer sin særegne fusion af klassisk soul og art pop
Emmylou Harris' 21. studiealbum er lige så konsistent og underfuldt som de 20 foregående, mens Joan as Police Woman på sin anden plade med succes udbygger og nuancerer sin særegne fusion af klassisk soul og art pop
7. juni 2008

Jeg har haft den glæde at følge Emmylou Harris' karriere næsten fra starten. Jeg stod på med albummet Elite Hotel i 1975, hvilket førte mig direkte i favnen på dens mindst lige så bedårende forgænger, Pieces of the Sky, der ligeledes udsendt i 75 markerede indledningen på en lang og fascinerende konsistent karriere. I første omgang primært som kongenial fortolker af andres sange - hun fik en sen start som sangskriver, men er til gengæld kommet godt efter det med årene. Det er dog værd at notere sig, at før hun blev alles sweetheart of the rodeo med sin opdaterede og spartanske countrylyd (i første omgang i høj grad for folk, der, som undertegnede, ikke troede, de kunne lide country!), markerede hun sig som folkesanger og udsendte i den kapacitet i 1969 en plade i den stil, Gliding Bird. Da jeg efter mange års søgen fik fingrene i et eksemplar af samme, kunne jeg nøjes med at konstatere, at al begyndelse er svær - og Harris regner den da heller ikke med i sin officielle diskografi.

Men det er værd at holde sig hendes rødder i folkemusikken for øje (og øre), når man går til værket, thi selvom hun ofte og gerne kategoriseres som countrykunstner, har hun aldrig helt sluppet forbindelsen til sit udgangspunkt. Og måske er det faktum, at folkemusikken ikke er synderligt afhængig af de musikalske konjunkturer, der i øvrigt dikterer, hvad der er in og hvad der er yt i den såkaldte musikbranche, med til at give Harris' plader deres evigtgyldige skær. De lyder på en og samme gang så gamle som bjergene og floderne og dog så friske som morgendug på enge (hu hej, som de originale metaforer dog står i kø i dag, mr. Goethe!).

Eklektisk og frygtløs

Sagt på en anden måde - selv om andre kunstnere har både solgt flere plader og opnået større berømmelse, har kun få af dem haft så vidtrækkende indflydelse på moderne musik. Velsignet med en krystalklar stemme, en bemærkelsesværdig fraseringsteknik og en rastløs, kreativ sjæl har hun uden blinken fulgt sin egen vej og med stolthed videreført den vision, hendes læremester, Gram Parsons, havde om en særlig Cosmic American Music. Med Neil Young - som hun i øvrigt ofte har samarbejdet med - som mulig undtagelse er det svært at komme i tanke om nogen anden main-stream-musiker, der på samme måde har rejst så stort et værk, der er lige dele ikonoklastisk, eklektisk og frygtløst.

Efter næsten fire årtier i branchen forbliver Harris' seneste værker lige så dybfølte, visionære og vitale som hendes tidlige produktion. Og selvom nogle af hendes efterhånden 21 studiealbum er bedre end andre, har hun aldrig lavet en decideret dårlig plade - og siden 1995-mesterværket Wrecking Ball har hendes output såmænd været konsekvent strålende.

Om end der bliver længere mellem pladeudgivelserne - fem år er gået, siden hun velsignede os med Stumble into Grace, der udelukkende bestod af hendes egne kompositioner, dog ofte skrevet i samarbejde med andre. Samme stil fortsættes ufortrødent på All I Intended to Be, der består af lige dele lånte fjer og egne sange. Der er absolut intet nyt under solen og hurra for det - Harris gør såmænd bare det, hun er bedst til. Og det gør hun så med sin særegent underspillede stil, der på den allermest indtrængende facon nægter at slå lytteren i hovedet. Tværtimod stryges hun ofte med hårene, men trænger man ned i materialet, er det stadig eksistentialerne, der sættes i - og på - spil i tyste rammer, hvor lys og skygge konstant og konsekvent både veksler og spiller sammen om en af denne verdens mest indbydende og klareste stemmer. Her får fantasien - det billige skidt - masser af råderum, og kan man lide at arbejde lidt for den åndelige føde, er All I Intended to Be såmænd lige stedet at søge hen.

Sindets forvitrede irgange

Selvom Joan as Police Woman - det hedder hun så ikke rigtigt, vel; hun hedder Joan Wasser, okay? - på mange måder tegner til at blive yndling hos den hippe del af en yngre generation, er hendes særegne og udtryksrige fusion af klassisk soul, ortodoks sangersangskriver og skæv art pop i overmål en traditionsbevidst blanding af de bedre, soleklart fra førstesorteringsskuffen. Selv om Wasser racer mod de 40, er dette kun hendes andet soloprojekt, thi hun trådte op gennem 1990'erne sine barnesko i Bostonbandet The Dambuilders, der nød godt af hendes aggressive violinspil og ekspressive stemme. Hun var kæreste med ikonet Jeff Buckley, da denne druknede i 1997 - men han nåede dog at skrive kærlighedsoden "Everybody Here Wants You" om hende før sin tragiske død. Efter Dambuilders' opløsning fortsatte hun i Those Bastard Souls, mens hendes navn langsomt blev kendt via et hav af gæsteoptrædener på plader med folk som Sheryl Crow, Hal Wilner, Rufus Wainwright og ikke mindst Antony & the Johnsons, før hun i 2002 dannede trioen Joan as Police Woman, der debuterede sidste år med det kritikerroste Real Life.

Nuvel, de gode nyheder er, at efterfølgeren To Survive er både bedre og mere kompleks. Sammen med sine faste makkere - bassisten Rainy Orteca og trommeslager Ben Perowsky - samt et hav af gæster, heriblandt ikke mindst David Sylvian og Rufus Wainwright, disker hun op med 10 komplekse sange fra sindets forvitrede irgange. Det er musik, som i kraft af en generelt akustisk iscenesættelse og udbredt brug af strygere besidder en grundfornemmelse af europæisk art pop, hvilket på mange måder adskiller den fra de mere gængse sangersangskriverskabeloner, vi efterhånden kender til bevidstløshed. Arrangementerne er både vidtspændende og afvekslende, og man fornemmer, hvorledes Wassers baggrund i klassisk musik spiller kraftigt ind i denne ombæring.

De 10 sange er alle af høj standard, men cluet er i sidste ende hendes mørke, kraftfulde stemme, som virkelig skærer både igennem og helt ind til benet. Da jeg spillede pladen for en bekendt og i samme åndedrag påstod, at det var lyden af soul anno 2008, udbrød han, "Ja - intellektuel soul". Og det kan der være noget om - det er og bliver lyttemusik i højere grad end toner henvendt til dansegulv og ivrige fødder. Så læn dem blot tilbage med To Survive og nyd dens rige musikalitet, komplekse harmonier, lysende arrangementer og Joan Wassers fuldblods vokal. Der findes værre måder at synke til bunds i det uudgrundelige på.

Emmylou Harris: All I Intended to Be (Nonesuch/Warner)

Joan As Police Woman: To Survive (Pias/VME)

Begge plader udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu