Læsetid: 5 min.

Da Sisyfos blev sportsidiot

Vanvittig og skadelig. Sådan karakteriseres den moderne elitesport og den medfølgende sundhedskultur i en ny bog. Vi piner os selv med al denne formålsløse fysiske aktivitet. Det er sundere at gå på museum eller læse bøger
Vanvittig og skadelig. Sådan karakteriseres den moderne elitesport og den medfølgende sundhedskultur i en ny bog. Vi piner os selv med al denne formålsløse fysiske aktivitet. Det er sundere at gå på museum eller læse bøger
12. juni 2008

I øjeblikket går det løs med EM i fodbold i Østrig og Schweiz, og lige om lidt er der Wimbledon i London og Tour de France, inden OL i Kina venter rundt om hjørnet. Det bliver ved og ved. De gigantiske, moderne sportsbegivenheder er overalt, og de er der hele tiden. Og det bliver kun værre, hvis man tror, man ved at åbne en avis eller tænde for tv kan slippe for hysteriet, nationalismen og kommercialiseringen. Det lader sig ikke gøre. Mediet er budskabet, og budskabet er hele vejen hen til banken: Sport til verden, indtil vi dratter døde om.

Det drejer sig om krop og kultur. Om kropskultur. Det er samtidig titlen på den på én gang tunge og lærde, vittige og veloplagte bog, som den hollandske biolog og forfatter Midas Dekkers har skrevet om fænomenet. Han kan ikke udstå det. Det er, som om bogens 350 sider kan koges ned til en enkelt arrig proklamation: "Sportsfolk, motionister i alle lande - hold op med det!".

Dekkers kan ikke tåle synet af den absurde, menneskelige dårskab, han ser i centrum af den moderne tids sports-, motions, og kropskultur. Den minder ham om noget. Den minder ham om de såkaldte tallerkennegre fra visse egne af Centralafrika. Dekkers skriver, at det forventes af os, at vi synes, den slags deformering af kroppen er "uklogt og primitivt", men han har en pointe: "En maratonløber omformer sin krop lige så meget, og årsagen er ikke meget bedre. Hver dag er han optaget af sin krop, i træningstiden så besat, at han sætter sin sundhed på spil. Det ligner et klart tilfælde af masochisme, men masochismen er aldrig entydig. Der er også altid sadisme inde i billedet. Kroppen er masochist, ånden sadist. Sammen leger de en leg, som begge parter nyder. Gang på gang jager ånden kroppen op ad bjerget ligesom Sisyfos med stenen, og lige så ofte triller stenen ned igen uden at have nået toppen. Hvad går der dog af ånden?"

Katte konkurrerer ikke

Det er dette spørgsmål og dette grundtema, Dekkers med utallige variationer gennemspiller i løbet af de mange sider i sin bog. Der er kroppen og ånden, og de er nok to sider af samme sag, men de er alligevel også adskilte og i konstant konflikt. Heraf følger både Sisyfos-billedet og sadomasochismen. Dekkers selv bestiger kun tankernes bjerg eller elfenbenstårnet. Han er den klassiske intellektuelle, den konservative skeptiker. Kropskulturpessimist til fingerspidserne. Koketterer hårfint med, at han i computerens tidsalder materialiserer sine egne ord på en gammeldags skrivemaskine. Han holder meget af katte. De er ligeglade med konkurrence: "Selve tanken om at vinde siger ikke katten spor. Katte slås ganske vist med hinanden, men de slås om en mus eller en partner, ikke om sejren. Man kan under ingen omstændigheder få to katte til at løbe om kap om førstepladsen. Den overlader de med glæde til hinanden. Katten er ikke nogen hund".

Og mennesket er ikke en maskine af sport og motion og bevægelse. Men det er det blevet ifølge Dekkers. "Fjern den industrielle revolution, og sporten forsvinder," udbryder han tankevækkende om den sammenhæng, der er så synlig, at vi måske slet ikke kan få øje på den. For han har jo stort set ret i, at siden grækerne holdt op med deres olympiske lege, gik der 1500 år - hele middelalderen, renæssancen og oplysningstiden - hvor sport i mere organiseret og udbredt forstand var sporløst forsvundet i den vestlige kultur.

Dekkers tidsfæster meget nøje den moderne sports fødsel til 1806, da den preussiske hær havde lidt forsmædelige nederlag til Napoleons tropper. De bitre oplevelser fik den preussiske teolog og lærer Friedrich Jahn til at indse, at der måtte ruskes op i fædrelandets unge dovenkroppe: "Først når alle våbenføre mænd er blevet kampklare ved hjælp af legemsøvelser, stridbare ved hjælp af våbenøvelser og krigslystne af kærlighed til fædrelandet, kan et folk kalde sig våbenført".

Derefter gik det slag i slag, og den krigerisk sindede patriot Friedrich Jahn anerkendes i dag som den moderne gymnastiks fader. Hans indstilling bredte sig også til Danmark. Dekkers gør opmærksom på, at gymnastikpædagogen Franz Nachtegall, som fik danskerne til at dyrke gymnastik i stort mål, var drevet af en brændende fædrelandskærlighed. Baggrunden var de danske krigstraumer fra 1807 og englændernes bombardement af København. Det måtte der gøres noget ved. Og, som Dekkers skriver om Nachtegalls mission, "for at peppe det nationale forsvar op igen for en billig penge søgte man lykken inden for gymnastikke".

Selvfølgelig er slægtskabet mellem sport og krig umuligt at overse. Civilisationen er en kampplads --skønt overflade, design og iscenesættelse har ændret sig med tiden. I Colosseum i Rom blev mennesker faktisk dræbt. Det gør de ikke under vor tids Olympiske Lege. I hvert fald kun langsomt og for egen hånd, som Dekkers ser det. "Alle eliteidrætsudøvere er vanskabninger," konkluderer han og sammenligner OL med et freakshow:

"Sorte fra Afrikas indre kæmper mod tatariske brydere, damer med skægget raget af, dresserede atletikbørn, den stærke mand og den fede kuglestøderdame. Den, der afviger mest, har størst chance for at vinde. Kom og se!".

Man kan f.eks. kaste et blik på kapgængerne. Nej, lad hellere være, hvis Dekkers har ret: "Kapgang minder om en pilot, der ikke vil i luften, om at tisse med stiv pik, om en lort, der ligger på tværs".

Men det bliver ikke bedre, hvis man ynder at lade sig underholde af dressurridning: "Stakkels hest. I takt til hæslig musik viser den smukke gangarter, indimellem afløst af en slags trippen, småhoppen og steppen. Ofte sidder der en kvinde i gammeldags herretøj på den. Hestens bevægelser virker en kende bøssede. En bøsse med en transvestit på ryggen, og det præmierer man så".

Ude ved grænserne

Dårskab i renkultur. Selvpine i ekstrem grad. Sisyfos som flagellant. Det er denne kerne i sport og motion, som Dekkers igen og igen påpeger og vender tilbage til. Hans appel retter sig i stedet til besindelsen, til det almindelige og gennemsnitlige. Det er alt nok for den fysiske og mentale sundhed: "Der er ikke nogen grund til at hoppe og springe på den måde, så længe man opfører sig normalt. De færreste behøver at gøre noget for det. Der er bare ting, de skal holde sig fra. Kør ikke bil, se ikke fjernsyn, brug ikke tid på computeren".

Lad os tage det stille og roligt. Det lader sig ikke gøre. For i sport på eliteniveau befinder skønheden og dramaet sig altid helt ude ved grænserne - ude i nærheden af det ukendte - og fascinationen af dem ligger i selve begæret. En skeptiker som Midas Dekkers afskyr sporten, men holder så meget af katte. Det, han tilsyneladende ikke ser, er forbindelse mellem dem. At kattens legende lette dyriske styrke og smidighed netop kan udløse en længsel, en forhåbning i den menneskelige bevidsthed. Det smukke lader sig realisere. Det umulige er muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Idræt: Nogle ser det som formålsløst, andre ser det som rummende hele den menneskelige naturs udfoldelse.

Midas Dekkers kan ikke lide det. Fred være med det.

med venlig hilsen
Lennart

"En skeptiker som Mikas Dekkers afskyr sporten, men holder så meget af katte. Det, han tilsyneladende ikke ser, er forbindelse mellem dem. At kattens legende lette dyriske styrke og smidighed netop kan udløse en længsel, en forhåbning i den menneskelige bevidsthed. Det smukke lader sig realisere. Det umulige er muligt."

Tror ikke du har forstået budskabet i hans bog. Mennesket har præcis den samme "legende lette dyriske styrke og smidighed", men det har intet med professionel sport eller fitness motion at gøre. Her tæller kun sejr og forfængelighed, og det er det han kritiserer og finder nyttesløst.

Børn leger med samme "legende lette dyriske styrke og smidighed", men så blander voksne sig i legen, og enten forsøge at udleve deres egne drømme gennem deres børn, eller indoktrinere dem til at tror, at kun sejren tæller. Her ligger den virkelige kritik.

Da jeg dyrkede sport tilbage i 60'erne og 70'erne, hed det faktisk: Tab og vind med samme sind, - og vi tog virkelig det ordsprog alvorlig.

Ja jeg synes altsaa det er noget vroevl. Mennesket og i oevrigt alle andre dyr elsker sguda at konkurrere. Det er saadan vi bliver bedre. Om man saa vaelger at konkurrere paa fysikken eller paa intellektet det kommer som saadan ud paa et for os mennesker. Der er ikke en rigtig og forkert maade at konkurrere paa. Ham forfatteren var sikkert bare en vaerre boldmongol som barn og har kompenseret intellektuelt for sine fysiske mangler.
Men jeg synes nu alligevel han havde fat i noget omkring kapgang - tisse med stiv pik, haha genialt.

Amatørsport er fedt, sjovt og sundt.
Professionel sport er showbiz og bør betragtes som sådan: Overflødig.

Det er med sport som med sex: Det er sjovere at deltage end at se på.

Jeg undgår konkurrence i alle livets forhold - man skal jo ikke lige frem opsøge nederlagene. Men lidt idræt (ikke sport) kan man da altid dyrke

Det er ikke kun Alice der løber efter den hvide kanin.
Solgt liv i en solgt krop. Navn, berømelse, guld og nydelse, er drivkraften, tilbage er mareridtet for taberne, eventyrland.

HB Rasmussen

Visse sportsgrene er så vanvittige og farlige at de burde forbydes.

Det gælder f.eks. boksning, hvor publikum sidder og hepper blodtørstigt på en knock-out, der kan være dræbende og bidrage til omfattende hjerneskader.

Det er det skinbarlige barbari og ganske uværdigt, både for bokserne og for tilskuerne.

Jeg anser boksning for at en være en slags prostitution. Professionelle boksere kommer typisk ikke fra samfundets øverste lag.

Konkurrence er fedt! Jeg kan ikke se problemet med det - lige siden barnsben har jeg da (og garanteret også 90 % af alle jer der skriver herinde) konkurreret. Kom ikke her og sig, at det kun fører til dårligdom osv.
-Desuden - har han ikke taget i betragtning, at mennesket er lavet til at bevæge sig? Vi er trods alt stadig kun stenaldermennesker, vores krop er lavet til at respirere, ikke til, at sidde på sin flade og læse bøger. Fred være med det - at læse bøger kan bruges i restitutionsperioden, men for Gud og hvermands skyld, dyrk dog noget motion!
Og den holder heller den der med, at man bare bliver ih og åh så selvoptaget. Dyrkning af motion fremmer produktionen af anti-stress, anti-depressions osv osv hormoner, der kan virke ret godt i hverdagen - prøv det!
Og hvis man virkelig føler at det at dyrke motion er så dårlig en ting for én selv, så lad dog være og bliv fed i stedet!! Folkesygdomme længe leve!
Og desuden så har de folk der dyrker sport på eliteniveau i stort set alle tilfælde nok også selv valgt det, janteloven - jojo. Bare fordi man ikke selv havde talent indenfor sporten så må man jo hellere kritisere dem der har og kalde dem nationalister, sado-masochister osv osv.

Konkurrence er fedt! Jeg kan ikke se problemet med det - lige siden barnsben har jeg da (og garanteret også 90 % af alle jer der skriver herinde) konkurreret. Kom ikke her og sig, at det kun fører til dårligdom osv.

Dekkers vil sikkert bare pisse territoriet af. ligesom hankattene.

"Desuden - har han ikke taget i betragtning, at mennesket er lavet til at bevæge sig? Vi er trods alt stadig kun stenaldermennesker, vores krop er lavet til at respirere, ikke til, at sidde på sin flade og læse bøger."

Tal for dig selv. Jeg er absolut ikke noget stenaldermenneske, og min krop er lavet til meget mere end at bevæge mig. Måske du skulle prøve at læse den bog, der diskuteres i stedet for at komme med irrelevante kommentarer, bare for at kommentere. Ingen nævner på noget tidspunkt, at motion er dårligt. Kritikken går på professionel sport og fitness motion.

Og en anden ting:

"Dyrkning af motion fremmer produktionen af anti-stress, anti-depressions osv osv hormoner, der kan virke ret godt i hverdagen - prøv det!"

Tror muligvis du burde sætte dig og læse lidt i en bog og lær at forstå nuancerne i verden vi lever i - prøv det! Eller endnu bedre: Læs den bog der bliver anmeldt. Så ville du måske bruge færre floskler og ikke sænke niveauet af diskussion ned til et lavpunkt.

Hvorfor er det et problem, at præmiere en bøsse med en transvestit på ryggen! Jeg synes da, det er godt gået af alle - gay parade når det er bedst.

Og angående kapgængerne, hvis Dekker synes de minder om den vanskelige aktivitet som der er at pisse med stiv pik, så er jeg enige. Men lad dog folk pisse med stiv pik det rager mig et høstblomst - og skift dog kanel hvis du ikke kan lide at se på kapgængere.

Thomas

Og angående kapgængerne, hvis Dekker synes de minder om den vanskelige aktivitet som der er at pisse med stiv pik, så er jeg enige.

Besynderlig association. Kapgængere vugger uskønt med hofterne, men at tisse med stiv pik har da noget med akrobatik at gøre.

@ Andreas
Jovist, jeg taler da også for mig selv. Men gør du?

"Jeg er absolut ikke noget stenaldermenneske, og min krop er lavet til meget mere end at bevæge mig." jo jo, vejen til Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger - men til hvilken nytte?
Jeg siger ikke, at vi alle sammen skal til at blive fitness-freaks, nej - det jeg siger er, at motion ind i mellem er godt. Jeg ved godt jeg overdriver ovenover (jojo, overdrivelse fremmer forståelsen - somme tider).
Og ja, jeg burde læse bogen, og ja, jeg har også godt forstået budskabet med artiklen, og nej, jeg har ikke tænkt mig at læse bogen. Ud fra anmeldelsen lyder den som endnu en bog fuld af kvababbelser, "the popstar that never made it." - "- og skift dog kanal hvis du ikke kan lide at se på kapgængere.", undskyld jeg spildte din tid.

Lars Peter Simonsen

Simon, Simon, (Hoffmann ikke Sen ;-) )
"Og ja, jeg burde læse bogen, og ja, jeg har også godt forstået budskabet med artiklen, og nej, jeg har ikke tænkt mig at læse bogen. Ud fra anmeldelsen lyder den som endnu en bog fuld af kvababbelser, "the popstar that never made it.""
Ja, vejen til Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. "Lord, help me to keep my big mouth shut until I know what I'm talkin' about"

For meget "EGO" i sport. Egoer har det med vrede og agression, især når de møder andre "egoer". Derfor er det ude af samklang med kærlighed, fred. glæde og kreativitet. Sportsfolk er dårlige "frequency-holders". Planeten forurenes unødvendigt og hvis man nu er helt allergisk over for stilhed, så er der jo alternativer som f.eks. krydsord og læserbreve.

HB Rasmussen

Har lige læst en bog med det diametralt modsatte budskab: René Nielsen: Halvt mand - Helt menneske.

Det er historien om ham, der fik benene kørt af af et tog, og alligevel forfulgte sine drømme om at dyrke sport på højt plan. Det er også en historie om at se muligheder i stedet for begrænsninger. Drøngod bog.

Et meget interessant perspektiv der bliver sat på elitesport, men for mig lyder det nærmere som en generel uenighed med den nuværende udvikling vores samfund er i. Man fremelsker et idealbilled af den muskuløse sportsudøvende Alpha-Han, der ligger meget langt væk fra Mikas Dekkers opfattelse af hvad der er vigtigt her i livet. En latterliggørelse af den stadigt større higen efter at blive nr.1, at være den mest populære, at se bedst ud.

Det synes jeg bare ikke kun har noget med Elitesport at gøre. Det har nærmere noget med samfundsudviklingen at gøre. Man kunne lige så godt have valgt at sætte fokus på folk der går i solarie og styrketræner 3-4 gange om ugen, eller kvinder der får silikone i brysterne. Det er da blevet lige så meget af et "freakshow", de får bare ikke nær så meget mediebevågenhed da det er så almindeligt.

P.S. jeg har heller ikke læst bogen, men umiddelbart virker det som en urimelig hets mod sportens verden.