Uha da da, tænkte jeg først ved mødet med Bredals ABZ, hvori Politiken-redaktøren har dynget hele 600 af sine skriverier gennem 14 år sammen på 544 tættrykte, trespaltede sider. Det lignede renlivet hybris. Min hovedrystende skepsis voksede til bævende frygt, efterhånden som det viste sig, at han i udvalget frejdigt har blandet de boganmeldelser, som vel sagtens skal udgøre kernen, med allehånde journalistik i form af ledere, kommentarer, interviews, nekrologer, portrætter og reportager, ja, selv petitstof og recensioner af danske og enkelte italienske is.
Kan talentet virkelig bære en sådan bredde - genremæssigt og (lad os kalde det) lødighedsmæssigt? Svaret er heldigvis ja. Og paradoksalt nok er det præcis spændvidden og hans imponerende flid, der gør, at forfatterens belæsthed og vid potenseres. Man nærer større tillid til Bjørn Bredal som kritiker efter at man har set ham i rollerne som lederskribent, portrættør, is-anmelder og grinebider, og man bærer omvendt hellere end gerne over med hans pjatteri nede i småtingsafdelingen, nu hvor man er blevet mindet om, hvor grundig og saglig manden kan være som litterær og politisk skribent.
Herlig uimponeret
Forbilledlig er således gennemgangen af Rosinantes Dansk Forfatterleksikon (Biografier & Værker, 2001), hvori Bredal med rette anholder diskrepansen mellem det tynde sprudlende værk-bind og det tykke, men dødsens kedsommelige portræt-bind. De bedste artikler, noterer han sig, er dem, "der er skrevet af et modent menneske om et stykke ældre litteratur". For her "er sproget friskest og formen sikrest, mens mangen en gammelklog ungersvend skriver som et stykke mumlende danefæ".
Herlig uimponeret konkluderes det, at de fleste af samleværkets biografier og værkkarakteristikker simpelt hen er knudrede, uforståelige og ubehjælpsomme.
I sporet med portrætter glæder man sig især over Bredals interview med Herbert Pundik i Tel Aviv, båret, som det var og er af indlevelse og fortælleglæde, og blandt kommentarerne lyser fortsat Bjørn Bredals intet mindre end uovertrufne bidrag til debatten om Muhammed-tegningerne, 'Dydidøj', et lærestykke i retorik, hvori han ser på forholdet mellem syltetøj og ytringsfrihed og studerer to store retorikere, statsminister Anders Fogh Rasmussen og skribentens yngste søn Buller.
"Dydidøj," siger Buller, når han skal spise lever, kartofler, blomkål, sovs og salat. Dydidøj, gentager han og klasker i tallerkenen med sin ske. Dydidøj, siger Buller og rager tallerken, sovs og kartofler på gulvet. Men statsministeren kan det samme. "Ytringsfrihed," siger han, når nogen indvender, at den her fortvivlede Muhammedsag samtidig handler om alt muligt andet.
Klar i spyttet
I denne som i andre kommentarer viser Bredal sig som en velafbalanceret forsvarer af demokratiet og dets værdier: skønsom, skånsom, tolerant, men ikke af den grund tandløs. Når det drejer sig om at stå vagt om civilsamfund og retsstat, bliver han velgørende klar i spyttet, og han er især flink til at holde kategorier adskilt, eksempelvis når han sætter fingeren på det ømme punkt og forklarer, at Naser Khaders nedtur begyndte, da han ville være "demokratisk muslim" i stedet for bare en dygtig politiker hos de radikale.
Som anmelder af litteratur har Bredal tydeligvis større flair for visse forfattere end for andre. Over for Per Højholt promenerer han således kun sin lillebitte forslidte fordom imod digtere og digte, der mere handler om "sprog" end om "verden", og når han skal bedømme en lidt skæv intellektuel poet som Per Kirkeby, disker han op med alskens omkringsnakkende ligegyldigheder. Anderledes alert og engageret bliver han derimod, når han stilles over for f.eks. Jens Christian Grøndahl, Peter Høeg eller Carsten Jensen. Anmeldelserne af Den stille pige og Vi, de druknede kommer således virkelig godt rundt om begge. Læs blot, hvad der står om Marstal-romanen:
"Jeg har haft forrygende dage på Carsten Jensens verdenshavn af fortællinger. Jeg har uden mindste forbehold grædt salte tårer og grinet som en drukken sømand. Indimellem har jeg stirret vantro på siderne og tænkt, at her vandrer R.L. Stevenson, Joseph Conrad, Herman Melville, Henrik Pontoppidan og alle de andre store fortællere fra de gode gamle dage rundt som lidt kitschede spøgelser på dækket af en flyvende hollænder."
Det er ikke alene en helt præcis udpegning af Carsten Jensens litterære aner, det er også en passende begejstret personlig reaktion på en kæmpemæssig bog, tilsat en forståelse for det dristigt samplede ved Carsten Jensens folkelige gennembrudsværk.
What's on a man's mind?
Andre steder, hvor personlig vinkling af en vanskelig stillingtagen lykkes udmærket for Bredal, er dér, hvor han tør vedkende sig en tvivl - som i sagen om en excentrisk hollandsk arkitekts planer om sære høje huse på Krøyers Plads på Christianshavn - eller tillader sig selv at standse op og lige mærke efter, hvordan han nu egentlig har det med noget, som hvor han, lige før, han mener et eller andet om Asmaa Abdol-Hamid, som ikke vil trykke mænd i hånden, spørger, hvor flinke vi "andre" er til overhovedet at hilse!
Jeg skulle da for resten hilse og sige, at Bredals ABZ ikke altid er lige fornøjelig læsning. Politikens venner og velkendte helte fylder temmelig meget i landskabet. Visse kæpheste rides. Og gentagelser forekommer, pudsigst måske den, at Bredal tre gange serverer nøjagtig samme historie om den tyske dirigent, der under en prøve med Det Kongelige Operakor pludselig standsede musikken og råbte: "Soprrranernes fisser er urene!"
Denne anekdote kan Bredal godt lide. Men det viser jo bare, at manden ved siden af sit litterære og journalistiske liv har gode og sunde interesser.
