Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Stor oldtidssatsning er ekstremt gammeldags

Nationalmuseets nye udstilling om Danmarks oldtid kunne lige så godt være lavet for 50 år siden, mener eksperter. Den kræver faglige forudsætninger, som de færreste har, og man forlader udstillingen mere forvirret, end da man kom ind. Dermed er museet gået stik imod den fokusgruppeundersøgelse, som det selv påstår at følge
I den nye Mærsk-støttede del af Nationalmuseets afdeling om dansk oldtid er det genstanden og ikke fortællingen bag, der er i fokus. Genstandene er ofte kun gjort æstetisk interessante, mener museumseksperter.

I den nye Mærsk-støttede del af Nationalmuseets afdeling om dansk oldtid er det genstanden og ikke fortællingen bag, der er i fokus. Genstandene er ofte kun gjort æstetisk interessante, mener museumseksperter.

Kultur
10. juni 2008

er for Nationalmuseet en meget stor og vigtig udstilling. Dele af den tidligere udstilling stammede helt tilbage fra 1970'erne, og etableringen af den nye udstilling har været et højprofileret og højt prioriteret projekt, der er blevet til virkelighed i kraft af et bidrag på 35,6 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Danmarks Oldtid

Mere end 80 museumsfolk har arbejdet på udstillingen i over to år sammen med 200 håndværkere, og arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen har designet udstillingen.

I en guide til udstillingen står der, at museet præsenterer nogle få highlights, der "på hver deres måde er med til at formidle livet i Danmark".

Men det såkaldte liv har to fagkyndige, som Information har inviteret på museum, svært ved at finde i udstillingen.

Gennem 24 rum følger man kronologisk udviklingen fra Den ældre Stenalder til Vikingetiden.

I den tidligere udstilling var der omkring 6.000 genstande. I den nye er der noget nær det dobbelte. Det vil sige, at der gennemsnitligt i hvert rum kan være op mod 500 genstande. De hænger og ligger på rad og række forsynet med betegnelse og tid. Enkelte af tingene er særligt fremhævede på sorte podier eller i separate glasmontrer.

Gennem hvert rum løber en oplyst planchevæg, der sætter genstandene ind i den kronologiske sammenhæng og kort fortæller om det samfund, genstandene stammer fra.

Bruno Ingemann, der er lektor ved Roskilde Universitetscenter og blandt andet forsker i museumskommunikation og er medforfatter til bogen Ny Dansk Museologi, kalder planchevæggen "pixibogen".

"Udstillingen er ekstremt gammeldags," siger han.

"Udstillingen fra 1970'erne var meget fokuseret på de sociale historier bag genstandene, og hvis denne udstilling er udtryk for en modreaktion, så må man da sige, at de er svinget helt over i den anden grøft. Der er ikke noget liv her. Man kan næsten sige, at de som erstatning for en over 30 år gammel udstilling har lavet en over 50 år gammel udstilling," siger han.

For stor fokus på æstetik

Også arkæolog Mads Dengsø Jessen, der er ph.d.-studerende i forhistorisk arkæologi, kalder udstillingen "meget klassisk". Og henviser til at der er skåret ned på den pædagogiske formidling.

"Der er stor fokus på den æstetiske form, og genstandene bliver fremhævet, som var de kunst. De er interessante i sig selv og ikke i kraft af det, de blev brugt til. Det er i virkeligheden en meget arkæologisk udstilling. Det er vovet at skære så meget ned på formidlingen, for det kræver nogle forudsætninger, som de færreste har," siger han og Bruno Ingemann er enig: " Man kunne også kalde det dumdristigt. Hvis man skal se helt overordnet på, hvem der får noget ud af denne udstilling, så er det helt sikkert, at man som fagkyndig får en stor oplevelse, men den almindelige museumsbesøgende vil føle sig svigtet. I forhold til den tidligere udstilling er der sket et vidensfald."

De nævner et par eksempler, fra den tidligere udstilling. En af museets stoltheder, Uroksen fra Vig, var i den tidligere udstilling fremvist med spyd og pile, så man kunne se, hvad der var sket, før det store dyr sank ned i dyndet for 9.000 år siden. "Dér kunne man da snakke om liv," siger Bruno Ingemann.

I dag er Uroksen udstillet alene, fremhævet i podium. Derudover fokuserer Mads Dengsø på de fire kranier, der har været udsat for trepanation - en forhistorisk hjerneoperation, hvor der bores et stort hul i kraniet - disse genstande var i den tidligere udstilling forsynet med en fortælling om operationens historie. Nu hænger kranierne i midten af en lang række af montrer.

"Denne placering af trepanationerne er et godt eksempel på, at det nu er genstanden og ikke fortællingen bag, der er i fokus. Her er de kun gjort æstetisk interessante," siger Mads Dengsø Jessen.

Udstillingen Danmarks Oldtid er fyldt med flintdolke, -knive og -økser. Både Mads Dengsø Jessen og Bruno Ingemann oplevede første gang de så udstillingen, at der var "uforholdsmæssigt meget flint".

Efter at have vandret gennem rum efter rum fyldt med sten, var der kun to rum udelukkende dedikeret til Vikingetiden. En tid, der ellers er meget definerende for danskernes selvforståelse, og også en tid, vi ved meget mere om end det, der bliver præsenteret på Nationalmuseet, fortæller Mads Dengsø Jessen, der selv forsker inden for netop dette område.

Mads Dengsø Jessen fremhæver dog det positive i, at man kan komme utrolig tæt på genstandene og fortæller, at der sikkert er en grund til, at museet fokuserer meget på stenalderen:

Alt for mange flintsten

"Nationalmuseet har en helt exceptionel stenaldersamling, og det er nok det, de vil vise. Men selv jeg, som er arkæolog og meget interesseret i netop dette emne, synes, der er en ekstrem overvægt af flint."

Bruno Ingemann supplerer:

"Og hvis begrundelsen for al den flint er, at de vil vise, at de har en exceptionelt stor samling, så bør de fortælle gæsterne det. Så de ved, at det er mængden og variationen, der skal imponere, og ikke de enkelte ting i sig selv. Man bliver jo ekstremt træt af at se på alle de sten."

Mads Dengsø Jessen mener sådan set godt, at man kunne få noget ud af at lave en ren arkæologisk udstilling, men det er ikke det, der er tilfældet her.

"Nu vi er på Nationalmuseet, der har en imponerende udgravningshistorie, så kunne dets virke godt træde meget mere igennem. Man får jo hverken historien om menneskets brug af genstandene eller historien om, hvor det blev fundet, og hvordan arkæologien har udviklet sig eller - hvis man virkelig ønsker at fokusere på genstandene - hvordan teknologien har udviklet sig i forhold til håndværket, til frembringelsen af genstandene. De har sat sig mellem flere stole i forbindelse med denne udstilling, og det gør, at man som besøgende er mere forvirret, når man forlader udstillingen, end man var, da man gik ind."

Mere klarhed var netop en af de ting, der blev efterspurgt af gæsterne i en fokusgruppeundersøgelse, Nationalmuseet fik foretaget, før arbejdet på den nye udstilling begyndte. Folk ville simpelthen vide, hvad der var vigtigst. Hvad de ikke kunne springe over.

Mangler sammenhænge

I interview i både Politiken og Weekendavisen udtaler museumsinspektører, at det ønske har de imødekommet ved at fremhæve en række highlights. Det er ikke lykkedes for dem, mener Bruno Ingemann og Mads Dengsø Jessen.

"Der er for meget støj, der forstyrrer. Hvis der er alt for mange ting, så bliver det, som skulle være det fremhævede, nedprioriteret. Dér har man i mange tilfælde ikke været i stand til at vælge fra. For eksempel i rummet, hvor Solvognen står. Da den var udstillet i Odsherred for nylig - hvor den er fundet - var det en udstilling, der tog udgangspunkt i Solvognen som religiøst symbol, og hele stemningen i udstillingen tog udgangspunkt i det. I denne udstilling er Solvognen blot endnu en ting," siger Bruno Ingemann."

Og det kan tilføjes, at endnu et resultat af fokusgruppeundersøgelsen, som museet har forsøgt at følge, var, at publikum var mere fokuseret på åndelighed og religiøsitet end tidligere.

"Men åndelighed kræver, at man skaber en stemning og fortæller om de mennesker, der tror, og hvad de tror på. Det sker ikke ved bare at udstille Solvognen," siger Bruno Ingemann.

Kun i et enkelt rum mener de, at et af højdepunkterne fungerer. Det er den store samling af lurer, der i en glasmontre er hængt op, så det ser ud som om, de er flettet ind i hinanden.

"Det gør så meget for øjnene, at man næsten begynder at kunne høre dem," siger Mads Dengsø Jessen.

Begge synes også om idéen om at sætte dansk historie i europæisk sammenhæng.

Flere steder er det forklaret, hvor de forskellige genstande oprindeligt har hentet inspiration, så man får den fornemmelse, at den sydskandinaviske kulturudvikling er et resultat af mange påvirkninger udefra og ikke "kan ses som en spontan fødsel," som Mads Dengsø Jessen siger.

Men det er for inkonsekvent, mener de.

"Et ret almindeligt og meget pædagogisk greb i moderne udstillinger er gentagelser. Dem ser vi ikke mange af her. I stedet er der mange overraskelser, der ikke er logiske. For eksempel er der lige pludselig musik i et rum, hvor resterne af et skib er udstillet. Hvorfor lige dér? Det er uheldigt usammenhængende," siger Bruno Ingemann.

Når en udstilling er baseret på plancher og genstande, får man hurtigt oplevelsen af at være passiv beskuer, mener de.

"Der er intet grand narrative, der kan fascinere publikum og gøre indtryk, der holder, som for eksempel historien om trepanationen," siger Mads Dengsø.

Begge siger, at en del af fornemmelsen af at være passiv beskuer kunne være afhjulpet ved at anvende multimedier.

"Jeg siger ikke, at det skulle være plastret til med interaktive skærme, men enkelte elementer ville have givet nogle pust midt i alle disse plancher. Især for de, der hurtigt bliver trætte af at se på sten," siger Bruno Ingemann.

Og man er træt, når man forlader udstillingen, der i øvrigt ifølge de to eksperter slutter brat og uforløst.

En udstilling renset for liv, fordi man har forsøgt at gøre for mange ting på én gang.

Bruno Ingemann konkluderer:

"Man kan ligefrem mærke, at holdet bag ikke har været enige om, hvordan det skulle gøres. De må godt være uenige, men det skal de besøgende ikke kunne se."

Nationalmuseet svarer på kritikken af udstillingen 'Danmarks Oltid ' i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Nationalmuseets nye udstilling om Danmarks oldtid kunne lige så godt være lavet for 50 år siden"

Oh Gud, 50 år, det lyder nærmest - og nu bruger jeg et stærkt ord - uaktuelt! Har de virkelig trodset formidlingsdogmets tyranni og fokuseret på sagens kerne, genstandene?

Det egentlig gammeldags er vel forestillingen om at en hvilken som helst udstilling af genstande skal stå alene hhv. formidle sig selv ... Med nutidens mange muligheder for audiovisuel formidling og medieplatforme burde bedømmelsen af en hvilken somhelst ny udstilling på nationalmuseet også vurdere om den er tilstrækkelig godt suppleret og formidlet - via relevante dokumentar- og undervisningsfilm, diasshows, interaktive formidlingsformer, dramatiseringer, lyd og scene-installationer, ny forskning, foredrag, dækning gennem tv- og radioudsendelser, merchandising, replika-udgivelser af oldtidsfund osv.
At læse plancher ophængt på væggen eller små beskrivelser i glasmontre har alle dage været utilstrækkeligt og unødvendigt trættende.

Overskriften "ekstrem gammeldags" og underrubrikken "For stor fokus på æstetik" afspejler en manglende udstillingshistorisk viden, som problematiserer den fremførte kritik. Når der i udstillingerne i 1930'erne blev vist mange flinteøkser på række var opstillingsprincippet ikke æstetisk med derimod en videnskabelige taksonomi. Netop oldtidsudstillingens æstetisk tilgang må siges at være moderne. Udstillingen låner nogle genremæssige træk fra den videnskabelige udstillingsform, men det gør den ikke "gammeldags" eller "klassisk". Fraværet af IT i udstillingen er vel heller ikke nok til at kategorisere den som "ekstem gammeldags". Hvorfor det kun er fagkyndige, som vil få noget ud af udstillingen, og at den almene besøgende må føle sig svigter, fordi udstillingen ikke er en didaktisk udstilling, som udstillingen fra 1970'erne, forstår jeg simpelthen ikke. Hvis man forventer sig en historiebog eller en traditionel udstilling med megen tekst, ja så skuffes man, men personligt vil jeg foretække at læse tekst i en bog - fx Jørgen Jensens fantastiske firebindsværk om Danmarks Oldtid. Her får man teksten. På museet får man genstandene. Hvad jeg finder mere problematisk er nogle miljømæssige og bygningsmæssige forhold: dårlig akustik, refleksioner i glasfladerne (montre og tekstflader), manglende stabilisering af gulvene så genstandene bevæger sig i montrene. Akutstik og refleksioner gør mig personligt mere træt end mængden af genstande.

Udstillingen er så gammeldags, at den hører hjemme på museum.

Artiklen slutter med ordene:

"Nationalmuseet svarer på kritikken af udstillingen 'Danmarks Oltid ' i morgen"

Hvor kan man læse det svar henne?

Museets svar står på http://www.information.dk/160608 Hvis linket ikke virker så søg i arkivet efter "Udstillingsleder afviser kritik"