Læsetid: 4 min.

Udbytterig omvej

Publikumscharmeren 'The Band's Visit' lirker lunt livets store spørgsmål ind i en lille fortælling om et egyptisk politiorkesters vildfarne besøg i en israelsk flække
Sat af. Et politiorkester bliver ved en fejl sat af bussen i en lille, øde israelsk flække - og skæv musik opstår. Det er banalt, og det er hjertevarmt.

Sat af. Et politiorkester bliver ved en fejl sat af bussen i en lille, øde israelsk flække - og skæv musik opstår. Det er banalt, og det er hjertevarmt.

Husets Biograf

27. juni 2008

Der er noget elementært morsomt ved at se uniformerede mænd skulder ved skulder som små fortabte brikker i et stort landskab. I nordisk film har en succes som Heftig og begejstret morsomt skildret et ihærdigt norsk mandekors engagerede indsats for at overdøve havets brusen med sans for den kompositoriske styrke i en samling fokuserede mænd som kontrast til elementerne. Et andet morsomt norsk indslag er Hans Petter Molands kortfilm om Arbeiderpartiet fra den politiske stafetfilm Folk flest bor i Kina, hvor en flok aldrende mænd synker ned i mose, mens de synger Internationale.

Den israelske spillefilmdebutant Eran Kolirins publikumscharmer The Band's Visit forstår til fulde at udnytte kontrasten mellem et egyptisk politiorkesters polerede, lyseblå uniformer og de slidte, tørre landskaber, som de ved en fejltagelse havner i. Orkesteret, under ledelse af dirigenten Tawfiq (Sasson Gabai), er på vej til koncert i et arabisk kulturcenter i Israel. De har imidlertid misforstået navnet på byen og havner på bussen til en lille flække, hvor der ifølge den kontante café-ejer Dina (Ronit Elkabetz) hverken er israelsk kultur eller arabisk kultur. Faktisk er der 'no culture at all'.

Dagens sidste bus er kørt, og uden israelske penge på lommen er de nu strandet midt i ingenting. Og dog. Der havde ikke været meget historie, hvis ikke Dina havde inviteret dem indenfor. Til lidt mad og en snak. Og senere, da orkesterets medlemmer er blevet uddelegeret til sovning rundt omkring i byen, til flirt, halbals-rulleskøjtedisko og møder på tværs af kulturer over en fælles kærlighed til Chet Baker.

Ingen trampen rundt

Eran Kolirin tror på styrken i sin spinkle fortælling, og den kan bære tilliden. De afdæmpede skuespilpræstationer får os ind på livet af karaktererne med deres hverdagsproblemer såvel som deres uforløste drømme og traumer i bagagen. Fra dirigentens assistent Simon (Khalifa Natour), som aldrig får lov at dirigere og bare ikke kan få skrevet sin koncert færdig, til den lokale Papi (Shlomi Avraham), som bare ikke kan finde ud af det der med kvinder, før den flotte Khaled (Saleh Bakri) fra orkesteret i lærer ham et par tricks, mens de bænkevarmer under den rullende diskodans.

Filmen undgår elegant klistrede klicheer om musik som et universelt sprog, som let kan overkomme alle konflikter, eller de typiske situationer, når tidligere fjender pludselig ser hinanden i øjnene og finder ud af, at vi jo alle sammen er mennesker med de samme længsler og behov. Det gør den bl.a. ved lunt at fokusere på den ofte forløsende lettelse og fornemmelse af fællesskab, når pinlige misforståelser stilfærdigt opklares, frem for at trampe rundt i konkrete konflikter mellem Israel og Egypten.

Man fornemmer tydeligt nok problemerne i et krigsbillede, som bliver vendt på en væg. Eller på et større plan i hele historien, som til en vis grad bygger på, at man i Israel holdt op med at skrive ting på arabisk ved nye byggeprojekter som lufthavnen, selv om de krøllede bogstaver ifølge filmens instruktør er modersmål for halvdelen af landets befolkning. Pludselig er der rig mulighed for at fare vild som arabisktalende gæst i landet ...

Fælles følelser

I sin kommentar til filmen skriver instruktøren, at der er lavet mange film om, hvorfor der er ikke er fred. Der er lavet færre om, hvorfor man behøver fred. Han mindes nostalgisk barndommens egyptiske film i tv og halv time lange kvart-tone-melodier som fælles kulturoplevelser. Filmen graver ikke i de historiske uenigheder, men fokuserer netop på, hvad de umiddelbart meget forskellige mennesker i historien er fælles om.

Centralt står mødet mellem Dina og Tawfiq, som ellers er et umage par. Hun tager sin rødeste kjole på og slæber ham med i byen til en efter hans smag alt for ærlig frem for høflig samtale på hendes udadvendte maner. Efterhånden finder de ind til en forståelse af hinanden. Ikke mindst i en rørende scene, hvor Tawfiq ikke kan finde ord for, hvordan det føles at dirigere musik. Han kan kun vise det med kroppen, og i gengivelsen af glæden ved at lede musikken stråler den tilbageholdende mand pludselig af selvtillid og indre glæde.

Filmen bruger musikken til sin fordel og byder på lidt af hvert. Undervejs mistænker man, at medlemmerne i Alexandrias Ceremonielle Politiorkester måske ikke er de skarpeste buer i violinkassen, og det indikeres, at der er problemer med opbakningen på hjemmefronten. Den afsluttende koncert vidner imidlertid om, hvad musik kan. Ikke kun når den er bedst, men når den helt enkelt sprudler af livsglæde og giver noget frugtbart at samles om, selv om man hverken kender hinandens traditioner eller sprog.

Oscar-diskvalificeret

The Band's Visit er i al sin enkelthed let at holde af. Den er ikke en revolutionerende filmoplevelse, men den luner og lirker med stilfærdig charme nogle af livets store spørgsmål ind i de personlige møder. Filmen vandt publikumsprisen ved Copenhagen International Film Festival sidste år og var også manges bud på en mulig Oscar-kandidat som bedste udenlandske film.

Paradoksalt nok blev den diskvalificeret af Academy Award-komiteen, fordi for meget af dialogen i filmen var på engelsk i forhold til reglerne for 'foreign language'-film. Dialogen er naturligvis på famlende engelsk, da ingen taler hinandens sprog.

Det er spøjst, at en film bliver straffet for det, når den er en fryd af en frugtbar samproduktion, hvor man bliver rørt og kan genkende sig selv midt i alt det fremmede. Og så er der jo altså herlige billeder af vildfarne mænd på rad og række i store billeder ...

The Band's Visit. Instruktion og manuskript: Eran Kolirin. Israel/Frankrig. (Grand Teatret og Husets Biograf, København, Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu