Anton og sorgens pil med tekst af Katrine Marie Guldager og illustrationer af Kirsten Raagaard er en rigtig dejlig billedbog, som går tæt på drengen Anton, som prøver at forklare sin uforstående mor, at han har en sorgens pil i hjertet. Den ellers så nysgerrige og videbegærlige Anton synes normalt, at verden er spændende, men nu er det "som om at alle farverne i hans værelse forsvinder".
Selv ikke hans entusiastiske lærere, som med mange ord forsøger at forklare ham deres fags fortræffeligheder, kan nå ind til kimen i Antons sorg. Først nede i fyrkælderen hos pedellen, der ler som en buldrende kakkelovn, er der hul igennem. Han kan se, at Anton er ked af det, og siger til ham, at hvis man er ked af det, er der altid en grund. Og siddende på skødet af pedellen ved Anton pludselig, at det er faderen, der er rejst uden at sige farvel, han savner. Helt uden ord får Anton et rum til at forstå, hvorfor han har været ramt af sorgens pil.
Guldager skriver den lille molstemte fortælling frem med et rent, ukunstlet nærvær, som bæres videre i Kirsten Raagaards hverdagssansede og indlevede illustrationer, der udnytter de kompositoriske muligheder i det store billedbogsformat med tæt blikkontakt mellem to personer meget levende.
Afsked med manér
Med nu i alt fem bøger om den frydefulde lystløgner og fantast Balder lukker makkerparret Ken Denning og Lilian Brøgger deres Balder-projekt ned med et super de luxe afslutningsbind, helt enkelt betitlet Farvel & tak, Balder. Og det gøres med manér, skulle jeg hilse og sige. De fem bøger har i den grad fungeret som en kreativt afsøgende legestue, hvor mulighederne i samspillet mellem tekst og billede er blevet afsøgt med stor opfindsomhed. Der er hel tiden mange små fortællinger i spil, og det skaber en vimrende flerstrengethed , som er en afgørende del af det balderske univers. Som hovedpersonen selv formulerer det: "Når du lader være med at gå ligeud et stykke tid, kommer du til fantasien. Du skal bare gå ud og ind og alle vegne hen".
Og hvad har den lille knægt med de store, kuglerunde øjne så fundet på denne gang? Jo, vildtvoksende skrøner om hans alter ego Walther, som på vej til danseskole møder en Balder, der har så mange kloge tanker i sit hoved, at han er nødt til at eksplodere. Og om indholdet i Balders kuffert, som via nedfrosne rim om Grønland (!) fører os frem til et møde med Balders forældre, kæresten Bathilde, vennen Berlin, fru Biber, Balders barbermaskine, Balders rejser og Balderdyr i Zoologisk have. Der er et inferno af indfald, som med et konstant muntert antrit bringer os rundt i en hjemmestrikket verden fuld af fantasi og oplevelser. Brøgger digter og fabulerer undervejs med sprælsk dristighed og stor musikalitet ind og ud af tekstens utal af sprækker. Eksempelvis på den seks sider lange billedfrise med Balders kæmpestore mor, som overalt på sin yppige krop har små vimsende Balderbørn på opdagelsesrejse i kroppens landskaber. I bunden af Balders kuffert ligger der et par vinger, som Balder tager på, når han skal endnu længere ud i fantasien, end han plejer. Det sker på sidste side, da Balder flyver væk med et "Farvel til dig" medbringende sin kuffert til de mange historier, han regner med at finde ude i fantasien. På den måde tager læseren afsked med den lille, seje fantast med den meget rummelige virkelighedsopfattelse.
Posthum Kirkegaard
Det er lidt som at stikke hovedet ned i en velpræserveret tidslomme, når man læser Ole Lund Kirkegaards Frække Friderik, oprindelig tegnet og fortalt til forfatterens datter Maya (omkring 1969), og efter at have ligget mange år på bunden af en kasse udgives den så nu 29 år efter forfatterens død. Billedbogen, der bærer undertitlen Fortællingen om en doven dreng, er trykt efter det oprindelige hæfte og fremstår med sine fedtfarvetegninger på rødbrunt groft papir med en egen rustik stoflighed, som fungerer forrygende godt sammen med de enkle, men meget levende tegninger, som simpelthen er noget af det bedste, man har set fra Kirkegaards hånd.
Frække Friderik er en typisk kirkegaardsk outsiderfigur, placeret i samfundets yderkant, hvor han frister et liv som fantasibåren, anarkistisk livsnyder i sin 'bolig', som består af en seng, der står på en tørresnor, en tissepotte og en paraply. Læseren følger Friderik fra han kl. 10 om morgenen bliver vækket af mælkemanden, til han to døgn senere flytter til et andet sted. Inden for det døgn får den dovne dreng lænset bageren, købmanden, slagteren og slikmutter for mad, drikke og søde sager, inden han slutter sin gratistrunde af med en tur i biograf og cirkus. Tricket består i, at han hos alle sine leverandører lover at møde op den følgende dag og arbejde for det, han har fået. Næste morgen er der kontant afregning, da Friderik bliver vækket af seks vrede voksne, der alle kræver hans arbejdskraft for en dag. Friderik knokler dagen igennem, inden han om aftenen falder i søvn i halmen hos de cirkus-elefanter, han har vasket. Cirkusdirektøren tror, at Friderik nu har fået en lærestreg. Men nej. Næste morgen er Friderik "rejst et andet sted hen, hvor han kan blive fri for at arbejde for føden". Og fortællingen slutter med flg. læserhenvendelse: "Så nu kender du ham, hvis han en dag skulle flytte til den by, hvor du bor".
Bogen placerer sig meget smukt i det krydsfelt mellem en anarkistisk sympati for de anderledes og udstødte og den nedtonede, upåfaldende pædagogik, der også var en del af det opgør med den regelrette fantasiløshed, Kirkegaards bøger stadig er et levende udtryk for.
Ornlig syg
Fantasiløshed er formentlig også en dødssynd for Oskar K. (alias forfatteren Ole Dalgaard), som alene og sammen med sin viv, illustratoren Dorte Karrebæk jævnligt detonerer den mere eller mindre faste grund, børnebogen befinder sig på. De to dyrker en særlig, skævvredet gangart, hvor sansen for det groteske som stil- og genreelement er under konstant udvikling. Deres seneste fællesopus Hurtige Henning historier henvender sig til de (tror jeg) rigtig mange yngre læsere, som også elsker den humor Anders Matthesen og folkene bag Yallahrup Færgeby excellerer i, jvfr. bogens bagside: "Hva' så der? Vil du læs' en ornlig syg historie?"
Og hvad er de to K'er så ude i denne gang? Jo, en farcedrevet fordoblingshistorie om geniet Henning (som kan sige 'fuck', sluge regnorme og spille på tænder) og næsten-geniet, burkaklædte Fatima (som er sej til dansk, men ikke kan spille på tænder eller sluge regnorme -på grund af burkaen) og deres morsomme forsøg på at trænge ind på hinandens hemmeligheder. Det viser sig, at forklaringen på deres imponerende faglighed simpelthen skyldes, at der er fem Henning'er (faktisk seks inklusive hunden Henning) og tre Fatima'er (dog med forskellige størrelse storetæer) , som i skolen på skift tager over i de fag, de hver for sig er gode til. Morskaben under læsningen består bl.a. i, at det er umuligt at holde styr på, hvornår hvem er på banen, og i den veloplagte portrætteringskunst Dorte Karrebæk udfolder, ikke mindst i skildringen af den farveblinde sorte dreng William, som er vild med trommer og rytmedans, og hunden Henning, som iført rød tophue og gule gummistøvler udfører uortodoks spionvirksomhed.
Smukt og smerteligt
Oskar K. er også ved forfatterpulten i den muntert mørktonede og etisk grænsesøgende billedbog De skæve smil, som i min optik kandiderer til at blive en af årets helt store billedbøger. Med et vidunderligt, kongenialt samspil mellem tekst og illustrationer
Det er en smuk, bevægende, filosofisk eftertænksom og smertelig poetisk fortælling om alle de navnløse væsener (i bogen kaldet 'de skæve smil'), som aldrig blev født, og nu lever ude i evigheden, hvor de drømmer, de var ønskebørn med navn, fødselsdag, en familie og et hus at bo i. De får tiden til at gå med at fortælle hinanden om grundene til, de blev valgt fra og aldrig kom til verden. Én "blev fjernet for et hareskårs skyld," en anden "stod i vejen for mors karriere", om en helt tredje hedder det "Jeg var på universitetet. Et halvt århundrede. I sprit." Alle de ufødte er sammen med verdens grimmeste hund, Sam, som er blind, har friluftsgebis og rådne tænder, men den hedder rent faktisk noget, og det ikke at have et navn er et stort problem for alle de ufødte. Derfor drager de på ryggen af Sam af sted for at finde Gud, så han kan give dem et navn, men Gud er ikke hjemme og alt, hvad de ser, er "en lille lygte med støvede glas, der kastede et stilfærdigt skær omkring sig".
En filur konstaterer, at Gud måske kun findes i drømme, hvortil Sam replicerer: "Måske er vi kun til i drømme". En anden udfolder så den forløsende tanke, at så må der også være nogen, der drømmer om dem og giver dem navne. Og i en løssluppen stemning giver alle de skæve smil så hinanden navne og vender snuderne hjem, for som teksten udtrykker det "Nu hed de noget. Nu var de nogen".
På billedsiden til denne tankevækkende ode til de ufødte leverer Lilian Brøgger en række illustrationer, der i den grad aftvinger respekt. Brøgger glider ind og ud af de små gespensters virkelighed med hunden Sam, hvis blinde øjne i et ultranærbillede viser sig at spejle et skib og en grundtegning af et hus, og tegnet i et rum med meleret lysende lag af blåt og gult. Og videre ind i drømmeagtige områder, der både er konkrete og med smukt formidlede metafysiske overtoner. Særligt bevægende er opslaget, hvor de små misfits i deres søgen efter Gud, hører en række kvindestemmer synge "Jeg våger, at ikke de slemme mus, skal liste sig op i din snabel," som Brøgger billedliggør med en blå elefant, der omsorgsfuldt svøber sin snabel beskyttende om de skæve smil.
De skæve smil er en billedbog, som med sit svimlende samspil mellem tekst og illustrationer demonstrerer den kunstneriske styrke i nutidig dansk billedbogskunst, når den er allerbedst.
