Læsetid: 2 min.

For femhundrede fladmaste fluefødder

Højtlæsning af smældende eder og lydefterlignende ord, en dramaturgisk drøngod historie, sjov story-line og levende karakterer. En veloplagt eventyrserie for de 5-10 årige
Højtlæsning af smældende eder og lydefterlignende ord, en dramaturgisk drøngod historie, sjov story-line og levende karakterer. En veloplagt eventyrserie for de 5-10 årige
25. juli 2008

Splaff! Sådan lyder det, da Ask og Birk i Syvstammetræet en morgen vågner og ser, at der ligger en kragelort lige udenfor. Det betyder, at kragerne er på færde igen, og de udgør en fare, da Kragekongens livret er hullerikker, og hullerikker er just hvad de to er. Syv centimeter store gespenster med et menneskeagtigt væsen, træagtige ører, kraftige kløer på tæerne, en usædvanlig god hørelse og et dårligt nattesyn.

Så er bolden givet op i Josefine Ottesens nye højtlæsningsserie, som med godt gehør (især for smældende eder og lydefterlignende ord), en dramaturgisk velfungerende, humorbåren storyline og en levende karaktertegning har godt fat i de 5-10 åriges behov for eventyr og fantastiske projekter båret af en tro på egen uovervindelighed. Og godt sekunderet af Claus Rye Schierbecks illustrationer, som både er tæt på naturen og har fint fat i det muntre spilopmageri, teksten er rundet af.

Selve fortællingen har det klassiske, trefasede hjem-ude-hjem-forløb. Da træets yngste hullerik, den rapkæftede Ella, bliver bortført af en krage, må Ask og Birk på banen og hente Ella hjem fra Kragekongens træ for at vise både fader Tjørn og sig selv, at de er de modigste hullerikker. Og det bliver en dramatisk tur gennem lavlandet, hvor de to temperamentsforskellige venner møder den pruttende og bøvsende Thorvald Tudse, styrtdykkende flagermus, en ellehullerik og Malle Skalle, som på et åkandeblad fragter de to eventyrlystne meget tæt på Gustav Geddes farefulde enemærker. De reddes i sidste øjeblik af krageungen Piv og Ella, hvis liv som udsat plejebarn i en kragerede skildres i et parallelforløb.

Josefine Ottesen har siden debuten med eventyrromanen Eventyret om Fjeren og Rosen (1986) opbygget en solid position som en af Danmarks fremmeste fantasy-forfattere. Helt centralt står trilogierne Krigeren (2001-03) og Historien om Mira (2005-07), to rigt orkestrerede udviklingsromaner, som på alle måder er på internationalt niveau. Heltemod og kragelort, som er første bind i en eventyrserie for mindre børn, viser, at Ottesen, som tidligere demonstreret i serien om blomsteralfen Roselil, også behersker højtlæsningsseriens krav om genkendelighed, situations-komik og hverdagsrelaterede psykologiske konflikter børn imellem. Det eventyrlige er smidigt integreret i en blandingsform, der aldrig forfalder til det sentimentalt pusse-nussede, men hele tiden har fat i både store og små nuancer i spillet mellem mennesker. Det fungerer simpelthen helt upåklageligt.

Josefine Ottesen: 'Heltemod og kragelort' (Hullerikkerne fra Syvstammetræet, bind 1), ill. af Claus Rye Schierbeck, 120 s., 199 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag. ISBN: 978-87-638-0774-6.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu