Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Fest på afgrundens rand

Britisk urban-musik lever og har det godt midt i al skidtet. En af de mest prægnante apokalypser inden for ny elektronisk musik har for eksempel set dagens lys i London. Og man kan danse til den. Ligesom man også kan feste til socialrealismen og humanismen i ny cockney-rap
Kultur
28. juli 2008
Kevin Martin alias The Bug lader sig ikke bure inde i genrebetegnelser eller -konventioner, men giver os en ætsende udladning sammensat af energier fra mange steder i musikken, ikke mindst fra den jamaicanske dancehall og til dels også fra den britiske hiphop-mutation grime.

Kevin Martin alias The Bug lader sig ikke bure inde i genrebetegnelser eller -konventioner, men giver os en ætsende udladning sammensat af energier fra mange steder i musikken, ikke mindst fra den jamaicanske dancehall og til dels også fra den britiske hiphop-mutation grime.

Playground Music

Dommedagsklokkerne på nummeret "Murder" fra The Bugs nye album London Zoo har noget, de gerne vil fortælle os: At vi er ved at æde hinanden og alt hvad vi har kært ihjel. Ikke kun i den kværnende trykkoger, som den britiske hovedstad er, men, ja, du gættede rigtigt, kære læser, globalt. Så velkommen til en af de mere paradoksale plader, denne anmelder har haft i sine ører.

maler apokalypse i både ord og lyd - bas og beats er blevet trukket over asfalt, inden de er blevet radbrækket i computeren, synth-klangene er hentet fra en nær post-industriel fremtid; der foregår en dystopisk omgang med mol, og der er dommedagsprædikanter ved mikrofonen, hvori der både diskuteres Taleban og oversvømmelsen af New Orleans.

London Zoo

"Look into the world today. See what's going on. You can see tribulation time () Seems like the end is getting near. A lot of people in the nation living in fear. All nations better be prepared. Cause it ain't just me feeling scared," synger Ricky Ranking på afslutningsnummeret "Judgement". Her er ingen udveje.

Men samtidig giver London Zoo udfrielse gennem bassens utidige nyreslag, via trommeprogrammeringernes kærlige lussinger, ligesom de mange gæstevokalister i sjælden grad forstår at piske en energisk stemning op - med paranoia og sublim produktion som brændstof. Man bliver kvalt og forløst på samme tid.

Det er ikke ulig den unge genre dubsteps natur: En ond sugende bas i højt tempo og et mere dansabelt beat i halvt tempo, en krydsning mellem dubs hashede rumklange og bas og 2-steps hektiske dansegulv-appeal. En selvmodsigelse, som truer med at rive dansen i stykker, men på forunderlig vis ender med at give den nyt liv. Dubstep er dans på afgrundens rand. Og man finder flere dubstep-perler på London Zoo.

Men den London-baserede producer Kevin Martin alias The Bug lader sig ikke bure inde i genre-betegnelser eller -konventioner. Og i stedet for at lave et rent dubstep-album, mens genren er på sit indtil videre kommercielt højeste, så giver The Bug os en ætsende udladning sammensat af energier fra mange steder i musikken, ikke mindst fra den jamaicanske dancehall - reggaens hårdere, hurtigere lillebror gerne tilsat toasting (jamaicansk rap) - og til dels også fra den britiske hiphop-mutation grime. Og det sker med helt forrygende vokal-præstationer fra folk som Tippa Irie, Flowdan, Spaceape og ikke mindst den mesterlige Warrior Queen, som bedre end nogen anden forstår at skabe friktion ved at ramme ved siden af gængs toneforståelse.

London Zoo fræser nådesløst sin helt egen bane i din hjernebark, og mens den gør det, er det svært at sidde stille af bar fryd. Hvem har sagt, at nydelsen er ren? Tvært-imod forstår Kevin Martin at bruge civilisationens forgiftede blod til at kickstarte pacemakerne i sine cyborg-mekanismer - med mindelser om Public Enemys forrygende sampler-bevæbnede røverier af virkelighedssansen i forsøget på paradoksalt nok at skabe ny politisk indsigt. I The Bugs voldsdigitale svedehytte tænker man således også, at overgreb på sanserne kan vise sig at være den eneste vej til erkendelse og ud-frielse.

For indavlet

At genrekonventioner kan tynge er vist ikke nogen hemmelighed, og mens Kevin Martin således formår at sno sig mellem især dubstep og dancehall, accepterer et utal af producere i disse dage dubsteppens definitioner. Det skader jo heller ikke at sætte rammer for sin kreativitet, men når en genre er begyndt at herske i undergrunden, så kan den alligevel godt begynde at stramme og ligefrem lukke for blodtilførsel.

Det finder jeg indikationer på inden for dubstep på den sjette udgave af mix-album-serien Dubstep Allstars. Det var denne serie, der var med til overhovedet at døbe denne London-fødte genre, men jeg skal indrømme, at jeg ikke har orket at lytte for meget til dj'en og producerens Appleblims udvalg og mix. For det virker i flere stræk for indavlet, for renfærdigt, for tilfreds med akademisk tørre forskydninger over i især dub-techno.

Ikke at der ikke er fornemme udladninger, fra for eksempel Jus Wan og Peverelist, der nærmest former sig som dialoger mellem dubstep fra nu og intelligent techno og ambient fra de svundne 90'ere. Og der peges også frem mod et bredere gennembrud, nemlig i brugen af vokaler (som jo er næsten uundgåelige, hvis man vil nå masserne) på for eksempel Pinchs smældende synkoperede samarbejde med sangerinden Yolanda eller Mungos Hi-Fi's hjemvenden til dubbens ekkoende vokaler og analoge lo-fi. Men der er altså også mere golde diskussioner på Dubstep Allstars: Vol. 06, som tyder på en i hvert fald delvis metaltræthed.

Lidt for mageligt

En anden London-genre der flere gange er blevet påklistret en nekrolog i den britiske presse er hiphop-mutationen grime. Og lige så meningsløst det er at erklære en genre død, lige så tydeligt er det, at grime har holdt sig lige lovlig meget i ro. Og det kan en af dens definerende skikkelser, East London-rapperen og -produceren Wiley, ikke ændre på med Grime Wave.

Det er ellers et fint album, hvor Wiley holder det ægte med tekster om lokalpatriotisme og ved at udelade sit store klubhit "Wearing My Rolex" fra albummet. Det er nemlig god grime-stil at affyre unikke singler og mix. Så ingen problemer i afdelingen for autenticitet.

Men Wileys såkaldte 'eskibeat' (han kalder sig også Eskiboy) har ikke ligefrem vokseværk, tværtimod får man hurtigt nok af hans hjemmelavede spartanske synth-figurer og enkle, men hektiske rytmer. De er bevidst billigt klingende, dance-lugtende, oldskool-dunstende og næsten fjollet reduktionistiske. Og de fungerer vist først og fremmest som tørt afsæt for Wileys stadig strålende radbrækkede afsnuppede raps - der bare mangler modspil.

Når Bless Beats får lov at overtage producer-kasketten, kommer der til gengæld anderledes fart over feltet med flimrende samplinger af sitar, tablas og 70'er-bas. Giv dem hele albummet næste gang, kære Wiley, for du rider lidt for mageligt på dine egne magre produktioner.

Grovkornet energi

Nu er der ikke noget galt med at holde sig i ro, men i mange elektroniske kredse er evolutionen den eneste mulighed. Hold dig i bevægelse eller bliv spist af konkurrenterne. Tag for eksempel Dan Le Sac Vs Scroobius Pip, som leverer en vital rock/electro-fortolkning af grime med let cockney-accent og oplagte paralleller til The Streets. Duoen fra lillebyen Stanford-le-Hope er bare anderledes melodiske og formår at lave regulære rockomkvæd. Og på den led minder de mere om nogle af det amerikanske kollektiv Anticons mest indie-rock-orienterede acts såsom Themselves og Subtle - bare enklere, mere direkte.

Dan Le Sac Vs Scroobius Pips nye, andet album Angles er et råt skåret, direkte appellerende livstykke, hvor produceren Dan Le Sac slipper afsted med en primitivisme sprængfyldt med en grovkornet energi, der kan få old-skool-beats og Run-D.M.C.-elguitar-samples til at fungere. Det sker så også takket være Scroobius Pip, der med en stålbørstet røst og et ungdommeligt poetisk hjerte hæver sig langt over gennemsnittet med sine ytringer et sted mellem rap og poetry slam.

Det er måske ikke de største indsigter, Pip giver os: At hiphoppen skal tilbage til udgangspunktet, at skønhed er relativ, at der er flere forskellige sider af en historie. Men det er sgu befriende at høre en rapper tage "Beauty is in the eye of the beholder" alvorligt og brodere sin egen fortælling over temaet. Ligesom hans fortælling om Mark, der hævner en politimands overgreb, har en stram fortællemæssig økonomi og en åben udgangsbøn. Og så er der undergrundshittet "Thou Shallt Always Kill" om at værne standhaftigt om sin egen personlige ild, om ikke at give efter for hype og om at slappe lidt af med idoldyrkelsen. "The Smiths ... just a band. Nirvana ... just a band. The Pixies ... just a band". På You-Tube har videoen over 2,2 millioner hits ...

Angles er af og til lidt for musikalsk mager og moralsk prædikende, men som helhed er det en stærkt med-rivende humanistisk og socialrealistisk bandbulle. En forrygende adrenalin-indsprøjtning direkte i lytterens hjerte. Og et solidt bølge-skvulp ud i grime-scenens kanalsystem, hvor talenterne snart bør stå fra kaj igen.

Så der er stadig ild i briterne, og både The Bug, flere Dubstep Allstars-repræsentanter, Wiley og Dan Le Sac Vs Scroobius Pip formår at forene elektronisk musik og vokaler på fornem vis.

Falden engel

Denne blanding er jo ikke nogen nyhed i dag, men det var det - trods Kraftwerk, new romantics og disco - tilbage i de glade triphop-dage i midt-90'erne med Massive Attack, Portishead og Tricky. Sidstnævnte faldne engel er albumaktuel med Knowle West Boy, hvor han er skiftet til det til tider brillante pladeselskab Domino og fået den tidligere Suede-guitarist Bernard Butler som med-producer.

Samarbejdet holder en tre-fire numre, men ebber så ud i uinteressant manipuleret rock'n'roll, upræcise ballader og sløv dancehall, der hverken vil frem eller tilbage, ind eller ud. Hverken vokalt eller kompositorisk. Og et eller andet sted skal man jo hen.

The Bug: London Zoo (Ninja Tune/Playground)The Bug spiller den 16. august på Strøm Festivalen i København.

Diverse: Dubstep Allstars: Vol. 06 Mixed by Appleblim (Tempa/Specialimport) www.tempa.co.uk

Wiley: Grime Wave (Eskibeat Recordings/Specialimport) www.eski-beat.com www.myspace.com/eskiboywiley

Dan Le Sac Vs Scroobius Pip: Angles (Sunday Best Recordings/VME)

Tricky: Knowle West Boy (Domino/A:larm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her