Læsetid: 3 min.

En forrygende pave, en fantastisk karriere

Studehandler og rævekager, bestikkelse og taktiske overvejelser var hverdag blandt den politiske og religiøse elite i 1400-tallet. Det fremgår af en opsigtsvækkende udgivelse af pave Pius den andens erindringer
26. juli 2008

For nylig udkom der i Tyskland en bog fra 1400-tallet. For første gang er der nu lavet en tysk oversættelse af intet mindre end pave Pius den andens erindringer, skrevet og dikteret i midten af 1400-tallet.

Som dokument og vidnesbyrd om nogle af de vigtigste politiske magtstrukturer i renæssancen er den næsten uden sidestykke. En personlig skildring af politiske spil i toppen af den europæiske ledelse og dertil øjenvidneskildringer fra den berejste Piccolomini, som var hans borgerlige navn. Enea Silvio Piccolomini fødtes 1405 i nærheden af Siena af adelig familie, om end hans familie på Eneas tid var blevet frataget deres magt og rigdom. Han studerede jura, men blev tidligt begejstret for de store klassiske forfattere, hvis værker han skrev af (vi er jo før bogtrykkerkunstens opfindelse) og tilegnede sig.

Hans karriere er intet mindre end fantastisk. Han opnåede at være sekretær for adskillige paver samt kejser Frederik den tredje. Hans kirkelige avancement skete hurtigt (og var sket endnu hurtigere, hvis ikke paven lige havde haft nogle nevøer, der skulle udnævnes først), og i 1458 valgtes han til pave og tog navnet Pius den 2.

Elegant

En engelsk oversættelse fremkom over en årrække mellem 1936 og 1957, men ellers har erindringerne kun eksisteret i den latinske udgave. Til gengæld kommer de nu i mange oversættelser; inden for relativt få år er bogen kommet på fransk, italiensk og ungarsk samt altså i marts måned også tysk.

Oversættelsen af skriftet ligger tæt op ad den latinske original, hvad der på den ene side gør teksten lidt tung, men på den anden side netop medtager de nuancer og elegante formuleringer, som på latin flyder noget nemmere end på et nutidigt sprog. Dertil kommer, at Piccolomini både har været en utrolig lærd og morsom person. Det gør bogen til en langt mere underholdende affære, end man umiddelbart skulle tro en samling pavelige erindringer fra det 15. århundrede ville være.

Tag f.eks. skildringen af den episode, hvor der gik et rygte om, at han og en anden biskop skulle være udnævnt til kardinaler, men hvor de førnævnte nevøer og en kongelig relateret portugisisk præst udnævntes. Piccolomini forholdt sig afventende, da han blev konfronteret med rygtet, inden han kunne være sikker på, om det var sandt, mens den anden genstand for rygtet, en stakkels biskop fra Zamora, sagde:

"Endelig har jeg opnået, hvad jeg har ventet på i 39 år!"

Og han faldt på sine knæ foran en statue af jomfru Maria og takkede hendes søn for, at han nu endelig havde fået opfyldt sit ønske. Og Pius fortsætter:

"Således er menneskenaturen så forskellig; nogle tror alt for hurtigt det, de ønsker, andre det, de frygter."

Og om de udnævnte nevøer samt den royale præst noterer han:

"Disse personer udnævntes ikke til kardinaler for at hjælpe kirken, men fordi kirken derved kunne hjælpe dem. Det er desværre i dag et almindeligt onde, at man snarere søger et højt embede til en mand end en mand til et højt embede."

Yes! Den slags er bogen fyldt af.

Lokumsaftaler

Selvsagt rummer erindringerne navnlig detaljerede skildringer af en række politiske kirkelige forhold i samtiden. Men hele renæssancen, også andre forhold end de to nævnte, bliver levende ved læsningen af Pius' erindringer.

Til de mere eksotiske hører hans detaljerede skildring af den samtidige grev Johann Draculas styre. Men det klart mest spændende er den dag-til-dag-beretning om det konklave, som endte med at vælge Piccolomini til pave. Her får man en fabelagtig skildring af renæssancetidens verdslige kardinaler, som, hvis man skal tro Piccolomini, næppe alle har været voldsomt distraheret af teologiske overvejelser.

Studehandler og rævekager, bestikkelse og taktiske overvejelser for at sikre sin egen fremtid hos en ny pave synes at have været væsentlige bevæggrunde hos en del af dem. Når man - undskyld mig - skulle på lokum, forgik det et afsides sted, hvor der således var fin mulighed for, med løfter eller trusler, at forhandle folk over til den velhavende kardinal Guillaume d'Estouteville fra Rouen.

"Sandelig et værdigt sted at vælge en sådan mand til pave. Kunne man finde et mere passende sted at indgå beskidte aftaler end ved latrinerne?" spørger Piccolomini, inden nogle af kardinalerne trods alt fik kolde fødder over for de numre, de var ved at deltage i, og i stedet valgte Piccolomini.

Bogen indeholder ikke samtlige kapitler af erindringerne. Det er et udvalg, og en samlet udgave vil måske også blive for voldsom i dansk sammenhæng. Men oversættes bør den, for har man blot et minimum af historisk og humoristisk sans er der mindst de to grunde til at læse disse uforlignelige erindringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

nostalgisk er der ikke dækket bord men fortsat ny dag at overvinde med klar himmel. Masser forslag til kontrakt uden modellere. Flyder jeg i karakter trækkens slæb. Pres paa betegnende i typisk. Pastiller jeg mellem linjerne og maler heteros frit fra leveren. Fiffige spøgefugle opstår frem for alt. Hvor jeg sømmer får jeg en forsvindende sult. Spiller skråt over skranten og stimulere. Kostråd forkæles til stor revolution og vordende i futurisk. Snare hugger jeg til fyld. Ophavs breder jeg til rangle og friste behovs. Eklatante udhuler til at afsætte hvor jeg poster nok et muligt eksemplar. Den slunkne kasse bærers med forbehold en og latterligheder retter jeg paa. Præsidiet slår over statisk førelsens troppers trædemølle. Sætter jeg en prop i starthullerne mod latent og u nådens gunstige spil.