Læsetid: 6 min.

Man gjorde et hovedværk fortræd

Der stod 28 musikere på Operaens scene under Lou Reeds opførelse af hovedværket 'Berlin' fra 1973. Og 27 af dem løste deres opgaver perfekt, så det var egentlig ret synd, at nummer 28, Lou Reed selv, var så fucking uengageret i forløbet
9. juli 2008

Et svalepar har bygget rede ude i vores port. Eller rede og rede - det er sådan en art lerklinet halvskål, hvor deres afkom - fire styks i alt - sidder og skriger på mad, fra lyset kommer til det svinder bort igen. Oprindelig var der fem - rask væk døbt Mick, Keith, Brian, Bill og Charlie - men så faldt én af dem ud af lerskålen og døde. Det må så have været Brian. Det er svært i lyset af altings generelle miserabilitet at retfærdiggøre, hvor beærede vi er over at have dem boende under vores tag samt ikke mindst, hvor optagede vi er af deres tarv. Og hvor smukke de voksne fugle er at se på, når de sidder på tørresnoren og skælder os ud, når vi formaster os til at gå ud og ind af vores egen port. De har godt nok været med til at sprede glæde i denne vejrmæssigt noget ustadige sommer, hvor jeg har indført midlertidig nyhedsboykot, da jeg er pissetræt af min egen arts gerninger, globalt som lokalt. Skabningens herre - ja godaw do! Vanvittig kakerlak på to ben, snarere. Så måske det midlertidige stop bliver permanent, hvem ved?

Nå, men grunden til denne tur om det ornitologiske er såmænd, at jeg fik en umanerlig lyst til at begynde denne anmeldelse af den efterhånden 66-årige (og nygifte!) Lou Reeds opførelse af sit 35 år gamle magnum opus, Berlin, i Operaen mandag aften, med noget positivt (hvilket så altså delvist mislykkedes). For for lige at få det af ve-jen, så var det ingen stor aften. Jeg havde ellers fået det meste af dagen til at gå med at glæde mig til at høre Lou Reed og hans medbragte entourage blæse liv i ikke kun et af rockmusikkens mesterværker, men også en plade, der på det personlige plan har betydet ufatteligt meget. Jeg tør roligt påstå at have lært mere om sangskrivning, arrangementer, pladeproduktion, performance og dramaturgi ved at lytte til denne sangcyklus end det meste andet, jeg ellers har beskæftiget mig med. Denne hårrejsende, intense og tra-giske kærlighedshistorie om et i sandhed dysfunktionelt par har vist sig uhyre slidstærk, og skulle jeg partout hoste op med en liste over verdens 25 bedste rockplader, ville jeg uden tøven inkludere Berlin.

Forventningens glæde

Men men men - hvordan tog Lou Reeds hovedværk sig så ud som liveperformance anno 2008? Jo og ja og bopbopbop - for at holde fast i det positive må det siges, at rammerne var i orden: Omkranset af en smuk scenografi (designet af ingen ringere end Julian Schnabel, hvis koncertfilm om netop denne version af Berlin snart har Danmarkspremiere), hvorpå der projiceredes filmklip, som illustrerede historien, men alligevel holdtes diffuse nok til ikke at stjæle opmærksomheden, bestod opstillingen af de i alt 28 (!) musikere, der skulle til for at forløse værket: Et 12-personers børnekor, fire strygere, fire blæsere samt et stærkt rockhold, bestående af guitaristerne Steve Hunter og Mike Rathke, bassisterne Rob Wasserman og Fernando Saunders, kapelmester/keyboardmand Rupert Christie, trommeslager Tony 'Thunder' Smith og korpigen Sharon Jones. Læg dertil det faktum, at semilegenden Hal Wilner var blevet hjulet ind for at kreere stryger- og blæserarrangementerne (og i øvrigt agerede toastmaster), samt at pladens originale producer Bob Ezrin havde fungeret som rådgiver, og man skulle ikke tro, det var menneskeligt muligt at fejle, vel? Og på det musikalske plan var der heller ikke en finger at sætte - undtagen måske når Reed selv trak endnu en outro ud i det uendelige, mens han gav prøver på sit mildest talt noget mangelfulde guitarspil. Kun en forrygende bassolo fra Wasserman gav rigtig mening i den sammenhæng.

Hans guitarspil kan selvfølgelig have masser af karakter, og personligt nød jeg introduktionen, hvor det noget i retning af det 18 minutter lange to-akkorders nummer "Like a Possum" afspilledes over PA'et, mens de samme syv-otte klip af bølger i bevægelse projiceredes på bagtæppet. Henfaldt til betragtninger over måden, vandmassernes hypnotiske rørelser på smukkeste facon faldt i samklang med Reeds voldsomt forvrængede guitars modulationer og kom i en trance, der først blev brudt, da det enorme ensemble åbenbarede sig, og Lou Reed uden dikkedarer vadede ind på scenen. Mødt af et tordnende bifald fra den forsamlede menighed, der bestod af et bredt udsnit af lokalbefolkningen, hvad angår såvel køn som alder. Og vi kunne konstatere, at selv om han har fået sig en lille ølvom, har han aldrig før haft så flotte overarme. Og traditionen tro spændte Reed en guitar på, hvis oprindelse der kun kan gisnes om. Costum made, det er sikkert. Og godt lød den, og stor var forventningens glæde. Til en aften i selskab med Berlin og denne Lewis Allen Reed.

Ret forfærdeligt

Men hvad pokker ville Reed dog egentlig med denne magtmanifestation? Det er for længst slået fast, at selvom Berlin ved sin fremkomst fik en hård medfart, er det siden da blevet både konsensus og børnelærdom, at denne mørkt anlagte sangcyklus om to rodløse, plagede, men også forelskede narkomaner et sted i udkanten af en delt by i oprør, hører til blandt rockhistoriens ypperste. Okay, han har mange gange ymtet sin oprindelige plan om at ture med den i fuld udstrækning og det helt store udtræk, så det var vel den drøm, der skulle leves ud. Hvad der så kan undre er, hvorfor han f.eks. ikke havde gidet lære sig teksterne udenad - i stedet for konstant at stå og mekanisk læse dem på de to telepromptere, der var anbragt ved hver af hans fødder? Ifølge Hal Wilners lakoniske introduktion var det 66. gang, at værket opførtes, så det skulle vel have givet Reed rig mulighed for at lære lortet?

Nå, det havde vel ikke været det store problem, hvis måden altså han havde fremsunget/reciteret dem på, havde siddet et hundrede procent i skabet. Hvis han havde formået - eller bare gjort sig en anstrengelse - for at fremmane de isnende stemninger, der er med til at gøre albummet så uafrysteligt og gennemført sjæleædende. Men næ nej - det blev der ikke noget af. Man skulle i stedet tro, det handlede om at gå Bob Dylan i bedene på en af de aftener, hvor denne uudgrundelige jøde af uransalige årsager beslutter sig for at smadre sit eget repertoire til ugenkendelighed. Det hele var galt - intonation, fraseringer, toneleje, teknik, performance - men først og sidst: fortolkning. Det er fandeme ikke Grønspættebogen, det handler om, vel? Jeg sank længere og længere ned i sædet, mens skævert på skævert stod fra Reeds mund, samtidig med at alt omkring ham tangerede perfektion. Nå ja, publikum gik amok, og han fik stående bifald, og jeg skal komme efter dig. Og der var da også en god stemning på både scenen og i salen, så det er sikkert bare mig. Men faktisk fandt jeg det ret forfærdeligt. Det var faktisk kun de tre ekstranumre - en flot arrangeret "Satellite of Love", en indædt "Rock'n'Roll" og et smukt nyt nummer, skrevet til ægtefællen Laurie Andersson, "The Power of The Heart" - der virkelig løftede sig. Men taget som helhed ville jeg hellere have siddet hjemme på gården, røget smøger og holdt Mick, Keith, Bill og Charlie ved selskab. Ærligt talt.

Lou Reed m/ band & børnekor, Operaen, Kbh., mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil egentlig ikke diskutere din kritik, smag er svær at diskutere. Jeg må indrømme, jeg havde det himmelsk. Jeg havde aldrig drømt om at komme til at opleve ham synge Berlin live - og jeg elsker ham for at have modet og energien til at gøre det. Ingen tvivl om, at det er et uhyggeligt svært værk at genskabe/fortolke - og jeg købte mere min billet som en slags tak for hans plade end i forventning om en vellykket koncert.
Heldigvis blev den mere end vellykkket. Det blev det perfekte "once in a lifetime"-appendiks til en helt igennem unik plade. Båret af en usædvanlig fokuseret og koncentreret Lou Reed, der hele tiden ramte den rigtige balance mellem pladens univers og liveuniverset. Han spillede til salen (på sin distancerede og coole facon, der nu engang er hans varemærke) men uden at bevæge sig afgørende væk fra Berlin-universet. Han var tro mod ordene, selvom fortolkningen ofte fik en tredie og fjerde kant. Det var fascinerende og vidunderligt. Og yes, rørende.

Og for en gangs skyld var lyden så fremragende, at det var muligt at hænge ved hvert eneste ord...

hej klaus lynggaard

jeg tror at årene og dine svaleunger har givet dig lidt pip ;-)

det var en fantastisk koncert med lou reed i operaen - og en feeee-eeed brodering i improvisatorisk grad over de enkelte numre - ligesom originalen også var forlænget med langvarige og langtidsholdnbare guiar-soli.

du skulle være blevet hjemme ved weber-grillen og vennerne i stedet for at møde mavesur op til en urias-distance der på formidabel vis bevarede ånden - inklusive maraton-guitarsoli - fra det oprindelige 35 år gamle album - endda med steve hunter i front.

shame on you ... selvom dine bøger er okay - selv set fra en af fra den generation du angiveligt mener at kende ud og ind.

bh

per lyhne

pas på dig selv - gør godt

hej igen klaus - og andre der læser med

det slog mig lige, at du behandler og omtaler 66-årige lou reed som om han var en bjarne riis der skulle leve op til sine præstationer 35 år tidligere - i en tilsvarende doped tilstand ...

bh

per

pas på dig selv - gør godt