Bladtegneren Anne-Marie Steen Petersen har evnen til at huske tidlige oplevelser som afgørende momenter, der ligefrem udpeger en skæbne. F.eks. at gå på jagt i sin fars bibliotek og falde over et værk med karikaturtegninger fra oldtiden til vore dage og se ind i en grotesk og skummel verden af forvredne fysiognomier eller senere at falde fuldkommen i trance over Rembrandts selvportræt. Skelsættende og øjenåbnende for lysten til at aflæse ansigter overalt i struktur og arkitektur og til selv at skabe portrætter, der både ligner og åbner for en skjult verden bag facaden.
Fascinationen af netop en anden, mere skjult komplementær verden fører hende på rejse i både det ydre og det indre Europa, hvor hun med nøgtern kombinatorik etablerer svungne kulturhistoriske linjer i den fantastik, der stikker hovedet frem i kunsten fra oldtid til nutid. Pejlemærkerne er djævelens masker, narrenes fjæs og Guds åsyn. De er lige virkelige udsagn gennem tiderne om vores rædsel og hengivelse.
Byzans
Hun har før været på færde med en fremragende bog om Grundtvigskirken, der løfter sit ansigt over Bispebjerg, og sammen med sin mand Henning Prins eftersporet Julemandens historie.
Han er hendes fortrolige ledsager i de nye ekskursioner, som er fortalt med stor sproglig verve og nerve. Man hænger på for at få stadig mere og mere at vide om øjnene, der ser begge veje. Hun er åben om sine kilder og inspirationer, deler elegant sin opdagerglæde, så man trækkes nær til bøger og steder og villigt stiller op foran katedraler ved vestindgangen med de mægtige portalfacader. Til slut kommer man med til Istanbul via en fin læsning af W.B. Yeats' berømte og svære digt Sailing to Byzantium, som parret oversætter til dansk. Vikingernes Miklagård, Byzans, Konstantinopel, Istanbul - dette konglomerat af kulturmøder, romersk, græsk, osmannisk, tyrkisk. Men da tager den fine indkredsning af den byzantinske stil via mosaikkerne i Ravenna og de storøjede typeportrætter efterhånden mere karakter af benovet turisme og byvandring end af sammenfatning, selv om der fremskrives og tegnes godt, koloristisk stof og tanke til at sætte kultur- og storpolitik i relief, men lidt for mange ansigter tager del i festen.
Djævlepagter
Men hvor er det ellers en morsom og anskuelig form for mobil kunstanalyse, som en håndtegner rundhåndet og klarøjet leverer ved at gå ind bag facaderne og også ned i sprogets rødder. Det er god verbal håndtegning. Djævlene træder lyslevende frem, på færde overalt, siden fanden maledes på væggen efter år 600, og djævlepagter blev indgået, så både Mefisto og Faust træder i karakter, markederne åbner sig for maskerader og optog, og det europæiske narreskib sejler frem.
Glimrende vinkler på kendte historier, der virker nyopfundne. De gotiske, 'faustiske' kirkespir stritter over det romanske, og vi undres over mylderet af øjne fra skulpturer, der stirrer ned på de indtrædende gæster.
Vi kommer dermed langt omkring i fantasiens og satirens verden. Disney er en helt for Anne-Marie Steen Petersen, tegneseriens lange historie hører med i fantasiens arketypiske urskove, Bertolt Brechts teater og dets ansigtsudtryk, Goethe, Rudolf Steiner med deres udspilede og dog forskellige øjne, Albrecht Dürers Jesusbillede og Michelangelos Gud samt Rodins Borgerne i Calais som en privat gruppelivsforsikring.
Grænser krydses, sammenhænge opstår i en personliggjort videnshunger, grundlagt ved familiens bilture fra seværdighed til seværdighed i Europa i de sene 1950'ere.
"Jeg er avlet i Paris", lyder bogens første sætning. En kosmopolitisk start, javel, men også et meget kønt signal om en tegnet bevægelse fra det mest intime og private i en frigørelsens gestus mod den europæiske signalverdens fantastiske historier. Der er en smuk åndsfrihed til stede i disse ansigtstræk.
