Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Krøllede poser og eksploderede plyssæder

Normalitetens grænser blev sprængt i stumper og stykker på anmelderens tur gennem byen via Skuespilhusets italienske klaveranarki til endestationen: Angelique Kidjo på Det kongelige Teater
Kultur
11. juli 2008
Fra første nummer er Angelique Kidjo knivskarp foran publikum med ualmindelig stramt og elektrificerende band. Spontanitet og leg er der masser af. Ikke afrikansk pop, men blues, stammedans, funk, rock, arabisk og brasiliansk i en særlig blanding.Her fra en koncert i Warszawa, april 2008.

Fra første nummer er Angelique Kidjo knivskarp foran publikum med ualmindelig stramt og elektrificerende band. Spontanitet og leg er der masser af. Ikke afrikansk pop, men blues, stammedans, funk, rock, arabisk og brasiliansk i en særlig blanding.Her fra en koncert i Warszawa, april 2008.

Jacek Turczyk

Man får gået en del som anmelder, men man kommer derved også tættere ind på byens krop. Jeg hopper af på Hovedbanegården og spadserer ned langs med Tivoli med de hvinende forlystelser og duften af popcorn og bolsjer - intetanende om, hvad der venter mig. Hornene fra Tivolis Big Band kan svagt høres derindefra. Jeg har bestemt mig for at gå hele vejen til Kvæsthusbroen, hvor Skuespilhuset dvæler med havneudsigt og allerede i sin første sæson er blevet erobret af jazzfestivalen. Man kan finde den monstrøse begivenheds koncerter alle vegne, ligesom mad: fra folkets pølsevogne til kræsne gourmétkøkkener. Fra små barer til plysforede sale. Jeg sætter tempoet op langs kanalen ad Gammel Strand, skråer over Højbro Plads, hvor der spilles sprællende New Orleans, og tager den ned gennem Vingårdsstræde forbi Nicolai Kirke. Det er som at gå gennem en blid oase, kærtegnet af de slanke bøgeblade, der hænger ned i øjenhøjde rundt om cafeen, hvor forretningsfolk med slips og mapper nyder hvidvin og saltstænger ved fyraften.

Den italienske pirat

På Foyerscenen i Skuespilhuset kommer Antonello Salis med furet fjæs og stor næse som Salieri i Milos Formans Amadeus på scenen med cowboybukser, gummisko, brune arme og pirattørklæde om hovedet. Han er en blændende instrumentalist med både humor, fyrigt temperament og den eksperimentelle musiks anarki i blodet. Han har huseret i det sydeuropæiske i årtier, men godt at vi nu også kan lære ham at kende. Det bliver på godt og ondt.

Salis spiller en stiv klokketime uden et sekunds pause på et unødvendig højt forstærket flygel, før han afslutter med en eksplosivt buldrende "Caravan", rejser sig op, bukker og siger "Hello". Han gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at forme sin spontane musik til flere mindre, afsluttede forløb. Salis' cd-udgivelse på italienske CamJazz, Pianosolo (2006), er en fremragende plade, værd at eje og bruge løs af, men i Skuespilhuset bliver hans energiske klaverforedrag til en redundant strøm af skrappe clusters, kvidrende fuglemelodier, akkordbølger, stikker og pinde lagt ned på klaverets strenge, så det snerrer og tikker, poser, der krølles og foldes ved mikrofonen til anderledes musikpoesi. Lidt efter sidder han med sin harmonika, tager en slurk vand og gurgler den i halsen, mens han synger, hvad der kunne være en frejdig morgenhymne under bruseren - med akkordeonakkompagnement.

Knivskarp Kidjo

I Det kgl. Teater starter det tilforladeligt, men ender i en løssluppen fest, der sprænger grænserne for, hvordan man afvikler kunstneriske begivenheder i den fine sal på Gamle Scene. Angelique Kidjo er dette års storsatsning fra festivalen på det verdensmusikalske område. Endnu et vestafrikansk verdensnavn ligesom Salif Keita, der rystede Operaen i 2006. Hvis jeg mente, at jeg skulle sidde distanceret med kølige noter og fingre til at klø mig eftertænksomt i skægstubbene, måtte jeg tro om. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg troede, men jeg ved, hvad der skete.

Fra første nummer er Angelique Kidjo knivskarp foran publikum med ualmindelig stramt og elektrificerende band. Spontaneitet og leg er der masser af. Ikke afrikansk pop, men blues, stammedans, funk, rock, arabisk og brasiliansk i en særlig blanding. Dog ikke jazz, så langt fra. Men vil man acceptere, at Copenhagen Jazz Festival har - og egentlig altid har haft - denne musikalske bredde, hvor genrerne falder ind over hinanden eller står side om side og strengt taget opløser jazzbegrebet, så er det åbenheden og nysgerrigheden, der er brug for.

Publikums performance

Og det kræver ingen særlige kundskaber at notere sig, at Angelique Kidjo er en performer med et sitrende nærvær og en mørkt kafferistet stemme, stor, klar og nuanceret. Efter en instrumental blæreomgang fra musikerne, kommer Kidjo tilbage på scenen med sit humanistiske budskab om fred på planeten og kærlighedens store, skrøbelige kraft. Analysen af verdens tilstand er naturligvis naiv, men hun taler til det nære om familie, håb og retfærdighed. Så kommer folk op at stå. Hun inviterer os på scenen, ja, hun insisterer og nægter at spille videre, hvis hun ikke får selskab!

Fra da af eksploderer Gamle Scene med plyssæder og det hele. Unge og gamle, mænd, kvinder og børn, strømmer dansende op til scenen og op på den. Kvinder ryster røv og svinger hofter, mænd hopper som sprællemænd, en syvårsknægt danser breakdance, en lille forsagt pige bliver kærtegnet på kinden af Kidjo.

Der er ikke længere noget publikum, og det globale fællesskab er ikke længere noget, Kidjo kun synger om. Det er noget, alle i salen deler i en varm, kollektiv performance.

Antonello Salis solo, Foyerscenen, Skuespilhuset, onsdag

Angelique Kidjo, Det kgl. Teater Gamle Scene, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her