Ovre i Malmø har de Pär Thörn. Takket være hans helt særlige prosa, var jeg et øjeblik i gang med at tjekke, om der virkelig står en statue af Ernst-Hugo Järegård i Ystad. Det gør der ifølge Aftonbladets Guide till statyernas Sverige (2002), men den kendsgerning, at jeg overhovedet kom derud at vende, er i det mindste et sted at begynde indfangelsen af Pär Thörns Din vän datamaskinen.
Pär Thörn er født i 1977, Din vän datamaskinen udkom på Modernista i maj og er forfatterens femte bog. Thörns to første bøger udkom på eget forlag: Kändisar som jag har delat ut post till (med tekster skrevet af en håndfuld berømtheder bosiddende i Stockholms forstæder, som Thörn i en periode var postbud for, 2002) og En kväll inbillade jag mig att jag var psykisk sjuk (noveller, 2005). Siden har han udgivet på OEI Editör, og sidste års Mutationer av Anna-Greta Leijon om det socialdemokratiske bedrag og de levende begravedes idéhistorie udkom også på Modernista. Thörn er med andre ord produktiv. Hans tekster er eksperimenterende og konceptuelle, hvilket måske ikke gør undertitlen til den nye bog, För hela familjen, selvskreven, men den er nok alligevel mere end en joke. Din vän datamaskinen har i litterær forstand et temmelig forgrenet stamtræ. Familien rummer både konkret digtning, konceptkunst og ready mades.
Til nytte for samfundet
Bevæger man sig ind i bogens univers, er titlen også navnet på en computer udviklet af National Entertainment and Information System (NEIS). 'Datamaskine' (isf. 'dator') lyder gammeldags og som noget, vi skal frygte, akkurat som man gjorde, da de første computere blev bygget. 'Din vän' understreger bare, at der er grund til skepsis. Første kapitel beskriver datamaskinen. Den har fire runde knapper, en blå, en grøn, en gul og en rød. Bogens besynderlige jeg-fortæller begynder sin systematiske rapportering af, hvad der sker, når man trykker på knapperne med at opholde sig relativt længe ved den fysiske stimulering, knapperne udøver på maskinens bruger.
Knapperne besidder en syntetisk kvalitet, men de er samtidig dejlige at røre ved. De giver brugeren en let følelse af uvirkelighed, som mere præcist er bureaukratisk og behagelig, og som videre består af tre mindre oplevelser.
Den første af disse er en oplevelse af, at være en del af et større modernistisk vidensprojekt. Herudover oplever brugeren at have en uudforsket verden foran sig og at være til nytte for hele samfundet alene ved at betjene knapperne og tilegne sig den information, som kan læses på skærmen. Rapportøren kan videre berette, at følelsen er kulturelt afhængig, men desværre indtil videre kun undersøgt på asiatiske og europæiske brugere.
Den røde knap er noget mere fedtet end de andre knapper, og vi forsikres om, at selv om man slikker på den, fornemmer man ingen smag af sourcream and onion eller andre chipsvarianter. Et par kapitler senere oplyses det, at netop et tryk på den røde knap udløser en instrumental version af DDR's nationalsang, samtidig med at man på skærmen kan læse delvist fejlagtige encyklopædiske tekster om nationalsangens komponist og tekstforfatter. At de er delvist fejlagtige, behøver læseren ikke selv at finde ud af, den oplysning indeholder den omhyggelige gennemgang også.
Løjerlig Big Brother
Man bringes kort sagt i tvivl om, hvad man skal tro om hvad som helst, jo mere denne dokumentarist (med hang til chips og Commodore 64) omhyggeligt redegør for maskinens data. Grundigheden og præciseringerne får netop tvivlen til at vokse. Jo mere teksten påstår at nærme sig sandheden, jo mere grotesk og uvirkeligt fremstår den. Eller rettere sagt er man langt ude allerede på side 10 i mødet med en udskrift af en telefonsvarerbesked, NEIS har modtaget fra en traumatiseret tidligere børnetestspiller af rumspillet Z A X X X O R, som igen aktiveres ved et tryk på den blå knap. Hun taler ud og ud om det urimelige i, at testspillerne udelukkende fik slik for deres arbejde, og det bliver hurtigt indlysende, at denne tekst må læses allegorisk, netop fordi den foregiver at være et stykke ubearbejdet virkelighed, en ready made. Testspillerne er kunstnere, der bare gør det, de alligevel ville have gjort - endda med glæde. Barnagtig glæde, kunne man tilføje. Men som den traumatiserede vedbliver at spørge, hvorfor skulle betalingen lige være slik? De blev faktisk tandløse af den. Nu har den tidligere testspiller en pistol.
Fortælleren bag hele dette genregalleri er ikke bare en alvidende fortæller fra gamle dages romaner, men i skæret fra computerskærmen en lidt uhyggelig Big Brother-figur, der ved de utroligste ting og kan give ordet videre til andre involverede. Samtidig er figuren også løjerlig og dermed ufarlig, fordi han f.eks. kan finde på at slikke på den røde knap for at tjekke, om det er chipsfingre, der har gjort den fedtet.
Forfatteren Pär Thörn har et betydeligt antal menneskers sprog i sig. Han efterligner mennesketyper via deres sprog, og han efterligner teksttyper. Et sted lader han læseren falde ned i en fodnote af alle steder, hvor der med 14 uanseelige linjer udfoldes en virkelig smuk tekst om stilhed. At noten bliver en lille herlighed har meget at gøre med de mange stilbrud og deraf overrumplinger.
I Malmø har de Pär Thörn, der spænder så vidt som klovnen gør det mellem uhygge og komik. Han er umiskendeligt svensk, og trykker man samtidigt på den blå og den gule knap øges temperaturen i hele Sverige med en grad. Datamaskiner er stadig kolde, men Pär Thörn er hot.
Din vän datamaskinen - För hela familjen. Pär Thörn. 64 sider109 sek. Modernista ISBN 978-91-86021-02-3
