Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den lidenskabelige, kritiske berøring

Aage Henriksens dybde-portræt af Karen Blixen er en nærmest uhørt personlig investering i et andet menneskes livsveje
Kultur
24. juli 2008

Budbringersken er fælles-titlen på professor Aage Henriksens Samlede essays om Karen Blixen 1952-2008. Det er da også et samlende ord for hans forståelse af hendes værk og væsen, der ikke kan rummes i en 'livsanskuelse'. "Den eksisterer ikke som teori eller system, men kun som en skygge af hendes fortællinger. Der eksisterer en holdning, en livsstil". Ikke desto mindre åbner disse fortællinger nye eller tilgroede veje ind i det menneskelige.

Sådan i essayet 'De udvalgte' fra 1956, efter at han har lært forfatteren at kende og været underkastet hendes stærke påvirkning og udstråling. Både indirekte og meget direkte lyser det ud af de 11 hidtil kendte essays og det nye tolvte, som fuldfører dusinet med rubrikken 'Månefruen'. Den understreger netop det esoteriske drag, også i den selvudvikling, der foregår i Aage Henriksen gennem den stadige og livsbestemmende berøring med det blixenske univers. Som litteraturkritik betragtet er bogen således en nærmest uhørt personlig investering i et andet menneskes livsveje i både nærhed og kritisk afstandtagen.

Kontakt

Det begyndte med den mere akademiske og uhyre velskrevne analyse af Syv fantastiske fortællinger og Vinter-eventyr, som formidlede kontakten mellem de to, og derefter strømmer forførende kraft fra hende ind i sprog og tanke som en helt nervepirrende, næsten romanagtig understrøm, kommenteret af hans indledende bemærkninger til hvert essay. De to års nærkontakt satte sig i den grad spor - og sidespor, da han måtte skifte orientering med sin bog om Jens Baggesen, Den rejsende, atter en symbolsk og symptomatisk titel. Via Jung til Goethe og til Rudolf Steiners spiritualisme fik han nye tolkningsredskaber til begribelse af den underliggende sorg, der får så egenartede fremtrædelsesformer hos Karen Blixen. Han finder den bl.a. hos figuren Adelaide som novellepersonens tale om sig selv, men også som forfatterens tale om sig selv.

"Det er selvfølgelig i strid med god fortolknings regler, men stemmer på den anden side med det grundlæggende forhold, at den centrale hændelse i 'Ib og Adelaide' ikke kan beskrives af den, der ikke har erfaret det."

Det tør siges at være et kraftigt litteraturkritisk standpunkt, som forudsætter, at fortolkeren har gjort erfaringen. Men det er egentlig nøglen til Aage Henriksens særlige position og betydning, mere omfattende og tydelig end de flestes, aflæselig blandt en generation af studerende, elever og efterfølgere.

Fosforlys

Hans sidste møde med Karen Blixen blev et skæbnesvangert brud og en fabelagtig, fantastisk fortælling, 'På Rungstedlund'. Tilkaldt til hendes sengeleje i afkræftelse tvinges han ind i oplevelsen af hende som shaman, "næsten skjult i en sky af skarlagenrød aura, hvori det hvide, hvirvlende fosforlys svævede som en skive". Da han gør modstand mod hendes krævende tilnærmelse, sætter hun en hård finger i nakken på ham med langvarige skadevirkninger. Den lidenskabelige berøring med et forfatterskab var således fuldført og overleveret til langvarig efterbehandling, nu summeret op i den aktuelle samling.

Kritikeren kan næsten dokumentere Karen Blixens hvide eller afrikasorte magi ved at henvise omslagsfotografiet på hendes Skygger paa Græsset. Dér står hun, på ét ben, med underansigtet hvidt lysende, omgivet af to sorte skikkelser i en skov. Et shamanistisk arrangement i hendes forjættede, tabte land.

Essaysamlingen inkluderer også en bestemmelse af Karen Blixens placering i modernismen og sammenligning med andre luciferiske forfattere, af danske med Georg Brandes - uden nærmere udførelse - og Sophus Claussen, der kendte til samme oprindelige kærlighedstab og ildnende bevidsthedsudvidelse.

Det er en gnistrende oplevelse at læse og genlæse dette fortolkningsdrama.

Aage Henriksen: 'Budbringersken'. Samlede essays om Karen Blixen 1952 til 2008. 238 s. 350 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her