Læsetid: 4 min.

Malice i eventyrland

Med 'Tideland' har Terry Gilliam skabt et grotesk genremiks, som trods tilløb til pædofili og yderst fuldbyrdet usømmelig omgang med lig er svær at hidse sig op over
Kontroversiel. Tideland har vakt forargelse hos de amerikanske anmeldelser. Det skyldes, at instruktøren Terry Gilliam drister sig til at afsværge andægtighed i sin udforskning af den 11-årige hovedpersons, Jeliza-Rose, spirende seksualitet.

Kontroversiel. Tideland har vakt forargelse hos de amerikanske anmeldelser. Det skyldes, at instruktøren Terry Gilliam drister sig til at afsværge andægtighed i sin udforskning af den 11-årige hovedpersons, Jeliza-Rose, spirende seksualitet.

Camera Film

4. juli 2008

Da de sagde, at junkiedrama, Southern Gothic-tradition, coming-of-age-fortælling, Alice i Eventyrland og Hitchcocks Psycho ikke kunne favnes i en og samme film, gjorde regning uden Terry Gilliam. Med en splittergal og storhedsvanvittig skraldlatter satte han en sen nattetime strøm til sin ugudelige skabning, mens en pukkelrygget assistent så til med et debilt, men anerkendende grin, og ærefrygtindgydende lyn flængede den blæksorte himmel.

Egen verden

Omtrent sådan må den praktisk talt plotløse genrehybrid Tidelands fødsel være forløbet for nu tre år siden, samme år som Gilliam nedkom med den ej heller synderligt vellykkede Brødrene Grimm.

Adskillige amerikanske anmeldere udtrykte afsky over for Tideland, mens enkelte roste den. Personligt misunder jeg enhver, der på den ene eller anden måde har haft en stærk følelsesmæssig oplevelse med den to timer lange film, som jeg mest af alt fandt kedsommelig.

Tideland er på den ene side for lukket om sig selv til at fungere som sort og knokkelskæv komedie, og på den anden mangler filmen den indlevelse og tragiske klangbund, der kunne få den til at fungere som skrækfilm. Som så ofte før hos Gilliam er der for meget maner og for lidt substans.

Vor hovedperson er 11-årige Jeliza-Rose, der som værn mod en grum virkelighed har kreeret en fantasiverden, som blandt andet indeholder et panel af afrevne Barbie-dukkehoveder.

Jeliza-Rose er filmens eneste rigtige menneske, og karismatiske Jodelle Ferland spiller hende med beundringsværdig energi og sans for nuance og er dermed den sidste, der skal klandres for filmens fejl og mangler.

Plat provokation

Resten af persongalleriet er Gilliam Classic, dvs. hel- eller halvgroteske tegneseriefigurer med abrupte kropsbevægelser og gakkede ansigtsudtryk.

Når filmen har vakt forargelse, skyldes det, at Gilliam drister sig til at afsværge andægtighed i sin udforskning af Jeliza-Roses spirende seksualitet. Fint nok, hvis ellers han havde haft noget interessant at sætte i stedet.

Det usandsynlige mål for pigens begynderbegær er den for længst kønsmodne nabo og dåre Dickens, hvis navn snarere end en henvisning til Charles er en plat og smagløs vits: Dickens.

Gilliam lader os dog på pædagogisk årsag-effekt-vis forstå, at Dickens fra barnsben har slæbt rundt på et seksuelt traume - påført ham af Jeliza-Roses nu afdøde bedstemor! Jovist, den slags går lige til (kvalme)grænsen, men disse gale streger har ikke i mine øjne format nok til at virke provokerende.

Dansk islæt

Tideland foregår i Texas, men byder på en særlig attraktion for danske seere, idet Jeliza-Roses far, rockmusikeren og heroinmisbrugeren Noah (Jeff Bridges), er fascineret af og uafladeligt fabler om Grauballe-manden og vikingetiden.

I sit hoved har han kursen sat mod Jylland, men man fornemmer snart, at Noah har nok i sine kemisk tilvejebragte rejser, som han da også omtaler som 'ferier' eller, mere poetisk, 'dybhavsdykning' (filmens smukke titel stammer fra en af hans formuleringer).

Mens faren har forsonende træk, er Jeliza-Roses mor - som synes delvis modelleret efter Courtney Love - rendyrket hæslighed. Hun spilles af Jennifer Tilly, men både hun og Noah bliver snart ofre for deres livsstil, uden at det dog betyder, at sidstnævntes rolle i filmen er udspillet.

Bekæmp fremskridtet!

På plussiden tæller, at Tideland har en stærk og æstetisk billedside fuld af kæntrede billeder og med spredte genistreger i kameraføringen. Dertil kommer, at Gilliams skarpe blik for scenografi passer godt til den gotiske tradition for at lade omgivelserne udtrykke personernes følelser.

For mig var netop sydstatsportrættet filmens største aktiv. Det er formentlig af stor symbolsk betydning, at Dickens pønser på at besejre det, han kalder 'Monsterhajen' (toget). Med enkle, men voldelige midler, vel at mærke.Selv om Dickens tydeligvis er stakkel og ikke skurk, brygger Gilliams film videre på den skildring af de amerikanske sydstater, som man har set i talrige (gyser)film, eksempelvis Tobe Hoopers Motorsavsmassakren (1974), som også foregår i Texas. En dæmonisk tidslomme, et sted, som frygter forandringen og på afsporet og pervers vis hænger fast i traditionerne.

Syden som syndebuk

Ethvert eventyr - selv et, der er blevet vendt på vrangen - må have en heks. I Tideland hedder hun Dell, og er Dickens' søster samt ekskæreste til Noah. Efter at have balsameret sin gamle flamme således, at han kan være hos dem altid, siger Dell da også: "Intet behøver at ændre sig."

Den amerikanske borgerkrig blev som bekendt udkæmpet, fordi sydstaterne modsatte sig de nye tider (i slavespørgsmålet). I Gilliams film står det - som en af ganske få ting - ret klart, at en del af årsagen til, at denne egn ofte fremstilles så uflatterende, er, at den vover at stille sig i opposition til det øvrige, moderne USA's syn på fremtiden som noget, der rummer muligheder, ikke trusler. Har De mod på en radikalt anderledes filmoplevelse, er der intet at betænke sig på. Selv forlod jeg salen mystificeret, men hverken oprørt eller beriget.

Tideland. Instruktion: Terry Gilliam. Manuskript: Terry Gilliam og Tony Grisoni. Canadisk-britisk (Grand Teatret i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu