Læsetid: 4 min.

En (neokonservativ) bureaukrats bekendelser

Den mest udskældte bureaukrat i Bush-administrationen giver sin forklaring på Irakkrigens brølere og viser samtidig den dybe uenighed og mangel på retning, der har kendetegnet Irakprojektet fra starten
19. juli 2008

Livet leves forfra men forståes bagfra, siger den gamle Kierkegaard-kliche, og få steder er det så sandt som i tilfældet med Irak-krigen. De fleste internationale boghandlere kan nærmest afsætte en hel sektion til tilbageskuende værker - som regel kritiske - om invasionen, processen op til og anarkiet sidenhen. Få er imidlertid i teorien så godt klædt på til at skrive om den som den neokonservative ideolog Douglas J. Feith, der fra 2001 til 2005 var nr. 3 i USAs forsvarsministerium efter Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz, og som den første nøgleperson under Rumsfeld giver sin version af begivenhederne i bogen War and Decision.

Som leder af Rumsfelds strategiske 'policy-kontor' stod Feith for at støbe de ideologiske kugler og forestå den langsigtede planlægning for de to mænd, der om nogen kom til at symbolisere Bush-regeringens neokonservative element. Og samtidig er han alment anset for at være den mand, der planlagde, hvordan det nye Irak skulle se ud efter krigen og skabte begrundelsen for at invadere landet. En opgave han udførte, så den øverstkommanderende for USA's militær under krigen, general Franks, karakteriserede ham som "the stupidest fucking guy on the face of the earth", mens USA´s første administrator i Irak, Jay Garner, sagde, at "han er en meget farlig mand. Han er en klog fyr, hvis elektroner ikke hænger rigtig sammen". Colin Powell, dengang udenrigsminister, beskrev over for journalisten Bob Woodward blot hans afdeling som "Gestapo-kontoret".

Frikender sig selv

Feiths udlægning er ikke overraskende noget anderledes. Mens han erkender, at meget er gået galt i Irak, lægger han skylden hos CIA, Colin Powells udenrigsministerium og eks-Irak-administrator Paul Bremer, mens han stort set frikender sig selv, Rumsfeld og Wolfowitz.

I den henseende fungerer War and Decision i høj grad som et temmelig farvet frifindelsesdokument, som når Feith f.eks. gengiver processen med at retfærdiggøre krigen i tiden forinden Irak-invasionen og skriver, at hans og Bushs argumentation dengang stort set ikke handlede om Saddams masseødelæggelsesvåben og forbindelser til al Qaeda, men om Saddams overgreb mod egen befolkning og den hypotetiske mulighed for at han på et tidspunkt igen kunne blive farlig.

Historie fortolket bagfra og noget anderledes end de fleste andre erindrer forløbet. Og i øvrigt med en række centrale udeladelser, så man f.eks. skal op mod 500 sider hen i bogen, før ordet olie første gang nævnes.

Feiths bog er dog først og fremmest et forbløffende kig ind i den komplette uenighed om retningen i Bush-regeringen efter 11. september 2001, om hvad der var de overordnede mål i 'krigen mod terror' og ansvarsjonglering om, hvad der skulle ske med Irak, når først Saddam var fjernet.

Også i Feiths udlægning er det et spørgsmål, meget få havde lyst til for alvor at grave sig ned i, mens behovet for at markere amerikansk slagstyrke var mere presserende end egentlig viden om modstanderen, og hvad konsekvenserne ville blive af både Irak- og Afghanistankrigen. Faktisk gengiver Feith selv en liste, Pentagon på et tidspunkt opstillede med skrækscenarier for et Irak efter invasionen, hvor hvert eneste kan krydses af med et flueben i dag - men han kan til gengæld ikke forklare, hvorfor han selv eller andre ikke gjorde en indsats for at undgå præcis de scenarier.

Helt grotesk bliver det, når regeringen når til de fremtidige krigsfangers juridiske status, og justitsminister Ashcroft foreslår at undtage dem fra Genèvekonventionens bestemmelser ved at erklære Taleban, Irak og al Qaeda for "en akse af pirater". Men Feith finder på en anden løsning, og vejen er åben for Guantanamo.

Anklager Powell og CIA

I Feiths optik ligger fejlene i Irak først og fremmest hos CIA, hvis efterretninger om både Afghanistan, al-Qaeda og Irak viste sig ekstremt mangelfulde. Men problemet lå ifølge Feith næsten i lige så høj grad i Powells udenrigsministerium, som på den ene side hele tiden frasagde sig ansvar for Irakprocessen og lagde hindringer for planlægningen, men på den anden side ikke åbent opponerede mod den.

Især de to institutioners modvilje mod eksilirakere og særligt den kontroversielle Ahmed Chalabi falder Feith for brystet. Skønt Feith selv afviser det, bekræfter hans bog i store træk teorier om, at de neokonservative ønskede at anbringe Chalabi i spidsen for en irakisk overgangsregering, der med Rumfelds egne ord "delte vores overordnede principper og mål" for på den måde samtidig at undgå "uønskværdige oppositionselementer med sandsynligvis nogen opbakning rundt om i landet," som Rumsfeld citeres for i bogen. Hvis bare en sådan regering omgående var blevet udpeget af USA, kunne de fleste problemer ifølge Feith være blevet undgået.

Målet var aldrig nogensinde den nationsopbygning, som kendetegnede Clinton-æraen, men snarere en 'hurtigt ind, hurtigt ud'-strategi. Og med en irakisk administration, der var udpeget af USA, og hvor amerikanerne i fremtiden skulle udpege forsvars-, indenrigs-, finans- og olieminister.

Den plan blev imidlertid droppet, da ingen andre i Bush-administrationen for alvor syntes at bakke den op, og Paul Bremer pludselig dukkede op på scenen som administrator i Irak med sine helt egne planer og ingen tillid til Feiths planer og folk - eller til at irakerne selv kunne administrere deres land.

Om den helt gennemførte neokonservative version af Irak havde været mere vellykket end det, det endte med at blive, er op til eftertiden at vurdere. Rumsfeld, Wolfowitz og Feith selv er for længst ude af regnestykket, og da udenrigsminister Rice for nylig i magasinet Foreign Affairs udstykkede USA's politik i bl.a. Irak i dag, var det med en vægt på netop nationsopbygning og en mild beklagelse af fejl, som først og fremmest har neokonservative fingeraftryk.

At Feith og Co.'s version havde været bedre, formår hverken hans bog eller deres praktisk udførte arbejde at dokumentere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu