Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rebeccas amerikanske roadtrip

Med'Graverens datter' er Joyce Carol Oates tilbage på dansk med en næsten vellykket historie om en kvinde, hvis voldsomme skæbne dikteres af mænd
Kultur
1. august 2008

Joyce Carol Oates er ikke bange af sig. I hvert fald synes det som, at den i dag 70-årige forfatterinde ofte skriver romaner - 42 er det blevet til, hvis jeg ikke tager meget fejl - i et forsøg på at udfordre sig selv, hvad både form og indhold angår.

Et mønstereksempel herpå er hendes roman fra sidste år, The Gravedigger's Daughter, der nu udkommer på dansk, og som så mange andre af forfatterindens titler, deriblandt My Sister, My Love, der udkom på amerikansk sidste uge, er både rørende, tankevækkende, glimtvis grotesk og lidt for lang.

Graverens datter starter i den lille arbejderby Chautauqua Valley i New York i de sene 1950'ere, hvor Rebecca Tignor efter fyraften bliver forfulgt af en mand med en Panama-hat.

Rebeccas ægtemand, charmøren Niles, er sælger og på farten, hjemme venter parrets lille søn, der bliver passet af nabokonen. Rebecca skyder derfor genvej ad en sti langs floden, hvor hun bliver passet op af sin forfølger.

I stedet for at overfalde hende, som hun frygtede, er manden med hatten overbevist om, at hun hedder Hazel Jones. Det er hun ikke, siger hun, og skynder sig hjem -

En banal pointe

Inden vi får svaret på, hvad manden med hatten var - eller er - ude på, og hvorfor Rebecca frygter det værste fra mænd i det hele taget, skrues tiden tilbage til hendes forældres ankomst til USA i 1936. Rebeccas far, der i Tyskland var matematiklærer, må tage til takke med et job som kirkegårdgraver, hvilket gradvist gør ham mere og mere bitter over for både sin familie og samfundet omkring ham.

Det hele kulminerer en dag, da faren skyder sin kone og sig selv for øjnene af Rebecca, der nu er overladt til sig selv, mentalt dinglende mellem sine fars bitre lommefilosofiske ytringer om, at 'dyrene slår sine svageste ihjel', og at ingen vil gøre Rebecca fortræd, fordi hun - i modsætning til ham - er født i USA. Spørgsmålet, der dirrer gennem bogens små 600 sider, er, hvilket af de to ordsprog, der er mest hold i.

Bortset fra en stærk scene, hvor den lille Rebecca følger efter sin far på kirkegården, og han lader som om, han ikke ser hende - et ritual, der er det nærmeste, Rebecca kommer en leg med sine forældre - fremstår denne første tredjedel af romanen imidlertid vel klicheagtig med sin banale pointe om, at den amerikanske drøm i virkeligheden er et mareridt for folk med (europæisk) forstand, der tvinges til at ernære sig ved (amerikansk) fysisk arbejde.

I øvrigt mindes Rebecca mange af de mest plagsomme episoder senere i sit liv, hvorfor vi godt kunne have sparet os ulejligheden med at læse dem i første omgang!

Nogenlunde sådan skrev vi, da vi sidste år anmeldte The Gravedigger's Daughter på disse sider, hvor vi tillige understregede, at der er mere kød er på romanens andet spor, der følger den voksne Rebecca i tiden efter mødet med manden med hatten.

Diners og jazz

Mens Rebecca forsøger at få dagligdagen til at hænge sammen for hende og sønnen, tiltager også hendes frustrationer over det ægteskab, som hun ellers altid har ment var en kvindes skæbne.

Paradoksalt nok er hun endt samme sted, som hun startede, selv om hun uden at kny har fulgt tidens konventioner, og som et voldsomt ekko fra barndommen - hvor hendes mor advarede hende mod mænd, og hendes fars væsentligste handling var af destruktiv karakter - går også hendes mand en dag amok og banker hende, hvorefter hun flygter med sin søn ved sin side - under navnet Hazel Jones.

Hvad der følger er en urolig odysse gennem et mytisk USA fyldt med Hollywood-film, jazzmusik, kulørte diners, velklædte mænd og ensomme hotelværelser. Målet er naturligvis at finde en plads i livet, i historien, og ikke mindst en fremtid for sin musikalske søn.

Forhindringer er der dog nok af, både i den grufulde fortid, der spøger næsten helt frem til sidste side, og i et mandhaftigt samfund, hvor farerne lurer på hvert et gadehjørne.

Graverens datter er løst baseret på Joyce Carol Oates' bedstemors oplevelser. Dem har forfatteren skrevet om tidligere, og i det hele taget bevæger hun sig ikke ud på nyt farvand i denne omgang. Vi har tidligere - blandt andet i Them (1969), You Must Remember This (1987), We Were the Mulvaneys (1996) og Marya: A Life (1986) - læst om døtre på jagt efter en identitet i et maskulint og voldeligt samfund.

Disse titler hører samme med de seneste Oates-romaner, vi har fået på dansk - Sort vand (1992), der handler om hændelsen ved Chappaquiddick, hvor Mary Joe Copechne mistede livet og Ted Kennedy muligheden for at blive præsident, og Blondine (2000), om Marilyn Monroes liv og død- til på hylden med de bedste Joyce Carol Oates-romaner.

Lige derunder kan vi stille Graverens datter, der udover nævnte flashback skæmmes af en håbløs og melodramatisk epilog, og derfor ikke lykkes til fulde med sit modige forsøg på at flette sine mange tråde sammen til én sammenhængende roman.

Maskulint og feminint

Ikke desto mindre understreger romanen, at Oates befinder sig i noget nær en klasse for sig, hvad angår kunsten at afvikle medrivende og tankevækkende historier om det moderne Amerika, voldens afskyelige væsen og kvindens på én gang skrøbelige og stærke psyke.

Det sidste afspejles blandt andet i sprogtonen, der sikkert balancerer mellem det maskuline og det feminine, og som i Graverens datter fermt fanges af Susanne Staun - som i dette tilfælde, der vist taler for sig selv:

"Hvis det gjorde ondt, dunkende ondt, ikke kun mellem benene, hvor hun var hudløs, gået i stykker, som om han havde stukket sin næve op i hende, men også i rygsøjlen og på den røde, irriterede hud på brysterne og i mærkerne fra hans tænder i nakken, ville hun alligevel ikke græde, for fanden hun nægtede at græde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her