Et sanggeni lagde vejen forbi Tivoli en torsdag aften

Der er sangere, og så er der sangere - og så er der canadiske k.d. lang! Dette engang så radmagre kvindemenneske - hun har fået lidt pondus med årene - kan noget med sin stemme, der burde få de fleste såkaldte sangere til at overveje, om de alligevel ikke skulle se at komme tilbage til frisørskolen og få gjort den hersens uddannelse færdig. For pokker da, hun er en mester inden for alle sangens discipliner - vejrtrækning, frasering, dynamik, mikrofonteknik, pitch, you fucking name it. Hun kan det hele og lidt til. Hvilket til overmål demonstreredes i Tivolis stadigt vidunderlige koncertsal torsdag aften, hvor hun i selskab med et ubehøvlet godt orkester helt fortjent modtog stående bifald på stående bifald. Det var en af de der aftener, hvor alt gik op i en salig højere enhed, og man i og for sig kun havde en opgave - at læne sig godt tilbage i sit sæde og lade musikkens magi skylle durk gennem sin sønderskudte bevidsthed og efterhånden noget nedkørte legeme. Det er ydermere helt utroligt, at livemusik rent faktisk kan lyde så godt, som tilfældet var, så lydmanden skal sgu også have en buket langstilkede anmelderroser med på vejen.

Misforstå mig ret - jeg har ingen problemer med folk, der ikke kan synge. Tværtimod lever mange af mine yndlingsvokalister - vi taler bl.a. Hank Williams, Bob Dylan, Patti Smith, Leonard Cohen, Tom Waits og Nick Cave her - overhovedet ikke op til det vestlige skønhedsideal. Tværtimod, fristes man til at sige, er de vel nærmest på lystig kollisionskurs med samme. Ingen af dem kunne få meget andet at lave på 'Rytmekons' end lidt lokumsrensning - sikkert med den klausul indført i kontrakten, at de den ondelyneme ikke skulle bryde sig om at bryde ud i sang under udførslen af dette noble hverv. Lad mig da også lige bryde sammen og tilstå, at min egen private tilgang til musikken sjældent har været præget af trangen til ortodoks skønhed (hvis noget sådant findes?); tværtimod kan jeg meget godt lide, at det knaser lidt i ørene. Især i lyset af de mange tusinde stemmer, som synger halvgodt i konventionel forstand og derfor alle til hobe mener, de bør være stjerne for en aften. Fred med det og med dem - men jeg vil have karakter, vil jeg. Personlighed - jeg vil have ild i både hår og røv hos mine syngende helte, ellers kan det være lige meget.

Det musikalske landskab

Men derfor vil jeg ikke påstå, at teknik og karakter udelukker hinanden. Frank Sinatra er stadig den største og på samme liste kan De roligt tilføje Billie Holiday, Patsy Cline, Peggy Lee, Aretha Franklin, Mel Tormé, Cassandra Wilson, Robert Plant, Roy Orbison, Al Green, Judy Garland, Whitney Houston, Annisette, og hvad de nu hedder. Sangere, hvis fortolkninger af en sang som oftest ender med at fremstå som den definitive og hvis hele stil og personlighed sikrer selv det ringeste materiale en udsøgt behandling - og som når de får den rigtige sang, arrangør, producer samt ikke mindst fanden og hans pumpestok minder én om, hvorfor man i dén forbindelse godt tør tale om kunst.

Og De kan såmænd roligt føje førnævnte k.d. lang til ovenstående liste, for hun har alt det, der skal til - og så lidt til. Med sine efterhånden 46 år har hun givet den som professionel i 21 år, og siden debuten (med bandet The Reclines) i 1983 har hun formået at komme godt rundt i det musikalske landskab. Hendes oprindelige afsæt var i den undergenre til country, der kaldes western swing, parret med en næsten skræmmende evne til at eftergøre countrypolitian-dronningen Patsy Clines særart. Men fra starten forvirrede hun det traditionelle countrypublikum - androgyn, lesbisk, vegetar, selvironisk og med en forkærlighed for en lettere camp scenepræsentation - og fik sig i stedet en yngre, mere rockorienteret fanbase. Karrierens mest afgørende stilskift fandt sted i 1992 med det imponerende Ingénue, hvor hun satsede på selvskrevne og intense torch-sange i stedet. Og den kurs har hun stort set fulgt siden, selvom hendes koncerter altid finder plads til et par afstikkere til både hendes rødder i western swing, Patsy Cline og såmænd også barbershop-traditionen, som hun holder meget af.

Et fuldfedt tværsnit

På den led var hendes koncert torsdag ingen undtagelse - selvfølgelig var der en del fokus på hendes seneste udgivelse, det fine Watershed fra i år, men det blev til et vellykket og fuldfedt tværsnit af en kunstnerisk set både utrolig konsistent og utrolig afvekslende karriere. Og selvom hun nu om stunder skriver de fleste af sine ting selv, er hun også en gudbenådet fortolker af andres materiale, hvad hun hamrede fast i 2004 med udgivelsen af Hymns of the 49th Parallel, hvor hun gav en stribe sange af store canadiske sangskrivere til bedste. Og da hun f.eks. blæste igennem Neil Youngs Helpless, tør jeg sværge på, at det var som om en hær på tusind engle drog gennem lokalet. Og jo jo jo - jeg græd som et barn, da hun viste Leonard Cohens 'Halleluja', hvor skabet skulle stå - og hvordan.

Og hvorfor. Og så videre. Samme effekt havde i øvrigt hendes egen 'Wash Me Clean' - jeg burde faktisk få et tåretillæg for den slags. Hører I efter deroppe? Det var helt inde og ruske i hjerterødderne og de fem musikere på scenen spillede med gefühl, finesse og en velsignet kunnen hele vejen igennem.

Jamen, jeg siger Dem, fru Kammerherreinde -

Hendes uforlignelige humor slog heldigvis også velsignet igennem - som f.eks. den meget hjemmelavede, men utroligt indtagende koreografi, hun dansede til 'Miss Chatelaine' (som faktisk beviste, at hun under al klovneriet også er en fremragende danser) eller den skægge og tjeppe barber-shop-version af 'Pay Dirt', der brugtes som ekstranummer. Eller måden hun introducerede sit band på - keyboardspilleren omtalte hun således konsekvent som 'menneskebarnet', for "han var kun tre, da min første plade udkom."

Eller det faktum, at hun var begyndt at spille banjo, for den er som bekendt en 'ren kussemagnet'! Vi fik sågar også et af numrene fra hendes totalt politisk ukorrekte 1997-album Drag (12 sange, der alle omhandler rygningens glæder!), det voldsomt morsomme 'Smoke Dream' - i en lige så skæg udgave.

Så der var latter, der var tårer, der var lune smil og introspektive stunder - det gik med legende alvor over stok og sten. Hun foldede sjældent sin enorme stemme helt ud, thi hun ved godt, at vi efterhånden ved, hvor stor den er. Så hun nøjedes med antydningens kunst - og selv det var lige ved at tage livet af mig. Hvad siger man så? Man siger; tak, tak og atter tak.

k.d. lang m/ band, Tivolis Koncertsal, torsdag