Læsetid: 6 min.

Statsministerens politiske livvagt

Sommerlæsning. Alle kender ham, men de færreste kender særligt meget til ham. Jette Hvidtfeldt og Thomas Buch-Andersens biografi om Claus Hjort Frederiksen giver et fint indblik i personen Hjort og et lille stykke politisk Danmarkshistorie
Statsministeren sidder ved roret i den båd, som beskæftigelsesministeren har lejet, når klanerne Fogh Rasmussen & Hjort Frederiksen mødes under en sommerferie i Sydfrankrig. Samarbejdet mellem Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen er glimrende beskrevet i Jette Hvidtfeldt og Thomas Buch-Andersens biografi: 'Claus Hjort - Strategen bag det nye Venstre.'

Statsministeren sidder ved roret i den båd, som beskæftigelsesministeren har lejet, når klanerne Fogh Rasmussen & Hjort Frederiksen mødes under en sommerferie i Sydfrankrig. Samarbejdet mellem Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen er glimrende beskrevet i Jette Hvidtfeldt og Thomas Buch-Andersens biografi: 'Claus Hjort - Strategen bag det nye Venstre.'

Privatfoto fra bogen

26. juli 2008

Partisekretæren var ikke tilfreds med følelserne for partiet. Claus Hjort Frederiksen havde bemærket, at Socialdemokraterne var stolte over at være socialdemokrater. Det var ikke kun de kendte politikere. Det var også de menige medlemmer, som gerne gik med partiets røde rose i reversen, og som i sociale sammenhænge naturligt gjorde opmærksom på, at de var faktisk socialdemokrater. Og SF'ere førte sig frem automatisk frem i politiske diskussioner, fordi de oplevede det som deres naturlige felt.

Samme stolthed kunne Claus Hjort ikke registrere blandt Venstrefolkene. De "sad og puttede med", at de var medlemmer af et politisk parti, og de diskuterede ikke så meget politik.

Da Claus Hjort som ung boede på Grønjordskollegiet på Amager, blandede han sig heller ikke i de politiske diskussioner. Han vidste, hvad han mente om Vietnamkrigen, kommunismen og USA: Han var ubetinget for den frie verden, og han var ubetinget modstander af totalitarismerne på den anden side. Men som regel blev den unge jura-studerende siddende på sit værelse og studerede, mens de venstreorienterede unge udbredte sig om kapitalismens rædsler og den forbryderiske krig. Han lavede lektier, mens de snakkede. De venstreorienterede havde ikke absolut flertal i Folketinget, og markedsøkonomien på dansk grund var ikke truet. Men der var et moralsk og intellektuelt momentum blandt de venstreorienterede: Det var deres bøger, der var på mode, og det var dem, der holdt de sjove fester.

Det er ikke noget, som Claus Hjort beklager nævneværdigt på det personlige plan. Dengang var han ikke medlem af et politisk parti, og han var ikke voldsomt politisk engageret, men han havde set Kennedy holde sin berømte tale i Berlin i 1963, og han havde mødt en afrikansk udvekslingsstuderende på kollegiet, som kom fra et diktatur, så Claus Hjort var ikke i tvivl om sine politiske præferencer for markedsøkonomi, USA og frie demokratier.

Nærmest ved et tilfælde blev han som nyuddannet jurist indkaldt til en samtale til stillingen om akademisk medarbejder for Venstres Folketingsgruppe. Han fik jobbet og arbejdede i nogle år tæt på folketingsgruppen, inden han forlod den politiske arbejdsplads. Først blev han fuldmægtig i Landbrugsministeriet, men han brød sig ikke om at være væk fra sine to små drenge under de lange rejser til Bruxelles, hvor han forhandlede ordninger og kvoter med de andre EF-lande. I stedet blev han sekretær i Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening, der i dag hedder Dansk Industri.

Målingerne

Men han var ikke glemt i Venstre. Og i 1983 blev han overtalt til at vende tilbage til partiets landsorganisation som støtte for den gamle partisekretær Kurt Sørensen, der efterhånden havde fremtiden bag sig og ydermere var belastet af et alkoholmisbrug. Da Uffe Ellemann-Jensen i 1985 blev formand for Venstre, blev Anders Fogh Rasmussen næstformand og Claus Hjort Frederiksen forfremmet til partisekretær.

Sammen indledte de tre et storstilet projekt: De ville forny Venstre fra det gamle bondeparti til et parti for urbane unge med succes og optimisme.

Som udenrigsminister i Schlüter-regeringen var formanden ofte væk, så det blev Fogh og Hjort, der passede hjemmefronten.

Hjort begyndte i den periode at studere følelserne for partiet Venstre, og hvilke problemer, der optog befolkningen. Han bestilte løbende meningsmålinger og bekymringsbarometre, som han undersøgte systematisk. Hans ide var ikke, at Venstre skulle lade sin holdning og sin politik diktere af befolkningens frygt og krav. Hans ide var, at Venstre til enhver tid skulle kunne komme med svar på det, der optog vælgerne. Det skulle ikke forsøge at pådutte vælgerne en liberal dagsorden, men det skulle være i stand til altid at levere liberale svar på de spørgsmål, som i forvejen optog vælgerne. Venstre skulle politisk være dér, hvor borgerne var mentalt. Det krævede også retorisk træning. Allerede tidligt benyttede Hjort forskellige former for fokusgrupper for at finde ud af, hvordan partiets politik blev opfattet. Det var ikke nok at vide, hvad folk tænkte. Det var også afgørende at finde ud af, hvad de tænkte om Venstres politik.

Reklamemanden Hans Morten Rubin arbejdede tæt sammen med de to og leverede et slogan til projektet. Venstre skulle overbevise vælgerne om, at "we do care", vi tager os af jeres bekymringer, vi er optaget af at løse jeres problemer.

Det er i tilbageblik påfaldende, hvordan andre partiers ledere bliver latterlige, når de forsøger at overbevise om det samme: Helle Thorning-Schmidt blev til grin, da hun på vej hjem fra en ferie i Schweiz fortalte danskerne, at hun vidste, hvad de sad og tænkte "ude ved kakkelbordene". Og Villy Søvndal fortjente at blive til grin, da han ville demonstrere sin uhyre nærhed med befolkningens bekymringer, da han udtalte, at klimatopmødet i København i 2009 også burde handle om risiko for oversvømmelser i Greve og Nordsjælland. Når Venstre i dag synes bedre til at overbevise et flertal af befolkningen om, at de vil løse deres problemer, skyldes det ikke mindst, at Claus Hjort i årevis sammen med Rubin og Fogh udviklede et indgående kendskab til, hvad befolkningen selv betegnede som deres problemer, og et sprog til at adressere dem.

På biltur i Europa

Alle kender beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, men det er egentlig ikke så meget, man kender til ham personligt. Han dukkede op i de flestes bevidsthed, da han som den eneste blev takket af Anders Fogh Rasmussen efter valgsejren i 2001.

Det er blevet sagt, at han skulle være Venstres chefideolog, hvilket er en misvisende betegnelse. Claus Hjort er ikke særligt ideologisk interesseret, og han ikke nogen intellektuel politiker. Han har derimod investeret det meste af sit arbejdsliv i en praktisk og pragmatisk udvikling af Venstres relation til borgerne og partiets offentlige profil. Det generede ham, at Venstrefolkene ikke var stolte over at være medlemmer af Venstre. Så han hentede inspiration fra Amerika, hvor partikongresser bliver til folkefester. Han forsøgte at gøre Venstres landsmøder til tilløbsstykker med underholdning udefra, fester om aftenen og iscenesættelser af statsministerens taler. Landsmøderne skulle være populære begivenheder, som medlemmerne bagefter på arbejdspladsen kunne sige, at de sandelig havde været med til.

Historien om Claus Hjort Frederiksens personlige liv med sin svenskfødte hustru, sine to drenge og de fire hunde er glimrende fortalt i Jette Hvidtfeldt og Thomas Buch-Andersens omfattende biografi Claus Hjort - Strategen bag det nye Venstre. Men det mest interessante er beskrivelsen af det nære samarbejde med Anders Fogh Rasmussen om at udvikle det nye Venstre. Der er mange både politiske modstandere og medlemmer af Venstre, der beskriver Claus Hjort med hundemetaforer på grund af hans aggressive offentlige irettesættelser og private skideballer til dem, der træder ved siden af. Man skulle tro, at dette offentlige image var et problem for ministeren. Men som Anders Fogh Rasmussen selv forklarer i bogen, er det netop meningen med rollefordelingen mellem de to: Claus Hjort er hans "politiske livvagt". Det er ham, der tager alt det beskidte arbejde i småtingsafdelingen, som sikrer, at statsministeren ikke behøver investere sin personlige autoritet i enhver intern konflikt.

Denne arbejdsdeling forudsætter naturligvis, at de to er enige på alle afgørende strækninger, og at Claus Hjort er villig til at tage det beskidte arbejde. Og det er netop disse to forudsætninger, som har været og er betingelserne for Claus Hjort Frederiksens særlige position i dansk politik.

Claus Hjort - Strategen bag det nye Venstre er ikke en kritisk biografi, den er informativ og fortællende. Derfor er den også interessant læsning og et strålende sted at starte for en kritik, der både vil være præcis og relevant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Citater fra artiklen
1) 'Han (...Claus Hjort...) var ubetinget for den frie verden, og han var ubetinget modstander af totalitarismerne på den anden side.'

2) 'Claus Hjort var ikke i tvivl om sine politiske præferencer for markedsøkonomi, USA og frie demokratier'

Lad prøve at negere disse citater:
1) Han var ubetinget tilhænger af den ufrie verden og tilhænger af totalitarismen.

2) Han var ikke i tvivl om sine politiske præferencer for kommandoøkonomi, Sovjet og diktaturer.

Så er det mit spørgsmål lyder:

Hvem er det egentlig Claus Hjort er i opposition til?

Eller:

Hvilken politisk retning kan beskrives med negeringen af Claus Hjorts standpunkter?