Læsetid: 2 min.

Stilhedens kanter

Han er ikke den mest virtuose saxofonist, verden har set, men det dybt personlige og søgende udtryk er intakt hos Charles Lloyd, der løftes af sin nye, stærke rytmegruppe
Saxofonisten Charles Lloyds spil brænder kun igennem i passager under koncerten torsdag aften, men der er en særlig nedtonet intensitet i gruppens udnyttelse af luften og stilheden i rummet, som efterlader et stærkt indtryk.

Saxofonisten Charles Lloyds spil brænder kun igennem i passager under koncerten torsdag aften, men der er en særlig nedtonet intensitet i gruppens udnyttelse af luften og stilheden i rummet, som efterlader et stærkt indtryk.

Erik Refner

12. juli 2008

Jeg sidder på forreste række i Glassalen under den imponerende lysekrone, der forsvinder op i loftet, mens kuplens plader svinger på plads med en svag motorisk summen, så salen henlægges i et magisk forventende mørke. Jeg skal bare række hænderne op for at lægge fingrene på scenekanten én meter fra Charles Lloyds mikrofon og lige ud for Eric Harlands trommesæt. Det kunne være blevet et par flotte, opadskuende billeder af Lloyd med krøllet jakke, filthat, solbriller og hvide skægstubbe. Hvis jeg havde husket mit kamera.

Lydmæssigt er det ikke noget godt sted. Sad samme sted forleden til koncerten med Saxophone Summit, hvilket var et rent lydhelvede. Det går afgjort bedre med Lloyds musik, der er langt mere luftig og afdæmpet i sin udvikling. Men rigtig godt er det ikke, når Jason Morans klaver er gemt ovre i den anden side af scenen bagved Lloyd, og når man er placeret, så man ikke kan nyde godt af de højttalere, der giver publikum lydteknikerens tilpassede ensemblelyd.

Skarp rytmegruppe

Charles Lloyd: 70 år, en dybt personlig kunstner, der trods det, at han rytmisk aldrig har været videre koncentreret, rummer en stærk menneskelighed i sit spil, en skrøbelig, varm og luftig tone på tenorsaxofonen og et stærkt fordybet forhold til musik bl.a. med affinitet til de modalt og spirituelt åbne sider hos ledestjernen John Coltrane. Og så har Lloyd en særlig flair for at plukke stærke musikere til sine grupper. Ikke mindst pianister, der har talt Keith Jarrett, Michel Petrucciani, Bobo Stenson, Brad Mehldau, Geri Allen og nu den voldsomt talentfulde Jason Moran. Han løfter koncerten på det improvisatoriske plan. Og med trommeslager Eric Harland og bassist Rueben Rogers, ligeledes sorte musikere, er Lloyds rytmegruppe mere distinkt og skarp, end vi ellers har været vant til. Lloyds spil brænder kun igennem i passager denne aften, men der er en særlig nedtonet intensitet i gruppens udnyttelse af luften og stilheden i rummet, som efterlader et stærkt indtryk.

Inden jeg må forlade Glassalen til fordel for Deadlines studie i DR-byen, går jeg tilbage i salen og oplever Morans besættende klaversolo i den funky "Bookers Garden", som gruppen også har indspillet på deres nyligt udsendte cd, Rabo de Nube på ECM Records. Det er næppe det sidste ord fra denne elegante kvartet.

Charles Lloyd Quartet, Glassalen, Tivoli, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu