Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Superhelt med attitudeproblemer

Peter Bergs 'Hancock' begynder som en slags parodi på superheltefilmen og ender som et eksistentielt drama - og det er både godt og skidt
Superhelten Hancock redder pr-manden fra at blive kørt over af et tog.

Superhelten Hancock redder pr-manden fra at blive kørt over af et tog.

Buena Vista

Kultur
16. juli 2008

Han er alt det, en superhelt ikke må være: Fordrukken, uhøflig, destruktiv, ligeglad, uhygiejnisk, kort sagt en bums med superkræfter, og byen, han bor i, Los Angeles, er ved at være godt og grundigt træt af ham. Det kan godt være, at Hancock (Will Smith) stopper forbrydere og hjælper mennesker i nød, men han har det med undervejs at smadre for millioner af dollar og bringe andre menneskers liv i fare.

Hancock har med andre ord brug for hjælp, og det får han, da han redder pr-manden Ray (Jason Bateman) fra at blive kørt over af et tog. Ray er et såre positivt menneske, som forsøger at redde kloden, inden det er for sent - dog uden det store held - og som nu gør det til sin mission at give Hancock et bedre image, blandt andet ved at lære ham at opføre sig ordentligt og ansvarligt.

Det er nemmere sagt end gjort, for Hancock, der ikke ved, hvem han er, eller hvor han kommer fra - han vågnede blot op på en skadestue for 80 år siden (superhelte ældes ikke!) uden at kunne huske noget som helst - har ikke meget til overs for sig selv eller andre og kan ikke se pointen i et imageløft. Men han indvilger dog i at følge Rays plan, ikke mindst efter at have mødt Rays smukke kone, Mary (Charlize Theron), som dog tilsyneladende ikke kan fordrage superhelten.

Peter Berg og hans manuskriptforfattere, Vy Vincent Ngo og Vince Gilligan, har i filmens første del et vist held med at vende nogle af superheltegenrens konventioner på hovedet. Der kommer megen morskab ud af Hancocks møde med sine direkte fjendtlige omgivelser. Selv børnene i L.A. synes, at han er et egocentreret røvhul, og ud af superheltens anstrengelser for at vise, at han kan være en mønsterborger.

Blandt andet går han på Rays opfordring frivilligt i fængsel som følge af nogle af alle de sagsanlæg, Los Angeles bombarderer ham med pga. ødelagt, offentlig ejendom. Problemet er blot, at Hancock har placeret de fleste af de øvrige fanger i fængslet, og de er bestemt ikke glade for at se ham igen.

Mellem to stole

Endnu er Hancock en tilforladelig og underholdende superhelteparodi, der trods alt tager sig selv og genren tilstrækkeligt alvorligt til, at man gider kigge med. Men efter en times tid skifter filmen tone. Humoren forsvinder i takt med, at dramaet intensiveres, og Hancocks eksistentielle konflikt - hvem er jeg, hvad er min opgave her på jorden, hvorfor er jeg den eneste af min slags? - understreges.

Det viser sig, at Mary og Hancock har mere tilfælles, end man skulle tro, og det slår gnister mellem Smith og Theron i rollerne som to mennesker, der er tiltrukket af hinanden, men egentlig ikke har lyst til at være det.

De to skuespillere giver filmen en følelsesmæssig forankring, man bestemt ikke havde ventet på forhånd, og på det tidspunkt byder Hancock også på et ret fedt twist, som jeg selvfølgelig ikke skal afsløre her, og som jeg heller ikke havde set komme. Desværre forsøger filmen samtidig at forklare alt muligt, blandt andet hvor Hancock og andre superhelte kommer fra - de er engle og guder - og selv om den diskussion sikkert kunne være interessant i en anden film, bliver det lidt for selvhøjtideligt og alt for alvorligt i forhold til, hvor filmen begyndte.

Peter Berg sætter sig mellem to stole, og selv om der er en del at grine ad og se på i Hancock, der tilmed tør en smule mere end den gennemsnitlige sommerblockbuster: Berg forsøger med vekslende held at vride sine umiddelbart traditionelle genrefilm i nye retninger - er det tillige en noget skizofren og utilfredsstillende filmoplevelse.

Hancock. Instruktion: Peter Berg. Manuskript: Vy Vincent Ngo og Vince Gilligan. Amerikansk (60 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her