Læsetid: 3 min.

Upåklageligt privatliv

Hvad sker der, tænker man. Her står Ellen Hilllingsø og Olaf Johannessen og forpasser chancen. Det er jo ikke meningen, at de skal tale begæret ihjel - de skal tale det i kog!
Passion eller konvention? Ellen Hillingsø har dundjævlen fremme i blikket, mens Olaf Johannessen leger med stemmens livslede i -Privatliv-

Passion eller konvention? Ellen Hillingsø har dundjævlen fremme i blikket, mens Olaf Johannessen leger med stemmens livslede i -Privatliv-

Bjarne Stæhr

21. juli 2008

Egentlig er Privatliv på Grønnegårds Teatret en upåklagelig succes. Ellen Hillingsø er som forventet absolut forrygende som hundjævlen i Noël Cowards livsbeske univers - hun lokker med øjnene, mens hendes sensuella-stemme hånligt kyler beundrerne ned i puderne. Og Olaf Johannessen er uimodståeligt arrogant under sit hvide Great Gatsby-tørklæde med livslede i lædersålerne og kynisme i pupillerne. Ahhhh! Hvilket begavet par - til døden dem skiller, uanset hvem de ellers måtte gifte sig med undervejs.

(Det er det, stykket handler om - at gifte sig igen, men alligevel ikke slippe væk fra den første kærligheds kløer. Eller for at blive i Korsbæks privatlivsterminologi: Susse Wold og Bent Meiding revisited.)

Brutalitet

Parret sættes i svingninger af deres nye kærester. Som Johannessens nye kone er kønne Sarah Gottlieb naivtklog med smilemund, mens smukke Claes Bang spiller Hillingsøes seneste offer som normalitetens kedsommelighedsvogter med overskægsstreg. Plottet er sat, og begæret tager fat: Velkommen til Coward-land.

Og velkommen til de mest moderne replikker. Oliver Zahle og Christoffer Berdal har oversat teksten med en frygtløs brutalitet - vittigt og fuldkommen skånselsløst. Replikkerne skifter fra overhøflighed til uforskammethed, sådan hen over et komma, og oversætterne har fanget en ondskabsrytme, der får tilskuerne i Odd Fellow Palæets have til at gispe. Dette er så spændstig en Coward, at man visse steder skulle tro, at der var tale om helt ny dramatik. Eller som Hillingsø og Johannessen sarkastisk siger til hinanden:

Er du lykkelig?

Fuldkommen

Er du?

Ekstatisk.

Satiren oser. Alligevel lever opsætningen ikke op til plakatens passionsbillede af en nøgen vildthårs-Hillingsø og en hudkradser-Johannessen. For instruktionen bøjer af. Bliver pænere og mere konventionel - og ufysisk. Jo mere dette par taler om deres begær, jo mindre kan vi se det. Parrenes kroppe flakser så underligt. Rejser sig og sætter sig i ét væk. Selv Hillingsøs kys er tanteagtige, og Johannessens omfavnelser er næsten forskræmte - og den ultimative slåskamp ligner et rollespil for diakonisser. Hvad sker der, tænker man. Her står disse to voksne kroppe og forpasser chancen. Det er jo ikke meningen, at de skal tale begæret ihjel - de skal tale det i kog!

Småbobler

Men småbobler er alt, hvad det bliver til. Instruktøren Christoffer Berdal har ellers en eminent sans for kuldsejlet passion. Hans opsætning af Gregersen Sagaen på Århus Teater ramte den Cowardske bitterhed, sådan som den genfindes i Kampmanns univers. Men i Bredgade bliver passionssatiren for ufarlig - også selv om Berdal har hentet scenografen Nina Flagstad med sig. Hendes valg af en art deco-hall med svungne trappegelændere virker oplagt, men dens lysegrønne symmetri hæmmer dynamikken. Til gengæld er Hillingsøs femme fatale-kjole i fed elfenbenssilke et scoop med sort fjervifte. Her dukker brændfaren op i et veloplagt glimt. Indtil altså Hillingsø træder ind i jasket pyjamas, og begæret falder drastisk.

I efteråret spillede Hillingsø og Johannessen sammen på Plan B i Sergi Belbels stykke I Toscana. Her handlede det om mandens mangel på begær og deprime fantasier - og kvindens desperation. Og her havde Berdal sat i scene, så sammenstødene om den manglende passion vitterlig stødkogte.

Under sommerhimlen i Bredgade må man nøjes med at drømme om, hvad der ville ske, hvis Berdal havde blandet den eksplosive passion med de intellektuelle forfrysninger. I sidste scene får man faktisk gnisten, da Sarah Gottliebs ellers så uerfarne flæsekjoleeksistens pludselig skruer sig op i en vild solo af indestængt jeg-vil-score-ham-tilbage-styrke. Hér flammer den kontrast mellem pænheden og passionen, som Coward skrev om så ubarmhjertigt. Og hér bliver forestillingen moderne. Næsten lige så moderne som oversættelsen.

Privatliv af Noël Coward (1930). Oversættelse: Christoffer Berdal og Oliver Zahle. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Frisør: Susan Terp. Fight director: Tina Robinson. Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have. Til 23. aug. www.groennegaard.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu