Læsetid: 4 min.

Åben for alt - klar til at miste

Den første danske kulturessayistiske encyklopædi om beatgenerationen ser dagens lys
Den første danske kulturessayistiske encyklopædi om beatgenerationen ser dagens lys
28. august 2008

Så kom den endelig, Lars Movins længe ventede bog om den amerikanske beatgeneration.

Mange har hørt om beatgenerationen, men de færreste har et indgående kendskab til, hvad den har at gøre med. Hvor mange har f.eks. læst mere end Jack Kerouacs On The Road, lagt ører til eller læst Allen Ginsbergs indflydelsesrige digt 'Howl' eller kæmpet sig igennem Williams S. Burroughs' eksperimenterende roman Naked Lunch? Langt hovedparten af danske læsere er vel af den opfattelse, at fænomenet 'beat' og 'beatgenerationen' er både indforstået og overvurderet. Det råder Movin grundigt bod på.

Ti år (!) har det taget den myreflittige forfatter, filmmager og skribent at samle sit materiale, der tilsammen kulegraver den litterære bevægelses konkrete meritter, relationer og erkendelsesmæssige betydning, så man gradvist bliver klar over, på hvilke måder de beatkulturelle strømninger har haft indflydelse på ungdomsoprøret, frigørelsestænkningen og vores egen selvforståelse!

Bogens struktur er nøje gennemtænkt fra introens definition af fænomenet beat til interviewet til slut med Ed Sanders, ex-Fudge, lærer ved Jack Kerouac School of Disembodied Poetics (kap. 20).

Hovedsporene lægges fra start med kapitlerne om Keroauc, Burroughs og Ginsberg, der afdækker første del af hver deres virke - behørigt fulgt op af hver deres ditto over midten og til slut med den sidste tredjedel. Det gør, at man kan læse kapitlerne i lyset af hinanden med alle aktørerne - Neal Cassady, Joyce Johnson, Brion Gysin mfl. - udførligt indføjet i en kronologisk beretning. Det giver bogen en narrativ karakter. Et ubetinget plus.

Ikke skrivebordsarbejde

Movins fletter suverænt den dokumentarisk afdækkende, kulturessayistiske opdagelsesfærd med sin egen personlige søgen efter svar. Det er derfor ikke noget livstræt skrivebordsarbejde, vi her har med at gøre. Det er et gennemresearchet feltarbejde med Movin-pennen som blik og hele hans enorme indlæsthed som et rullende, åbent bibliotek, enhver får del i på sin læserejse.

Movin har været der. Med sin egen fascinerede søgen efter sandhed og autenticitet i klemme. På de amerikanske landeveje. I hjulsporene på the beats. På Desolation Peak, hvor Kerouac var brandvagt og gjorde sig sit fatale studie i fortvivlelse, og hvor Movin selv bliver bragt på udmattelsens rand (kap. 7). Og han har boet på beathotellerne i NYC & Paris. Han har talt med outcasts og dropouts, interviewet forfatterne Gary Snyder og Lawrence Ferlinghetti, der nægter at se sig som en del af beatsammenhængen. Og så lyser han velgørende op i kønsproblematikken i en machotid, totalt domineret af mænd, hvor kvindens rolle var at være pige, husmor og sexobjekt. Movin beskriver også de usle, paradoksale vilkår for 'The Beat Chicks', ligesom han med stærke interviews med forfatteren Hettie Jones påpeger kvindernes mulighed i kampen for selvrespekt og anerkendelse.

Vi får det hele med. Også jazzens betydning. Movins trang til at dokumentere og eksemplificere alt kan virke pedantisk. Men grænserne flød for de implicerede parter, derfor er det godt at blive holdt fast af fakta.

Movin afmystificerer

Der er kapitler, der er vigtigere end andre, men ingen man fuldstændig kan undvære, for BEAT er - take it or leave it - én gnistrende helhed, et sydende kar af indsigt, en skrivebedrift, der lægger nye alen til dansk kulturjournalistisk, fordi Movin formår at afmystificere og gøre det krystalklart for læseren, hvad vi her har at med at gøre.

Der er tidligere skrevet om beat: Informations afdøde beatkender Erik Thygesen var den første til at introducere såvel den såkaldte San Francisco Renæssance, som til at præsentere digteren Lawrence Ferlinghetti for et dansk publikum. Dan Turèll har skrevet forrygende om beat og omsat skriveerfaringer og eksperimenter derfra i og med sin egen praksis. Ligesom Peter Laugesen, der i dag stærkest formår at forvalte beat-erfaringerne, har gjort. Henrik List gik i Tilbage Til Tanger også i beatgenerationens fodspor. Men Lars Movins vid og anskueliggørende evne til at formidle beatstoffet er uden sidestykke. Derfor bliver BEAT fremtidens danske referenceværk og orienteringspunkt på området.

Der bliver skåret ind til benet og gået til kilden, når beat-forfatternes motiver eller personlige refleksioner lægges frem.

Med lidenskabelig nøgternhed og en spørgende tilgang til stoffet, sørger Movin for, at man som læser bliver ført over store afstande og ind i intimsfæren til følelsesmæssige og seksuelle forviklinger, uden at det virker hverken pinligt eller forstyrrende.

Han er den skrivende beat-pilgrim på jagt efter at vise, hvad det har betydet og kostet for generationer at være beat: åben for alt og klar til at miste. Det er bogens ubestridte force. Men det siger sig selv, at man skal være mere end almindeligt interesseret i emnet for at kunne holde ud at læse bogen i ét stræk. Vi taler her om et spænd på over 20 kapitler på 622 sider, plus et omfattende og præcist noteapparatat, der giver svar på alt, hvad man måtte savne i hovedteksten, samt oplysninger om Movins artikler. Ikke at forglemme det uvurderlige navneregister, der bidrager til at gøre denne moppedreng til en beat-encyklopædisk hjørnesten i dansk kultur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu