Jeg er god til at spille skuespil over for andre...
Sådan fremstiller Lars H. sig selv, da han i starten af januar 2006 er til en slags prøveinterview med en medarbejder ved PET. Det er Lars H. selv, der har tilbudt sig som meddeler, hvis efterretningstjenesten skulle være interesseret i oplysninger om radikale muslimer på Syddansk Universitet.
Jo tak, det er PET skam, og samtalen med den kommende meddeler fører få måneder senere til, at Lars H. på tjenestens regning indkøber bombeegnede kemikalier og overlader dem til en kreds af personer, han for nylig har lært at kende i moskeen på Ørbækvej i Odenseforstaden Vollsmose.
Det største scoop i TV2-journalisten Kaare Gotfredsens bog Terrorsagen fra Vollsmose er nok, at bogen på baggrund af bl.a. udtalelser fra Lars H.'s tidligere klassekammerater og arbejdskolleger bringer et portræt af en person, der helt fra gymnasietiden har været kendt for at overdrive - for ikke at sige: lyve så stærkt som en hest kan rende - når han fortæller om egne bedrifter.
At 'pynte' lidt på en god historie er nok et ret almindeligt fænomen, men det virker mindre tillidsvækkende, når det gælder et kronvidne, hvis oplysninger har ført til 12 år lange fængselsstraffe til de hovedtiltalte i terrorsagen. Da sagen kom for Østre Landsret fik forsvarerne ikke mulighed for at føre vidner, der kunne anfægte kronvidnets troværdighed, så i den henseende opfylder Kaare Gotfredsens bog et betydeligt hul.
Pletskud fra en løgner
På et tidspunkt efter gymnasietiden i Skjern får Lars H. f.eks ansættelse i en mindre jysk kommune, hvor han skal jagte socialbedragere. Det er en opgave, han går op i med liv og sjæl, og han kan endda finde på selv at indgive anmeldelser mod de personer, han får mistanke til, erindrer en tidligere nær kollega.
Andre kolleger får lidt efter lidt mistanke om, at Lars H. temmelig tit overdriver, og senere må kommunen også erkende, at de omkring 30 socialbedrageri-sager, Lars H. på egen hånd har opsnuset, langt fra indbringer de forventede kroner i kommunekassen. Selv pådrager Lars H. efter et voldeligt overfald fra en somalisk klient sig varige psykiske mén og taber 40 procent af sin erhvervsevne, hvorfor han i længere perioder er i medicinsk behandling og modtager månedlig erstatning.
Selv om Lars H. i sin tid blev kasseret som værnepligtig og nægtet antagelse som konstabelelev, bilder han sine kolleger ind, at han har været udsendt som soldat i Balkan og dér overværet massakren i Srebrenica i 1995, hvor omkring 8.000 ubevæbnede muslimske mænd blev henrettet af serbiske styrker. Han fortæller også, at han under sin udsendelse 'for sjov' og med kun ét skud har dræbt en kvinde og hendes barn.
En forfærdelig ting at gøre. Men teknisk set et rigtigt godt skud, som Lars H. siger. Ifølge kollegernes erindring endda "med strålende øjne."
Selv om PET angiveligt gennemtjekker Lars H. forud for hans virke som meddeler, indgår der åbenbart ikke helbredsmæsige oplysninger i undersøgelsen. Tjenesten finder således ikke ud af, at Lars H. har/har haft psykiske problemer og derfor månedligt modtager 8.000 kr. fra Arbejdsskadestyrelsen. Heller ikke økonomiske oplysninger tjekkes åbenbart til bunds af PET, som derfor ikke finder ud af, at den kommende agent økonomisk er på spanden, eller at hans (i øvrigt halvt nedbrændte) hus er overbelånt. Eller at tidligere skolekammerater og arbejdskolleger konsekvent husker Lars H. som en person, der overdriver, overdriver, overdriver...
Tværtimod vurderer PET, at Lars H. er toppålidelig og opfordrer ham til at indsamle informationer om en gruppe radikale muslimer med tilknytning til moskeen på Ørbækvej. En opgave, som Lars H. går op i med liv og sjæl.
Tør dokumentarisme
Det er interessant at følge den kronologiske oprulning af perioden fra januar til september 2006 i Terrorsagen fra Vollsmose og undervejs fundere over, om det er Lars H.'s tidligere så manifeste trang til overdrivelse, der så at sige pacer 'terrorgruppen' frem til indkøbet af bombekemikalier. Eller om gruppen af yngre muslimer af sig selv - altså helt uden medvirken af PET's civilagent - ville være nået så langt.
Her er der imidlertid ikke meget hjælp at hente fra forfatteren. Når der - og det er ofte - er modstrid mellem forskellige vidneudsagn og/eller andre oplysninger i sagen, følger Kaare Gotfredsen primært anklagemyndighedens version, når det drejer sig om sagens tre dømte (modsat, når det drejer sig om RD, som blev frikendt, baserer gennemgangen sig mest på hans fremlægning). Som læser kunne man godt ønske sig, at Kaare Gotfredsen vovede lidt mere af sig selv i forhold til at vurdere sagens mange modstridende elementer. I stedet 'gemmer' han sig bag en tør dokumentaristisk stil, som først og fremmest er opremsende og med meget tydelig angivelse af kilder. Det gør ind i mellem bogen langtrukken at pløje sig igennem, selv om stilen selvfølgelig er et bevidst valg fra forfatterens side, for som Kaare Gotfredsen med en karakteristisk underdrivelse anfører i forordet, så er Vollsmosesagen "uden tvivl en sag med mange facetter", som kaster lys over de "metoder", Danmark anvender i kampen mod terror. Ja, det tør antydes!
