Læsetid: 3 min.

Brev til Dorine og mig selv

Den berømte franske filosof André Gorz begik i 2007 selvmord sammen med sin dødssyge hustru Dorine. Inden da skrev han et langt brev til hende om deres liv sammen
14. august 2008

André Gorz og hans engelskfødte hustru, Dorine, mødte hinanden i Wien i et af de første efterkrigsår, og de levede og arbejdede sammen gennem mere end halvtreds år. De var dels med i kredsen omkring Jean Paul Sartres tidsskrift Les Temps Modernes, senere endnu var han med ved grundlæggelsen af magasinet Le Nouvel Observateur, dels var de engagerede aktører på den filosofiske og politiske venstrefløj, som Gorz bidrog til med bl.a. bøgerne Økologi og frihed og Farvel til proletariatet.

De to, som havde levet sammen i så mange år, begik i 2007 også selvmord sammen. På det tidspunkt havde Dorine gennem længere tid været dødeligt syg af cancer.

Dobbelt adressat

Gorz kalder selv sin halvfjerds sider lange - eller korte - bog om deres liv sammen et 'brev'. Det kan man vel også godt, men så er der tale om et meget usædvanligt brev, først og fremmest pga. dets dobbelte adressat.

Brevet er nemlig rigtignok henvendt til Dorine, men bortset fra på et enkelt, afgørende punkt fortæller brevet ikke noget, som modtageren ikke ved i forvejen. Snarere end at meddele modtageren nyt, sammenfatter Gorz deres liv med hinanden og giver det den særlige realitet, som ting får, når de bliver til sammenhængende skrift og fortælling. Brevets anden modtager er offentligheden, der i modsætning til Dorine ikke på forhånd er bekendt med alle brevets mere personlige detaljer og under normale omstændigheder heller ikke behøver at være det. Men omstændighederne i Gorz' liv, der valgte at gøre det offentlige privat og det private offentligt, er heller ikke normale.

Af samme grund er offentlighedens delagtighed af størst betydning for det regnskab, han skal nå at gøre op.

Den korte version af selvopgøret kredser om det billede, Gorz tegner af sit forhold til Dorine i selvbiografien Forræderen (der til skade for denne, Gorz' seneste og sidste bog, ikke er oversat til dansk). Heri stiller forfatteren sig på de teoretiske tankesæts afstand af sin hustru og forskyder virkelighedens kærlighed til teoriens og selvbiografiens filosofiske opstyltethed.

Den lange version handler om i et langt liv at have levet i forfatterskabet og år ud og år ind at have ladet det almindelige og konkrete være underordnet den næste bog og den næste idé i abstraktionernes verden. Og desuden om at have hengivet sig så ivrigt til filosofiens "rene, usynlige blik, der (er) fremmed over for det, som det ser", og typisk for den blaserte intellektuelle positur om at føle sig mere hjemme "i fiaskoens og tilintetgørelsens æstetik" end i "succes'ens og bekræftelsens."

Det har Gorz et skarpt, selvkritisk, ja, uforsonligt blik for.

Omvendt har han et kærlighedsfuldt blik for Dorines evne til at leve efter andre love. Hun kunne i modsætning til Gorz tidligt hengive sig. "Vi vil blive det, som vi gør sammen," svarede hun ham, da han som ung mand var ved at udvikle en slem metafysisk hovedpine ved tanken om ægteskab. "Du svarede," skriver han om et senere afsnit af deres liv, "at teorien altid truer med at blive et åg, der gør det umuligt at opfatte det reelles foranderlige kompleksitet."

Selvhøjtidelig march

Med André Gorz' bevægende selvopgør får læseren ikke bare historien om forholdet mellem ham og Dorine, men også et indblik i den filosofiske venstrefløjs privatsfære i anden halvdel af det tyvende århundrede med dens spegede forhold mellem kønnene. Og så får vi med André Gorz' uforanderligt selvhøjtidelige march gennem sit forfatterskab, som alting stadig måles og vejes imod, ufrivilligt besked om, at det hele ikke er så anderledes endda.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu